Den svære vej
Min folkeskolelærer sagde at jeg skulle stoppe med at springer over hvor gærdet er lavest. På det tidspunkt virkede det mildt sagt idiotisk. Hvorfor vælge en svær vej, når der findes en nem? Men, da jeg en tidlig november morgen sad på Endelave, med buen i hånden, så gav den svære vej rigtig meget mening.
En artikel af Mathias Kolringen
www.udegodt.dk
instagram @mathiaskolringen)
Der lød et skud fra en haglbøsse. Måske en pløjemark eller to væk fra det sted hvor jeg sad. Det gibbede i mig, mens kaninerne på marken foran mig, knapt nok viftede med ørene. Jeg talte igen meter. Den nærmeste kanin var stadigvæk 18 – 20 meter væk, og sad i et hul, så kun hoved var synligt. Et kaninhoved er ca. er på størrelse med det gule center i en 40 cm skydeskive. Altså ikke et umuligt skud. Faktisk et skud jeg bruger en del tid på at øve, da jeg drømmer om at skyde 500 point til et indendørs skivestævne. Noget kun to langbueskytter er lykkes med i Danmark – så vidt jeg ved.
Muligt, men også lidt umuligt
Jeg synes, der er noget fascinerende, måske endda dragende, i at forsøge at gøre noget, som ved første øjekast kan virke umuligt. Men, som jeg med god gammeldags flid, godt kan lykkes med. Sådan havde jeg det, da jeg skulle krydse indlandsisen på ski, løbe på tværs af England eller nogle af de andre eventyr jeg har kaste mig ud i. Nogle eventyr er gået godt, og en del er gået mindre godt.
Men, så kan man jo lære af sine fejl, og prøve igen. Det var også tilfældet da jeg ville tage buejagttegn til langbue. Det krævede fire forsøg før jeg bestod. Det havde da været pænt sejt at bestå prøven første gang, men jeg er uden tvivl blevet en bedre buejæger af at skulle igennem jagtprøven et par gange.
Sidst års jagttur til Endelave viste sig også at være en tur, hvor jeg måtte sande at der fortsat er meget for mig at lære om at gå på buejagt, og i særdeleshed lære om at gå på buejagt efter kaniner.
Når en håndgranat ikke er løsningen
Hvis der til et 3D stævne var sat et kanin-mål op på 18 – 20 meter, ville jeg nok synes den var lidt grov, og nok mene at et mål på den størrelse, stod bedre på 8 – 10 meter. Alligevel sad jeg nu, kold og lidt stiv i kroppen, og overvejede at om jeg skulle forsøge mig med et ’head shot’ på 20 meters afstand.
Der er ikke meget i livet, der som buejagt kan få mig til at genoverveje mine valg. Og få mig til at grine. For bedst som jeg igen begynder at tælle meter hen til kaninen i hullet, lød der en række nye skud. Ikke fra haglbøsse denne gang, men fra en salonriffel.
”Hvem der dog bare havde en salonriffel” tænker jeg ved mig selv, mens jeg nedstirrer kaninen i hullet, der nu har fået selskab af lidt flere kaniner – alle sammen lidt længere væk. ”Eller en håndgranat – den skulle nok kunne få bugt med et par af dem”. Og så kan jeg ikke andet end at grine af mig selv. Bagved ansigtsmasken, så kaninerne ikke kan se det.
For målet med at sidder her, med min bue i hånden, er ikke at reducere kaninbestand på Endelave mest muligt.
Pile i luften
Og så begynder der at ske noget. Et par nye kaniner dukker op, og pludselig er det som om der er sat skub i alle øens kaninerne. De vrimler ud og begynder at løbe rundt og lege, samt gøre hvad kaniner nu ellers er kendt for at gøre.
På sidste års jagttur til Endelave havde jeg ni pile i luften. Ingen af dem var jeg efterfølgende særlig stolt over. Og i endnu mindre grad nu, hvor skriver om dem, så mine dårlige beslutninger bliver tydelige for alle. Det var som om jeg på det tidspunkt i min buejægere-karriere var så jagt-sulten, at et mål inden for den lovmæssige afstand også skulle føre til et skud. Jeg er heldigvis blevet klogere, dygtigere og mere bevist.
Jeg læste for nyligt en artikel om at gå på jagt efter småvildt med bue, og et par ting fra artiklen har hængt ved. Blandt andet at når man skyder efter kaniner, eller andet småvildt, så er resultatet enten at man rammer forbi eller nedlægger vildtet. Nok ikke helt korrekt, men hvis du rammer en kanin eller en fasan, så får du den typisk også med hjem.
Jagt på småvildt viser også med stor tydelighed hvor dit fokus skal være. Kan du komme tæt nok på? Og er din skydning god nok? En kanin, eller en fasan, er jo kun en my større end hjerte/lungeregionen på et rådyr.
Tættere på
På gårsdagens jagt var jeg også ude efter kaniner, men marken ned til kanin-kolonien, huser et par flotte fasaner. Med en flu-slu pil på strengen, valgte jeg at agere ”stående hund”, og liste mig ind på en fasankok, der roligt gik af sted i et hjulspor. Da jeg nærmede mig, gemte den sig blandt stubbene på marken. Jeg fokuserede på stedet og listede jeg mig helt tæt på, inden jeg højt sagde ”vuf”.
Det er nok ikke en lyd jeg kan rejse rundt og optræde med, men lyden fik kokken på vingerne, i det sædvanlige lyd-inferno af blafferende vinger, hvilket resulterede i at jeg fik et kæmpe chok. Ifølge jagtkammeraten Ole, så det virkelig sejt ud – selvom jeg ikke ramte.
Den pil blev ca. 40 min. senere fulgt op af en ny pil. Den røg lige mellem to kaniner. De sad en smule forskudt, på 12 – 14 meters afstand. I dag skulle det altså være. Jeg ville teste min tålmodighed og mine jagtfærdigheder, og slutte af med at afgive et perfekt skud, der på en 3D bane ville give mig otte point, eller mere. Altså et skud jeg kunne være stolt af – også næste år…
Det bedste navn til en kanin
Jeg sidder med buen i hånden for at få nogle unikke oplevelser, og med en fin kanin på 8 meters afstand, en stor flot havørn og en smuk solopgang synsfeltet, så var der hak ved det hele.
Alle buejægere har truffet et valg om at gå en vej, der langt fra er den nemmeste. Og selvom der findes mange forskellige grunde til det valg, så er der nok en gammel folkeskolelærer eller to, der vil være stolte over at vi er ca. 2.000 mennesker i Danmark, der ikke har valgt at gå over gærdet, hvor det er lavest. Og det kan jeg godt glæde mig over – selvom kaninen hoppede i sidste sekund.
