Skumdyr og buejagt

Del indlæg

Skumdyr og buejagt

Den 19. august 2023 var der DM i 3D – og selvom der er langt fra en bjørn af skum i en nedlagt grusgrav ved Sorø, til et levende rådyr i en smuk dansk skov, så var der alligevel mange buejægere blandt de deltagende. Og det er ikke uden grund.

Af Mathias Kolringen
instagram: @mathiaskolringen
Fotos: Eva Kristensen, Archery for Lifetime

I 3D skyder du efter forskellige tredimensionelle dyr, på forskellige afstande, og du kan skyde i flere forskellige klasser (kategorier). To af klasserne hedder noget med ”buejæger”, og her skal bue og pile opfylde kravene til en jagtbue i Danmark.

Skumdyr og buejagt FADB 3D artikel billede 1

Uanset hvilken af de tre buetyper vi hver især jager med, så kan vi nok hurtigt blive enige om, at det er en god ide at træne med den bue og det udstyr vi bruger til jagt. Men, spørgsmålet er, om vi ved at deltage i en skydekonkurrence, hvor målet er et stillestående skumdyr, bliver bedre buejægere?

Selv startede jeg med 3D skydning for at forberede mig til buejagtprøven, og med et jagttegn, der kun er et lille år gammel, er jeg nok ikke den rette til at svare på spørgsmålet. Det er de tre gutter, der kom på DM-podiet i den Traditionelle Buejægerklasse, til gengæld.

Bronzemedaljen vandt Morten Dausel, der i den forgangene bukkesæson har nedlagt en buk med sin compoundbue og en buk med sin recurve bue. I forhold til jagt, ser Morten 3D konkurrencer som en slags indirekte træning, der bevidst eller ubevidst overføres til jagt. Blandt andet afstandsbedømmelse, samt en enorm selvindsigt i egne skydefærdigheder. Når det er sagt, så er Morten også hurtigt til at understrege, at 3D skydning handler om meget mere end jagttræning. For en runde på en 3D bane, med et par gode kammerater, er ifølge Morten ”ren balsam for sjælen”.

Sølvmedaljen vandt Morten Andersen Goa, der er en af de blot 11 danskere, der har jagttegn til alle tre buetyper. Han har også været med til at etablere den traditionelle buejæger klasse inden for 3D skydning, hvor der skydes med recurve eller langbue. Morten ser 3D konkurrencer som et middel til at intensivere sin daglige skydetræning, og dermed forbedre sine skydefærdighederne. Om det er 3D skydning eller jagt, så er målet at få placeret pilen helt rigtigt. Herudover har 3D konkurrencerne fjernet en del af hans bukkefeber, for til 3D stævner bliver hans indsats hele tiden vurderet af de andre deltagere, mens der tales, grines mm., og så kræver det fokus at levere et godt skud. Denne fokus har Morten taget med ind i jagten, og sjovt nok har det gjort at hans ”bukkefeber” er flyttet hen til efter skuddet er afgivet. Og alt andet lige, så er det vel klart at fortrække, da man jo alligevel sidder og venter på at starte eftersøgningen.

Danmarksmesteren blev Klaes Andersen, der også har jagttegn til alle tre buetyper. Klaes startede med at få jagttegn til langbue, i 2019, og godt et år efter nedlagde han sin først råbuk. Forud var gået flere jagter, hvor det sidste manglede. Optrækket blev nervøst eller kom for sent i gang, roen i skudøjeblikket ville ikke indfinde sig eller nogle af de mange andre ting, der kan drille os buejægere. Men, da Klaes i maj 2020 stod foran bukken, kom optrækket automatisk, og mens bukken slikkede sig på siden, blev skudbillede fundet og da den flyttede hoved, blev skuddet stille og roligt afgivet. Pilen gik igennem lungerne, og toppen af hjertet. For Klaes var det kulminationen på utallige træningstimer, herunder en del 3D konkurrenceskydning. Ifølge Klaes er det faktisk denne konkurrenceskydning, der gjorde ham rolig i både optrækket og ved skudafgivelsen, men også da han med sikkerhed fandt det rigtige skudbillede.

For de tre erfarende buejægere og 3D skytter, er svaret altså et klart ”ja” på spørgsmålet om man bliver en bedre buejæger ved at deltage i 3D konkurrencer. Herudover, og lige så vigtigt, så er de alle tre også enige om at 3D skydning giver et unikt fællesskab, med mulighed for masser af erfaringsudveksling med andre buejægere. Sidst men ikke mindst, så er 3D skydning super sjovt.

Så spørgsmålet burde derfor være, om vi ses til det næste 3D stævne?

Du kan se 3D stævnekalenderen på Bueskydning Danmarks hjemmeside.