Tre ud af fire

Jon Christiansen havde en helt fantastisk sæson i 2019 – han giver her en opdatering på sæsonens højdepunkter:

Sidder her en kold lørdag. Det er ved at være slut med jagt i denne sæson, jeg har blot en enkelt jagtdag tilbage i jagtåret 2018/19.

Sæsonen begyndte ellers ikke alt for godt, da min recurvebue opgav ånden allerede i første uge af bukkejagten. Jeg nåede dog lige at høste en buk med den, inden buen fulgtes med bukken til de evige jagtmarker. Kort efter, der gik vel otte dage, høstede jeg endnu en buk, denne gang med compoundbuen.

Så var der lidt stille, da helbredet ikke var for godt. Det endte med, at jeg – som den gamle returbuk man nu er – måtte en tur omkring det offentlige sundhedssystem, hvor jeg fik efterset pumpeværket. Dette stoppede al jagt i resten af bukkesæsonen.

Jeg kunne heldigvis stadig køre til Rødme og drille de andre, der trænede på livet løs. Selv om helbredet skrantede lidt, var det altså dejligt med en forening med aktive medlemmer.

Nå, men i løbet af sommeren blev buejagten på det store hjortevildt givet fri. Vi fik at vide, hvilke krav der blev stillet til både bue og pil. Så der blev nørdet pile til den store medalje i alle de små hjem, men jeg måtte samtidig konstatere, at jeg aldrig ville kunne opfylde kravene med en tradbue. Så buetypen blev skubbet i baggrunden og træningen med compound og de tunge pile tog over.

Så træning og trimning af pile blev næsten manisk, men til sidst fandt jeg da frem til noget, der var ok. Midt alt nørderiet ringede en kammerat og bekræftede en gammel aftale om en jagt på krondyr. Jeg kunne næsten ikke få armene ned, og jeg er sikker på, at vennerne i Rødme var ved at være godt trætte af at høre om, at jeg skulle til det mørke Jylland på KRONHJORTEJAGT … det var så stort.

Endelig kom den store dag. Jeg drog af huse dagen før og overnattede i jagthytten. Om morgenen kom buemakkeren og fire riffeljægere, der skulle siddes på anstand. Vi to buejægere skulle sidde på den ene side af skoven, mens riffeljægerne blev fordel i skoven på den anden side.

Jeg havde vel siddet en time til halvanden, da der lød et skud fra den anden side og få minutter efter, kom en lille familie rudel på otte dyr travende ud af skoven cirka 100 meter fra mig. Et par hinder med kalv, et par unge dyr og deriblandt en spidshjort og en ung 10-ender med en noget spinkel hovedpynt, samt en stor flot kapitalhjort. De løb dog væk fra mig, op imod makkeren der sad i den anden ende af sporet. Jeg tror dog, de fik øje på ham, for de vendte om og trak ind i skoven igen.

Jeg sad lidt og tænkte over, at det var sikker den chance, da jeg pludselig hørte det pusle i skoven. Ud kom dyrene igen og denne gang synligt mindre stressede. De trak stille ned imod, hvor jeg sad, de kom roligt nærmere. Hvis de holdt kursen, ville de passere mig på 15-17 meters afstand.

Det gjorde de, og da den store hjort var på skudhold, trak jeg buen og var klar. Hele flokken trissede dog forbi uden en reel skudchance opstod, lige på nær da den unge 10-ender kom indenfor rækkevidde. Han stoppede op og snusede til jorden, lige hvor jeg tidligere var passeret. Dette gav lige tid nok, så jeg kunne slippe pilen. Han gav et spring lodret op i luften og strøg uanfægtet gennem nogle rækker med majs. Min første tank var: Føj, har jeg nu lavet en anskydning!?

Jeg var ikke så stolt ved situationen, men så fik jeg øje på pilen, som sad og lyste i skrænten overfor … og den var fuld af lyst blod. Så helt galt kunne det ikke være.

Jeg sad lidt da makkeren ringede, for at sige, at han kunne se at hjorten var rendt med pilen. Hvilket jeg jo kunne bestride, da jeg kunne se pilen, hvor jeg sad. Efter lidt snak frem og tilbage blev vi enige om, at vi ville kigge efter hjorten. Jeg gik frem til skudstedet, hvor jeg fandt masser af schweiss på majsplanterne. Da vi kommer gennem majsen lå hjorten forendt 50 meter væk. Og hold da fast for en følelse … bukkefeber gange 10. Jeg kunne slet ikke få armene ned igen, og jeg var så heldig at kunne købe ham på paraden. Der er dæleme meget kød på sådan en hjort.

Fra oktober er det jo som bekendt sæson for rådyrene igen. Og igen havde jeg rigtig mange nul-turer, men jeg fik da et pænt lam, ligesom jeg fik mulighed for at trække på en dåkalv. Jeg blev dog opdaget af dåen, så de smuttede. Sådan en då er dæleme vågen, nærmest mistroisk som en bogholder i et tivoli.

På de følgende ture så jeg dådyrene et par gange, men fik ikke chancen oftere, så noget måtte der ske. Jeg har en plads med nogle tætte, små graner og hvor tre veksler mødes. Her gik jeg i gang med at få lavet en god plads. Jeg fældede en lille gran og ryddede pladsen for småkviste. Jeg blev dog alligevel opdaget en enkelt gang af en lille rudel. Jeg vil tro, det var færten der afslørede mig. Så en dag med et pokkers vejr, regn og rusk, ja næsten storm, stod jeg tidligt op og tog afsted, inden det bliver lyst nede i skoven. Efter en halv time, lige inden skydetid blev jeg opdaget igen. Pokkers!!

Nå, men måske kom der et rådyr forbi, så jeg fandt kaffen frem og gav mig til at nyde den sammen med udsigten til fuglene i buskadset omkring mig. Da jeg hørte, at det puslede lige foran mig, kiggede jeg forsigtigt ud gennem det lille hul, jeg havde klippet i buskadset. Der gik han, en rigtig fin spidsdåhjort og han var blot 12 meter væk.

Forsigtigt fik jeg trukket buen. Han kiggede op på mig, var jeg nu opdaget igen? Han blev dog stående og fortsatte kort efter med at esse videre. Så slap jeg pilen, og min Magnus Stinger gjorde sin pligt – hjorten løb 30 meter, inden den forendte.

Og med en jagtdag tilbage er hjorten sikkert et punktum for en fantastisk sæson, der gav eksemplarer af tre af de fire hjortearter, vi har i Danmark.

Jeg er overbevist om, at denne sæson næppe bliver overgået nogensinde.

Skriv et svar