Bukkejagten 2023

Min bror Max og jeg glædede os til d. 16. maj, som små børn glæder sig til juleaften. Flere måneders forberedelse var gjort, skydetræning, konditionstræning, observation i terrænet, planlægning af strategier i forhold til vind og vejr, hvilke bukke gik hvor og hvilke ville vi gå efter.

Af Martin Bjerge

Max skulle stå for forplejningen, og jeg skulle stå for taktikken og strategierne.

D 15/5 om aftenen tog vi af sted på jagten. Jeg havde nogle dage i forvejen været nede og rydde en plads under et halvtag på en gammel bygning der står midt på jagtarealet. Dette skulle være vores Camp de næste par dage.

Max gør sjældent noget halvt, så han havde fået fremstillet et håndlavet grillsystem, således vi kunne lave et langbål. Der var købt ind til en fest middag til alle dage, og Max er en fantastisk kok, der forstår at lave Outdoor mad. Det spillede bare. Vi fik slået telt op, sat en skive og 3d dyr op, tjekket buerne, og så kørte vi lige en lille tur for at se, om der var nogle dyr ude.

Nøj vi var spændte om aftenen da vi sad og spiste aftensmad og kikkede ind i bålets flammer. Der er noget beroligende og helt fantastisk ved at sidde med sin bedste ven og kikke ind i flammerne på et bål.

D. 16. om morgenen så vi begge godt med rådyr. Max så en rigtig god buk, som han havde inde på 70 m. Men kom ikke til skud. Jeg selv så en pæn seksender, men den gik lige inden på den anden side af naboskellet.

Til middag kørte vi en tur for at se, om der var nogle af de gamle bukke, der var ude at strække benene. Efter 15 min får vi øje på en ældre seksender, der står i et skel med hvedemarker på begge sider. Bukken satte sig, så nu var det med at komme afsted.

Taktikken var at komme rundt i god vind, gå ned langs skellet, komme ind på ca. 15-20 meter af bukken og så vente, til han ville rejse sig. Hveden havde lige den højde at man lige akkurat ikke kunne se ørene fra et stykke råvildt der sidder ned, men en buk med en god opsats kunne man godt lige se toppen af.  

Da Max ikke har skudt buk endnu, gik han forrest med buen, jeg fulgte efter med kameraet. Vi kommer ned langs skellet, og går på modsatte side af, hvor bukken formodes at have sat sig. Dette med et af de 4 B’er i mente, nemlig bevoksning. Vi ville have noget dækning fra skellet mellem os og bukken, hvis han nu skulle rejse sig for tidligt.

Da vi er ved at være tæt på, hvor vi formodede at bukken havde sat sig, får Max øje på ham. Eller rettere, han får øje på opsatsen, for den rager et pænt stykke op. Vi kravler det sidste stykke, og kommer ind på ca. 18 m. Max gør sig klar. Han sætter sig ordentligt, finder et hul i bevoksningen som han kan skyde igennem når bukken rejser sig. Vi venter ca. 45 min. Jeg siger til Max at nu kan han godt begynde at gøre sig klar til at bukken rejser sig. Om foråret hvor føden er lettere omsættelig sidder råvildtet sjældent ned i mere end 2 timer. Og nu var tiden ved at være gået.

Næsten på klokkeslaget rejser bukken sig, nøj han er flot. Bukken står lidt skråt væk fra os, men en perfekt situation for en buejæger. Max sender pilen. Det jeg hæfter mig ved er, at der ikke kom det velkendte ”blup” lyden fra pileanslaget. Bukken drejer rundt om sig selv og løber 10 m parallelt med os og står nu kun ca. 5 m fra os på den anden side af skellet. Vi har en stor Hunderose imellem os og bukken. Bukken er blevet forskrækket, men er alligevel stoppet meget tæt på os. Han går lidt frem og tilbage, og kan ikke finde ud af med sig selv om, hvad der lige skete.

Max sidder også og kigger, men han tror han har givet en god pil, og forventer, at bukken vælter, hvornår det skal være. Men der er ingen huller i bukken. Max får en ny pil på strengen, finder et hul i busken og sender pilen afsted. Desværre er der en enkelt gren der går på tværs i busken, og den rammer Max. Bukken springer ca. 70 m og stopper op og kigger. Han står og bøver 10 minutters tid, inden han vælger at gå tværs over marken og ind i et stykke med rug.

Vi sidder efterfølgende og gennemgår situationen. Af en eller anden årsag er første skud gået for højt og over bukken. Andet skud ramte en gren, som desværre var kommet på tværs. Selvfølgelig var det brandærgerligt, men en vigtig læring og erfaring rigere for Max.

Vi jagtede de efterfølgende dage frem til d. 19. Jeg selv var ikke rigtig tæt på nogle optimale chancer; det tætteste jeg kom en mulig chance, var 50 m til en god seksender, men enten gik dyrene ind i noget bevoksning, eller også svøbte vinden.

Jeg vidste, at der i et bestemt hjørne af terrænet gik en stærk buk. Jeg havde set nogle glimt af ham i skumringen, og en enkelt gang havde jeg fanget ham på vildtkameraet. Men jeg havde ikke gået målrettet efter ham da jeg ikke fornemmede at han var der fast. Omkring d. 25/5 var jeg på plads i det hjørne. Området er nogle huse med nogle meget store haver, som næsten udgør en remise. Der er marker på alle sider og 2 levende hegn, der udgår fra remissen.

Inde ved et af husene er der en gammel fårefold, som nu står brak. Denne aften kom den gamle buk til syne inde på folden. Jeg kunne godt kende ham. Det var en buk, som jeg også havde haft kendskab til sidste år. Hornstillingen var i hvert tilfælde den samme. Men han havde udviklet sig. Jeg vurderede ham til at være 6-7 år. Altså en moden buk jeg godt kunne være bekendt at nedlægge hvis muligheden skulle opstå.

Regelmæssig seksender på venstre stang, men på højre stang sad forsprossen lavere end på venstre og vinkelret ud til højre. I sandhed en speciel buk. Den ville jeg gerne have. Men denne aften svøbte vinden igen, og bukken fattede mistanke og forsvandt ind i haverne og var væk.

I gennemsnit har jeg været afsted på bukkejagt 2 gange hver uge i bukkejagten, og jeg så ikke bukken igen, før d 10/7. Denne gang gik han tværs over en frøgræsmark fra den ene ende af terrænet og op, hvor jeg sidst havde set ham d 25/5. Han bekymrede sig ikke så meget, om han krydsede nogle af de andres bukke territorier. Da han kommer op på et hjørne hvor et af skellene udgår fra, sætter han sig. Herfra har man ellers et godt udsyn da området er hævet over niveau. Men grundet bevoksningens længde sad bukken nu, og havde et meget begrænset udsyn. Det skulle udnyttes.

For at komme i bedst mulig position må jeg gå en bue uden om, ramme hegnet og bevæge mig op langs med det. Der er ingen vind, der er meget stille. Jeg tjekker vinden nogle gange, og den indikerer at jeg har sidevind. Det er okay. Jeg får bevæget mig tættere og tættere på, hvor jeg mener han har sat sig. Jeg går op langs det levende hegn på frøgræssiden, så jeg går i skyggen af hegnet. Da jeg er ca. 40 m fra, hvor jeg formodede at bukken ville sidde, vælger jeg at krydse gennem hegnet om til siden med hvede. Her er hegnet klippet mere til og det er nemmere at komme frem lydløst. Jeg ser længere fremme, at en hunderose hænger lidt ud, så for at komme forbi skal jeg lidt ud i hveden. Da jeg når frem til rosen, kan jeg se bukken sidde 30 m fremme. Bukken sidder og kigger i min retning. Der vil ikke være mulighed for at omgå busken uden at lave støj, så jeg bakker og går tilbage, krydser hegnet igen og kommer om på frøgræs siden. Her hænger grenene fra hegnet langt og lavt ud i marken. Ikke så optimalt for min fremrykning, men langsomt og på alle 4, kommer jeg frem.

Jeg er nu så langt fremme, som hegnet giver mig dækning til. Jeg sidder på knæ og vil være klar, når bukken rejser sig. Men det er hårdt at sidde i den stilling så længe. Jeg har også svært ved at måle afstanden præcist til bukken. Er han på 20 eller 22 m? Det har noget at sige for min pilebane, da det lige præcist er 20 m, min øverste pind i sigtet er indskudt på.

Solen skinner mig lige ind i øjnene. Jeg sveder og dampen får mine briller til at dugge. Jeg kan ikke smide trøjen det vil larme for meget. Bukken rejser sig, nøj hvor er han flot. Han er ikke fri. Jeg har noget vegetation fra det levende hegn der dækker ham lidt. Han går lidt ned mod mig, men drejer så ind i hveden, og står og esser. Jeg prøver at komme op på knæ for at se, om der kan blive en skudchance. Men jeg er for blottet til at blive oppe på knæene. Så jeg sætter mig igen. Bukken drejer til min højre, og står nu mellem hveden og græsfrømarken. Jeg har halsen og hovedet frit, han mangler bare lige et eller 2 skridt mere så vil han være fri. Bukken fornemmer mig, kikker stift i min retning, bøver og springer ca. 15 m, og stopper op igen. En skudchance er ikke mulig. Han springer igen nogle meter og smælder. Chancen er forspildt.

Næste morgen er jeg igen ude. Jeg tænker at bukken ikke ved hvad jeg var, og derfor ikke ville have et problem med at komme tilbage nu ca. 24 timer senere. Jeg sidder i en lille stige, så jeg har et godt udkik ud over folden og ned langs med remisen, hvor jeg også kan se det andet levende hegn, der udgår fra remisen.

Der sker ikke rigtig noget hele morgenen. En enkelt rå kommer til syne. KL 7 vil jeg gå hjem, men man kigger jo altid lige en sidste gang. Der, nede i det andet hegn i frøgræs marken, kan jeg se hovedet af en buk. Jeg er ikke i tvivl; det er ham.

Ned af stigen, ned langs remisen og ud langs hegnet. Jeg har taget mit stativ og kamera med. Jeg ville så gerne have skuddet på film. Jeg er jo godt klar over, at det er en god buk, og få det filmet ville jo være fantastisk. 

Jeg kommer langsomt frem. Der står en stor poppel, hvorfra jeg vil kunne se bukken. Da jeg er fremme ved træet, skal jeg lige rette kamerastativet, og det ene ben rammer ganske lidt min bue, men det var nok. Bukken sad kun 20 m væk, og hørte lyden. Han tager flugten, ud over frøgræsmarken, stopper nogle gange for at sikre, men løber tilbage i remisen uden egentlig at vide, hvad der skræmte ham.

Lige der kunne jeg have kastet buen langt, langt ud i marken. 2 gange havde jeg klokket i det. Chancen for nogen sinde at få denne buk kunne være forspildt.

D. 13/7 om aftenen var jeg ude igen. Taktikken var at køre lidt rundt og spotte fra nogle høje punkter i terrænet. Der skete ikke så meget, nogle råer var ude men ikke nogen bukke. Omkring 20-tiden kommer jeg forbi det hegn, hvor der er frøgræs og hvede på hver side af hegnet. Ca. 120 m oppe ad hegnet er der noget der rager op over hveden. Det er bukken. Jeg kører uden om, får parkeret bilen ca. 500 m fra bukken, og går op til den anden ende af hegnet for at få den rigtige vind. Taktikken er at gå ned langs med hegnet, finde et stykke uden træbevoksning i hegnet og sætte mig så tæt som muligt på, hvor jeg sidst havde set bukken og så håbe på, at han ville komme til mig.

Da jeg når starten af hegnet, ser jeg, at et par meter ude i hveden, ca. 100 m nede langs hegnet, står en gaffelbuk. Det er en yngre buk, men den udgør et problem. Støder jeg den, vil den meget sandsynligt skræmme den store buk. Så det er ikke muligt at gå ned langs med hegnet.

Sprøjtesporene i hveden er brede og fremkommelige. Der er ikke den bedste dækning når man går oprejst, men på den anden side så går dyrene lavt og det er kun når de strækker hals at de kan se over hveden. Så jeg vælger at tage det sprøjtespor, der er tættest på hegnet og forsøge at omgå den lille buk. Når jeg havde gjort dette, kunne jeg komme ind til hegnet igen og fortsætte min pyrsch mod den store buk.

Jeg går langsomt forbi den lille buk, den er kun 5 m fra mig, da jeg passerer den. Da jeg er kommet ca. 10 m forbi den lille buk, ser jeg nede langs med hegnet, at den store buk er på vej op langs med hegnet. Han går og fejer og nipper til hveden. Lidt længere fremme for min position, er der et åbent stykke. Det levende hegn består at slåenbuske. Men lige her, er der et stykke kun med græs. Skellet er også forhøjet en lille smule, hvilket gør, at dyrene vil komme fri, hvis de krydser over her.

Jeg får mig placeret lidt længere fremme. Måler afstanden til hvor hullet i hegnet starter, der er 28 m. Jeg får målt afstanden til den busk i hegnet hvor hullet slutter, der er 17 m. Det er perfekt. Bukken kommer nærmere og nærmere, han har ikke travlt, men går raskt til. Jeg håber så inderligt, at han vil gå op i skellet, så han kommer fri, og jeg tænker, at han da må feje på den busk, som er nærmest mig. Bukken er nu inde på ca. 18 m, jeg kan kun lige se hovedet af ham hen over hveden. Da han er 1 m fra busken som er tættest mig, træder han op i skellet og giver mig den mulighed jeg har brug for. Jeg tænker, så er det nu, trækker buen, finder mit anker punkt, buen i vater, øverste pind i sigtet finder bladet, og et roligt aftræk.

Pilen sendes afsted og der kvitteres med et ”blup” da pilen træffer bukken. Bukken drejer rundt om sig selv, og løber tilbage i den retning, han kom fra. Efter ca. 40 m spurt ser jeg, at bukken vælter. Jeg er fuldstændig høj af glæde. Sikke et ubegribeligt sammentræf. Hvor var det heldigt, at bukken valgte at gå op i skellet lige netop her, og give mig den chance.

Bukken får 15 minutter før jeg går frem. På skudstedet er der schweiss. Ikke overvældende meget, men det er den rigtige farve. Jeg følger sporet frem til bukken, som ganske rigtigt var gået ca. 40 m. Rent sideskud, hvor begge lunger var perforeret, helt perfekt.

Max var også ude denne aften, og det er fedt at skyde en god buk, men det er bare endnu federe at dele det med sin bedste ven. Der blev taget billeder og sendt beskeder om det helt utrolige held, der havde overgået mig. Det blev fejret på bedste vis, men vi skulle selvfølgelig ud næste morgen igen. Og for at det ikke skal være løgn, så jeg næste morgen en af de helt store bukke. Men ham er jeg glad for at have i brunsten.    

Og så er der jo også muligheden i oktober.

Træk og slip.

PS. Se evt. nogle af optagelserne på BBHunting FB-side og Instagram.