Testjagt på Granhøjgård

Del indlæg

Testjagt på Granhøjgård

Som noget nyt prøvede vi for nyligt at sætte en testjagt op for FADB-medlemmer, der kunne have interesse i dette. To mand valgt at takke ja til tilbuddet om gratis jagt med afregning af nedlagt vildt og et mindre beløb for ophold i et af ejendommens feriehuse. Da der var lidt misforståelser omkring afregning af vildt indvilligede ejeren af gården i at der ikke skulle betales afskydningsafgift for evt. nedlagt vildt, hvorfor vi sidst i januar kunne sende et par af vores medlemmer – Ulrik Bak Dragsted og Rune Dichmann – på testjagt hos Jeppe Janner Olesen på Granhøjgård i Nordjylland. Og det var et par meget tilfredse buejægere, der efter et par gode jagtdage forlod stedet. Du kan læse de to buejægeres beretning og gode råd til ejeren her:

Testjagt på Granhøjgård Testjagt FADB 2 24

Ulrik Bak Dragsted skriver:
Ved udgangen af året tilbød Jeppe Janner Olesen via FADB, at en håndfuld buejægere kunne komme på ”testjagt” på hans og familiens revir i et naturskønt område lidt nord for Mariager Fjord. Håndfulden endte med at blive to buejægere, Rune, der er compoundjæger, og jeg selv, der er langbuejæger.

Vi to håbefulde jægere mødtes med Jeppe og hans far Christian, på familiegården Rostrupgaard til en lille frokost og en snak fredag ved middagstid. Jeppe og Christian er begge erfarne jægere – krudtjægere – med mange dyr på tasken. Søn og far har besluttet, at de vil forsøge at åbne deres ca. 250 ha. op for buejagt, og havde derfor inviteret til jagt og en efterfølgende snak om ønsker og behov fra en buejæger synsvinkel.

Før vi blev sluppet fri i det kuperede og afvekslende terræn kørte Jeppe os rundt på reviret, for at vi kunne få kort og virkelighed til at stemme, så vi selv kunne finde rundt og erkende revirets afgrænsning.

Vi var lidt utålmodige for at komme i gang, og så snart høfligheden tillod det, tog vi tilbage i huset, der hører til Jeppes gård, Granhøjgård. Huset er et fuldt ekviperet flerfamiliehus, der ligger med udsigt til egen dam, mark og skov indenfor jagtreviret.

Rune og jeg besluttede os for hvert et område at pyrsche i inden solnedgang. Jeg valgte en granplantage, der lå som et selvstændigt revir bag en nedlagt minkfarm. Til min store overraskelse og ærgrelse havde jeg medbragt alt mit tøj og udstyr, lige bortset fra min bue og ekstrabue, der fortsat stod pænt opstillet hjemme i min entré! Det blev derfor til tre kvarters pyrsch med kikkert, hvor jeg nåede at se et par fasaner og 8 stykker råvildt. På Jeppes rundvisning så vi kun 5 stykker råvildt, så valget var ikke svært: Jeg måtte hjem efter buerne.

Desværre blev det hurtigt mørkt og regnvejr, så det var begrænset, hvor meget jeg kunne nyde turen til København t/r, men 10 timer senere nød jeg i hvert fald at ligge i en af Granhøjgårds gode senge!

I mine første 3 år som langbuejæger har jeg gået, stået og siddet i skove og lysninger på den nordlige del af Stevns. Et smukt område med en god bestand af råvildt og mange fugle at nyde synet af i de lange mellemrum, hvor vildtet ikke er i syne. Anderledes er det nord for Mariager Fjord: I løbet af weekenden så jeg 50 stk. råvildt! Det er så mange og med så hyppige nærkontakter, at det kan gøre én helt forvirret. Og præcis sådan føltes det, da jeg søndag morgen havde sat mig op i et 5 meter højt tårn i kanten af nogle graner med udsigt til å og ådal og nogle lave spredte nobilisgraner nedenfor, hvor jeg om havde set flere rådyr. Dyrene trippede rundt eller lå dog alle på afstande mellem 30 og 50 meter, så uden mulighed for skud. Anderledes var det søndag morgen, hvor jeg efter blot 20 minutter i tårnet fik øje på en lidt urolig rå på 18-20 meter borte. Den stoppede op ret foran tårnet, men desværre bag nogle graner.

Kort efter kom et bukkelam trippende efter hende, og straks indstillede jeg mit blik på den, men lige så snart den stod stille på, 18 meter og ikke helt fri til skud, kom et rålam gående lige så stille. Det stillede sig pænt med siden til på 17 meter lige mellem to graner. Tre rådyr indenfor skudafstand var desværre nok til at skabe ubalance i min hånd-øje-hjerne-koordinationen, så da pilen forlod strengen i retning mod rålammet blev skuddet sat for lavt. Råvildtfamilien spredtes med stor hast i flere retninger, og det eneste jeg kunne se på var en stædig lysnock.

Større chance fik jeg ikke til levende vildt denne weekend, men jeg håber, at Jeppe gør alvor af bestræbelserne på, at åbne området for buejagt, for bedre område er svært at forestille sig indenfor landets grænser. Her er smuk natur, meget vildt, super overnatningsfaciliteter og de(n) venligste vært man kan ønske sig.

Knæk & bræk

Testjagt på Granhøjgård Testjagt FADB rapport 11

Rune Dichmann skriver:
Helt generelt har det været en fantastisk weekendjagt på Granhøjgård. Terrænet er noget af det fedeste, jeg personligt, som buejæger, har jagtet i. Der er først og fremmest utroligt smukt, og så er det et meget varierende terræn med forskellige områder til enhver smag og forskellige former for jagt. Der er sjældent et fladt punkt i terrænet, så det lægger godt op til pyrsch. Ligeledes er skovbunden og bevoksningen også utroligt tilgivende i den sammenhæng, hvilket gør det muligt at komme næsten lydløst og uset rundt de fleste steder. Der er også virkelig gode muligheder anstandsjagt i området, hvis de rette tårne/stiger eller poster bliver sat op. Dem der allerede står i området er mest anvendelige til riffeljagt.

Hvad angår vildt, så er der rigeligt på Granhøjgård og de tilhørende arealer. Alt i alt, så vi 60-70 stykker råvildt den weekend, en hel del fasaner, og en masse andet vildt.

I huset/hytten manglede der ikke noget. Stort køkken med spisebord alt det generelle køkkengrej og service – dog savnede jeg en mikroovn. Herudover er der også et stort spisebord i stuen til de større middage, samt et sofaarrangement med tv og wi-fi. Sovepladser var der også rigeligt af, inklusiv gode forhold for en god nats søvn. Som et plus var der også god importeret vin fra Italien tilgængeligt i huset, som man kan tilkøbe, hvis det skulle friste.

Værten leverede en formidable service og var meget hjælpsom på alle områder – kort fortalt manglede der ikke noget, og så var man omstillingsparat og klar til at forhandle for at møde alles behov.

Jeg kan og vil varmt anbefale at tage på jagt på Granhøjgård.

Testjagt på Granhøjgård Testjagt FADB rapport 3

Forbedringer og gode råd som blev foreslået revirejeren af de to testjægere:

Anstand
Placer buetårne tæt på vildtets vante stier (obs. maks. skudafstand 20 meter).
Sæt 20 meter og evt. 10 meter markering ved tårnene (bemal eller sæt bånd på træer i passende afstand).
Gerne stiger, men uden ”riffelbøjle” (husk kroge).
Både stiger og tårne bør være lave (2-3,5 meter over terræn).
Skaf hundetæpper til bunden af tårne.
Opsæt hank/krog (1-2 stk.) på tårne og stiger, så bue og taske kan hænges.
Stole i tårnene, som kan dreje 360 grader (fx kontorstol uden hjul), som er lydløs (ikke piber og knager).
Gerne et par fugleskjul nær vandhul(ler) og andre steder med bestand af fasaner og ænder.

Pyrsch
Klip pyrschstier (nogle steder var det en smule tæt (fx bag minkfarmen), hvor man måske kunne lave nogle smalle stier tværs gennem bevoksningen.
Angiv gode ruter og steder.
Gerne markering i terrænet af områdets afgrænsning (”Buejagt slutter her” på hegn eller lign.), så man ikke uforvarende går på fremmed mands grund.

Kost og logi
Frysemad som tilkøb.
Mikroovn.
Måske en ekstra knagerække.
Mulighed for opladning af elbil.

Orientering
Inddel området på kortet, så det er nemt at genfinde i felten (minkfarm, skydebane etc.).
Lamineret kort er fint, måske de kan være mere bøjelige, så man lettere kan have dem i lommen. Gerne med mørk bagside og kant fortil.
Område i app (fx whatahunt).
Stort vægkort til huset.
Markering på kort af alle tårne og stiger.
Jagtmanual i huset, så observationer, gode råd og oplevelser kan gives videre.

Pris
Transparent prissætning i forhold til ophold, jagt, hjemtagelse af bytte og tilkøb m.m.

Jeppe Janner Olesen kan kontaktes på: jjo@rostruphedegaard.dk
Se mere på: http://rostruphedegaard.dk/ferieudlejning

Testjagt på Granhøjgård Testjagt FADB rapport 9
Testjagt på Granhøjgård Testjagt FADB rapport 8
Testjagt på Granhøjgård Testjagt FADB rapport 7
Testjagt på Granhøjgård Testjagt FADB rapport 6
Testjagt på Granhøjgård Testjagt FADB rapport 5
Testjagt på Granhøjgård Testjagt FADB rapport 2
Testjagt på Granhøjgård Testjagt FADB rapport 1
Testjagt på Granhøjgård Testjagt FADB 2 24