Storvildtjagt i Danmark
Fra Jørgen Haller har vi modtaget følgende beretning om kronvildtjagt med buen. Han har i mange år drømt om at komme på storvildtjagt med buen … i Danmark. Jagten blev en realitet i efteråret 2019.
Jørgen skriver:
I rigtigt mange år har jeg haft ønsket om at komme på jagt efter ”storvildt”, og som buejæger i Danmark må det meste over rådyrstørrelse betragtes som sådan. Der er masser af muligheder for at jagte storvildt ude i den store verden, også selvom om man, som jeg, foretrækker buen som våben. Allerede da man begyndte at tale om lovliggørelse af jagt på kronhjort i Danmark med bue, startede drømmen hos mig. Drømmen om jagt på Danmarks største vildt på den frie vildtbane på egen hånd.
Jeg bor ikke langt fra Rold Skov og har tidligere jagtet der med riffel, da et krondyr fra Rold stod højest på ønskelisten. Da det så pludselig blev muligt igen at komme på jagt i Rold Skov, var jeg ikke sen til at slå til. I Støvring & Omegns Jagtforening lejede vi i 2019 312 ha i skoven. Lejen omfatter blandt andet retten til at nedlægge én kronhjort, og da det – ret meget mod mine forventninger – ikke lykkedes foreningen at nedlægge hjorten på trykjagterne, kunne den nedlægges på pyrsch. Efter den sidste trykjagt midt i december, var vi to gutter, der bookede jagt i fem dage mellem jul og nytår. Vi skulle ikke risikere, at andre kom os i forkøbet, og med jagtstart den 25. december var det lidt ligesom at juleaften bare fortsatte.
Vi kendte lidt til området. Dels kører jeg en del mountainbike i Rold Skov, og dels havde vi begge deltaget på trykjagterne, jeg selv havde en enkelt gang gået igennem med hund. Men, det var åbenlyst, at vi skulle væk fra det kendte og ind i mørket under granerne, for de store hjorte er svære at finde udenfor brunsten. Jeg var dog sikker på at have løsningen, for med buen har jeg nemlig ganske ofte været heldig at nedlægge fine seksender-bukke, hvilket jeg tror skyldes, at jeg foretrækker de steder, hvor de gamle bukke færdes … nemlig i krat og tæt skov, hvor ikke ret mange andre kommer. Sådanne stedet ledte vi efter i Rold, og så naturligvis også veksler. Planen var at sidde på anstand om morgenen og derefter pyrsche, under nøje koordination med hinanden.
Lortevejr er hjortevejr og vejret i december var med os. Det var regnvejr og blæsende, men skiftede desværre den 24. december, så da vi gik i skoven den 25.ende var det en frostklar morgen. Det var ikke muligt at gå lydløst, så vi valgte strategien med at gå på stierne og forestille almindelige ”skovgæster”. Fra stien og ind i skoven var det som at gå i cornflakes. Pyt, jeg fandt hurtigt et egnet træ i det valgte område, monterede min climber og steg til vejrs. En halv time før solopgang hejste jeg min bue op, og så var jeg skarp.
Det var en dejlig morgen, helt bestemt. Om jeg havde larmet for meget eller omslaget i vejret gjorde krondyrene valgte en anden vej, det ved jeg ikke, men der kom ingen forbi mig. På grund af frosten gav det ikke mening af pyrsche rundt, så jeg valgt at sondere noget mere terræn, inden jeg langsomt gik over mod min makker. Han havde heller ikke set krondyr, men ellers i øvrigt haft en herlig morgen.
Den 26. december var jeg alene på jagt, og valgte at ”møde ind” tidligere, da vejret stadig var med frost og ingen vind. Jeg havde fundet en flaskehals, hvor dyrene måtte passere mellem skov og mark, og to timer før solopgang var jeg på plads, for at se om krondyrene kom så tidligt, for så skulle vi ændre strategi. Det gjorde de ikke. Da det blev lyst, kom en mængde rådyr, en enkelt på klappeafstand. De havde nok gennemskuet, at de var fravalgt denne dag. Jeg fandt et område med underskov, hvor jeg kunne pyrsche lydløst og brugte der et par timer på at liste ind på harer, rådyr og enkelte snepper.
D. 27. december bød på det samme vejr og samme udbytte. Vi lærte igen mere om skoven, men vejret gjorde det svært. Det gav ikke så meget mening at pyrsche på cornflakes efter et bytte, der har lyttelapper så store som desserttallerkener. Men, dagen skulle lære os en del om kronvildtet.
Efter morgenjagten fik vi kaffe ved bilen, mens vi drøftede, om det burde få konsekvenser for min makker Michael, at han aftenen inden havde fortæret alle de småkager, Karin fra jagtforeningen havde bagt til os.
Da jeg ville ”aflade” kaffen, gik jeg væk fra bilen og ind i granerne. Mens jeg funderede over en passende hævn for det med småkagerne, kunne jeg pludselig se et dyr rejse sig 50-60 meter borte. Et krondyr. Og, der var flere.
Lydløst som en ninja var jeg tilbage ved bilen og fik sat Michael ind i situationen. Han skulle liste ned på et udvalgt sted, mens jeg ville pyrsche på dem, vel vidende, at de nok ville opdage mig og liste af, men så sikkert i retning af Michael. Med buen i hånden gik jeg en stor omvej på fast vej, inden det uendeligt langsomt gik fremad mod rudlen. Snart var jeg inde på 40-50 meter, hvor jeg måtte sidde stille, for ører og hoveder kørte rundt.
Lige med et så jeg et par kalve komme mod mig, eller det vil sige, at jeg så benene af dem under granerne. Det gav derefter et fnys fra rudlen, og kalvene gik tilbage, damn! Sådan gik det i godt en time, hvor jeg konstant var tæt på dem og næsten omgivet af krondyr, men hele tiden flyttede de sig lidt. Snart var de ved enden af plantagen, hvor førehinden fattede dirigentstokken, rejste hovedet og gav et fnys, hvorefter toget kørte med stor larm over en bakke og væk var de. Jeg håbede naturligvis, at de ville komme forbi Michael, men de var for langt væk.
Senere talte jeg med en god ven om det, og han gav mig ret. Det var faktisk ikke mig, der havde listet undt efter rudelen, men rudlen der havde flyttet sig i forhold til mig. De ville gerne blive i plantagen, og forlod den kun hårdt presset. Når jeg fik lov at komme så tæt på, skyldes det jo nok, at de ikke tog en buetosse helt seriøst ?
28. december valgte Michael at blive i plantagen, for at se om ikke rudlen var der igen. Selv havde jeg fundet et stensikkert spot, 800 meter fra nærmeste sti, hvor der var masser af frisk fod i noget mørkt og tæt terræn. Jeg var igen afsted ved syvtiden, så larmen kunne nå lægge sig inden solopgang, for det var atter frostvejr med sprød skovbund til følge.
Det var en herlig morgen. En halv time efter solopgang kom tre krondyr direkte mod mig gennem et stykke med unge ege. De valgte at lægge sig 35-40 meter væk, og jeg havde ingen mulighed for at flytte mig væk fra mit ”lydløse” område. Jeg kunne ikke gøre andet end vente og håbe på, at Michael pyrschede ned mod mig, som vi havde talt om. Det ventede krondyrene dog ikke på, for efter en halv time listede de af igen. Det er utroligt så store og flotte de dyr er.
Jeg træner jævnligt på længere afstande, kan snildt træffe på 40 meter, hvor pilen i øvrigt også har rigeligt med power til gennemskud. Men, det er ikke et 3D-dyr der skal skydes på, og det er noget ganske andet at skulle skyde i en skov med kviste og grene der kan få pilen til at ændre retning, så jeg nøjedes med at nyde synet. Michael havde ikke set noget på sin post, og pyrschede derefter lidt rundt. Han ”faldt” over en otteender hjort og gjorde sit bedste for at komme til skud, men kunne ikke lukke afstanden til de 20-25 meter. Til slut blev han busted, og hjorten luskede af ind i granerne. Da jeg hørte det, tænkte jeg, at det var en passende straf for at have spist alle vore fælles småkager ?
Sidste dag bestemte vi os for at skulle være ”kød-dag”. Vi måtte på jagten nedlægge et dyr hver, enten rådyr eller krondyr, og vi havde valgt at lade rådyrene gå … krondyrene havde som bekendt selv valgt at gå. Den dag tager vi begge også ”tordenrøret” med og påregner at skyde enten en hind eller kalv, altså et godt kød-dyr.
I betragtning af vores overlegne intellekt, vores moderne udstyr og klæder, vores langtrækkende våben og viden om krondyrene og deres færden, ja så klarer dyrene sig faktisk rigtigt godt. Den sidste dag slutter som de andre, som en herlig dag i skoven, men også med at hverken dyr eller mennesker lider overlast.
Samlet set har vi lært en masse, bl.a. at krondyr ikke bare er store rådyr. De er ekstremt årvågne og ser godt, også med deres perifere syn, de hører alt og lægger mærke til ændringer i landskabet. Næste år skal vi i langt højere grad forberede os.
Hvis horn betyder noget, skal man vælge at jagte steder, hvor der er en skytte eller guide, som kan hjælpe til, eller steder hvor der fodres eller i store hegn. Det vil gøre det meget lettere at få det ønskede trofæ, men, om det vil gøre oplevelsen større eller mindre er op til den enkelte jæger. Michael og jeg skal på den igen til næste år, og det uanset om hjorten bliver skudt på trykjagterne eller ikke. På trods af at vi ikke slap en pil, så var det nogle fede dage, og om ikke andet har jeg bestemt mig for, at det næste år er mig, der passer jeg på småkagerne …!
Rold Skov
Rold Skov er et skovkompleks på knapt 9.000 hektar blandet skov. En stor del af skoven hører under Lindenborg Gods og en del under staten. Kronvildtet i Rold Skov er af den urgamle stamme, der indvandrede til Danmark efter den seneste istid for 12.000 år siden. Den del vi jagtede i, hedder Hesselholt, og er på 312 hektar og tilhører staten. Det betyder, at der ikke er så mange krondyr i skoven, da krondyrene ikke bryder sig om uro fra besøgende publikummer. Ved uro fortrækker de til de mere rolige og altså ofte private områder eller de mørke lukkede grantykninger.
Læs mere om kronvildtet og det øvrige dyreliv i Rold Skov her.
Buejagt på krondyr
Til krondyr kræves en kraftig bue, der yder min. 80 joule, samt en min. 33 grams pil og faste jagtspidser. Når det kun kræver 80 joule i forhold til over 2.000 joule som der kræves på 100 meter med en riffelkugle, skyldes det virkemåden. Pilen skærer sig gennem de vitale dele og skaber øjeblikkelig blødning, mens en riffelkugle afleverer en masse energi og dræber ved chokvirkning. En jagtpil der overholder mindstekravene flyver med ca. 70 m/s, og skyder nemt gennem et voksent krondyr.
Læs også:
Vælg den rigtige storvildtspil.
Klar til storvildtjagten?