Forskellig tilgang til buejagt

Del indlæg

Forskellig tilgang til buejagt

Jeg bruger buejagt til at komme ud i naturen og opleve noget, jeg har stor glæde ved at være fysisk aktiv, og jeg oplever en enorm spænding ved selv at opsøge vildtet. Siden jeg startede som buejæger, for godt tre år siden, har jeg lært en masse, herunder at det godt kan betale sig at kombinere pyrschjagten med lidt anstandsjagt. Mest fra naturligt skjul, og kun indtil jeg begynder at fryse eller mister tålmodigheden. Så går det videre igen. For David Hauge er tilgangen til buejagt helt anderledes. Han sidder stort set kun stille og hans fryser er fuld af vildtkød, som han selv har skudt med sin bue.

En artikel af Mathias Kolringen
Instagram @mathiaskolringen

Jeg kender David Hauge fra det danske 3D landshold som han er landstræner for. Det kan som bekendt godt betale sig at være på god fod med sin træner, men det var nu ikke udelukkende derfor jeg inviterede David med på jagttur. For David er nemlig også en erfaren buejæger, der er i gang med sin 17 sæson som buejæger, og som har indberettet ca. 100 stykker vildt nedlagt med bue – og den erfaring ville jeg gerne trække på.

Er det et problem?
Davids kone har netop meddelt, at han skal til at lære at lave mad, hvis han vil fortsætte med at gå på buejagt – for der er ikke plads til mere kød i deres fryser. Uden at sætte mit eget lys under en skæppe, så er det ikke problemer jeg kender til. For jeg er god til at lave mad, men min fryser er langt fra fyldt med bueskudt vildt.

Jeg stod derfor for madlavningen på vores jagttur, mens David bidrog med en masse spændende bue-snak og en god del jagthistorier. Herunder fik vi også en ganske interessant snak om vores forskellige tilgange til buejagt.

Jagt er mange ting
På de tre dage vi var af sted, gik David ca. 31.000 skridt, mens jeg gik ca. 62.000 skridt. Og det var inkl., ture til/fra jagtområdet. Det sætter meget godt rammen for vores individuelle tilgang til buejagt. For selvom jeg er blevet bedre til at sidde stille, så sad jeg maksimalt ned 2 – 3 timer i løbet af dagen, hvorimod David kun flyttede sig to gange den ene dag, og en gang de to andre dage.

I forhold til udstyr, så går jeg af sted med en rimelig let oppakning, der dog er belastet af at jeg nyder at lave en kop friskbrygget kaffe i løbet af dagen. Mit tøj er tilpasset til bevægelse – hvilket giver stor frihed, men også gør at jeg hurtigt bliver kold, når jeg sidder stille. David har derimod en stor og tung oppakning med på jagt, inkl. en siddepude, en stor sovepose, skovl mm, og så har han tøj nok på til at kunne holde varme hele dagen – selv i koldt og blæsende vejr.  

For 30 kg siden
Vi bliver jo ældre, kroppen knager og selvindsigten vokser. Nogle gange vokser kropsvægten også, samtidig med at formen bliver dårligere. At det er en af grundene til hans tilgang til buejagt, indrømmer David gerne.

”Hvis formen havde været til det, så havde jeg måske også gjort mere som dig – og gået lidt mere på opdagelse. Men, ikke hele tiden.”

Jeg elsker at være fysisk aktiv, og jeg elsker at forsøge at liste, snige eller kravle mig ind på vildtet, selvom jeg utallige gange har kunne konstatere at det ikke er en særlig effektiv jagtform. Davids indberetningssedler vidner derimod om at hans tilgang til buejagt er ganske effektiv.

”Jeg vælger som oftest at sætte mig i et naturligt skjul, hvor der er et godt skudfelt til en veksle eller et område, hvor der har været aktivitet for nyligt. Det oplever jeg som værende mest effektivt – og også ganske spændende.”

Hvad vil du?
De fleste er nok med på at buejagt ikke er den mest effektive jagtform, der udøves i Danmark. Så når David siger at hans tilgang til buejagt også handler om effektivitet, er det oplagt at spørge, hvorfor han så ikke bare køber en riffel?  

Til det spørgsmål gav David verdens bedste svar.

Så ville det jo ikke være buejagt…

Jagtsæsonen lakker mod enden, og jeg har igen haft en sæson fyldt med gode oplevelser og masser fantastiske mennesker. Buejagt, buejægere og den danske natur – den kombination kan altså noget… nyd sæsonens sidste par dage  – og kontakt mig, hvis du har en god jagthistorie du har lyst til at dele.