Kan man tage på en klassisk fællesjagt – med bue?

Det satte Mathias Kolringen sig for at finde ud af, en flot november dag, i nærheden af Tissø på Sjælland.

Af Mathias Kolringen
instagram: @mathiaskolringen

Tilbage i 2008 fik jeg jagttegn til hagl, da der forude ventede en spændende skiekspedition på Svalbard. Øgruppen i det kolde nord består af en imponerende og meget smuk isørken, hvor der bor flere isbjørne end mennesker. Jeg valgte på den baggrund at købe en Mossberg pumpgun, som uden plombering har plads til fem patroner. For når det gælder forsvar mod isbjørne, foregår det ofte på klos hold, og så er et hurtigskydende og pålideligt våben lige det man har brug for. Efterfølgende har jeg dog hørt meget for netop dette våbenvalg. Selv efter den blev plomberet… Både på diverse skydebaner, og på forskellige jagter. Man fristes næsten til at sige, at der findes en form for våben-racisme blandt jægere. Dette gør sig særligt gældende på den klassiske fællesjagt, hvor en lang række traditioner er med til at sætte fokus på alt det, der falder uden for normalen.

Derfor var jeg meget spændt, da jeg mødte op til fællesjagt i konsortiet, Bjergestands Glade Jægere, med min langbue i hånden, og et pilekogger fuld af flu-flu pile.

Godt i gang
Der blev naturligvis kørt på med morgenmad, en lille skarp til dem der måtte ønske det, og så skulle vi byde på dagens svipstik (antal skud og antal ben på den afsluttende parade). Dagens jagtleder forklarede stille og roligt om den kommende jagt, inkl. jagttider jagtens vildt, samt specifikke regler på de forskellige såter. Så langt, så godt.

Min sidemand ved morgenmaden var hundefører, og jeg benyttede lejligheden til at tage en snak om buejagt og hunde. Jeg er ikke så tryg ved at skyde med skarp od på flyvende vildt. Særligt ikke på en jagt, hvor der er apporterende hunde med. Men, da jeg skyder med langbue, er jeg et stykke fra at kunne levere de 70 joule som loven kræver for at skyde med blunts. Efter en kort snak, stod det klart at hundeføreren virkede mere bekymret for mit mentale helbred end for sin hund – for skud med bue efter vildt i bevægelse lød i hans øre skørt. Sjovt, men skørt.

Med det på plads, kunne jeg bevæge mig videre og tale med et par af de andre jægere. Stik mod forventningen, var der positive toner hele vejen rundt, fuldt op af et par velmenende ”held og lykke”. Lettet over modtagelsen, var jeg klar til at komme i gang med dagens jagt, selvom jeg kort overvejede at forklare de flinke hagljægere, at man på buejagt siger ”træk og slip”.

På jagt
Vi begyndte med en andejagt. Vandhullet blev omringet, men da intet på en fællesjagt forgår i stilhed, var de første par ænder allerede lettet inden skyttekæden var på plads. Da den kom på plads, gik det til gengæld løs, og jeg blev hurtig glad for mine medbragte ørepropper. Jeg stod på et hjørne, og besluttet at det kun ville være forsvarligt at skyde bagud. Så da andrikken kom flyvende mod mig, ventede jeg med at trække op, til den var bagved skytten på min venstre side. Op med buen, tilbage til mit ankerpunkt, og så synes jeg den var for langt ude til skud.  

Ved den efterfølgende samling blev der delt mange gode og sjove oplevelser, men ikke en eneste kommentar om mit manglende skud. Eller om andres manglende skud, selvom der kom et par kommentarer omkring de mange knald og de få ændrer, der blev samlet op. Der var dog udbredt enighed om, at det skyldes hundene, som tydeligvis havde en dårlig dag.

En enlig buejæger i skyttekæden

Hvad ville du skyde på?
På den næste sårt stod jeg helt ud til skellet, og her stod jeg pludselig foran en flok på syv rådyr, der i fuldt firspring var på vej direkte mod mig. Uden min gamle Mossberg ved hånden, fumlede jeg i stedet lidt ved mit pilekogger, hvor jeg også havde en pil med normale faner. Flokken drejede fra, og løb ind på naboens jord, og så kunne jeg holde mig til mine flu-flu pile, hvilket jeg faktisk var ret glad for. Interessant nok ville jeg aldrig drømme om at tage et skud med bue på et rådyr i løb, hvis jeg var alene på jagt.

I kaffepausen vendte jeg oplevelsen med et par af de andre jægere. Et par ville skyde rådyr i løb med hagl, og et par stykker ville slet ikke skyde rådyr med hagl. Men, det der bed sig mest fast, var en kommentar om at man skal huske at følge sin egen jagtetik, ikke hvad man tror andre jægere ville gøre. Bestemt ikke en dårlig leveregel.

Hold din post
Videre til næste såt, hvor 8 – 10 fasaner lettede og fløj ind til naboen, inden vi var kommet på plads. Ganske enkelt utroligt som dyr har styr på skel og jordlodder, samt hvor meget jægere på en fællesjagt larmer.

Jeg så ikke hvor den kom fra, men pludselig var jeg i gang med at trække op på en fasanhøne, der var gået bagved min sidemand. Jeg fulgte den kort, og slap så pilen. Alt var perfekt, bortset fra at pilen gik en halv meter forbi. Pilen sejlede ud over marken, hvor en del gamle solsikker og andet bevoksning gjorde at jeg ikke kunne se, hvor den landede.

De fleste bueskytter har nok prøvet at skyde en pil væk, for så at skyde videre, med en tanke om at man da sagtens kan huske hvor pilen landede. Og når pilen så skal findes, så er man ikke i nærheden at kunne huske, hvor den forsvandt. Jeg valgte derfor at forlade min post, og gå hen efter pilen med det samme. Knapt havde jeg vendt ryggen til, før en ny fasanhøne fløj lige forbi mig. Efter et par skridt kunne jeg tydeligt se min flu-flu pil, der stod nok så nydeligt op midt på marken. Fasanen var imellem tiden for længst væk. Hmm, det er altså dumt ikke at kunne finde sin pil, men det er bestemt også dumt at forlade sin post. Det må jeg huske, og eventuelt skrive ned et sted…

Lærepenge og traditioner

De næste par såter skete der ikke så meget for mig, mens der andre steder i skyttekæden blev nedlagt både rådyr, fasaner og et par harer. På den baggrund var det en flok glade jægere, der samlede sig ved jagtstuen, hvor ben og afskudte patroner, samt en enkelt pil, blev talt op.

Parade, afskudte patroner og en enkelt pil

Herefter stod den på middagsmad, jægergryde med forårsbuk, og så var det blevet tid til uddeling af bøder, samt udpege vinderen af dagens svipstik. Utroligt nok vandt jeg den, men endnu mere utroligt, så slap jeg for bøder. Der var hverken en bøde for at være den eneste buejæger, eller for ikke at drikke en skarp til morgenmaden, eller for ikke at skyde på anden eller rådyret, og jeg fik heller ikke en bøde for at forlade min post. Oveni det hele fik jeg lidt af et rådyr med hjem.

Det var minsandten en folk glade jægere jeg var på fællesjagt med, og mine egne fordomme om klassiske fællesjagter måtte jeg pænt pakke væk, sammen med de mudrede gummistøvler.  

Tak til Bjergestands Glade Jægere – for at tage mig med på fællesjagt, og for at åbne mine øjne for nye tilgange til buejagt.