Fra buejæger til verdensmester – og tilbage igen?

I starten af oktober 2024 fik vi en dansk verdensmester i 3D bueskydning. Som dansker bliver man naturligvis lidt mere dansk, når man hører om sådan en bedrift. Og som buejæger bliver man også lidt mere ”buejagt-agtig”, da den nykårede verdensmester selvfølgelig også er buejæger. Samtidig bliver man måske også lidt imponeret over at guldmedaljen kom i hus i barbue klassen, blot syv år efter Oliver Øchkenholt, samlede sin afdøde onkels compoundbue op.  

En artikel af Mathias Kolringen
Instagram @mathiaskolringen

Det bliver nok ikke meget større end landsholdet, og det er ikke så få gange jeg selv har drømt om at trække landsholdetrøjen over hoved. Først var det fodboldlandsholdet, men evnerne var aldrig til meget mere end miniput, selvom det tog lidt flere år at indse det. Sidenhen har jeg brugt en del tid på alt fra skiekspeditioner til madlavning, ultraløb og buejagt, men uden at det har bragt mig i nærheden af et landshold. Derfor var drømmen om landsholdet gemt godt væk – indtil mit andet 3D-stævne, hvor drømmen fik ny næring.

Med Dannebrog på brystet

Jeg stillede op i Traditionel BueJæger klassen (TBJ), med langbue og træpile. Det var her jeg første gang mødte Oliver Øchkenholt. Han skød også i TBJ klassen, men med recurvebue og carbon pile. Det stod hurtigt klart, at jeg ikke ville kunne måle mig med Oliver, og ikke kun på grund af forskellen i udstyr. Det blev dog til en rigtig god og hyggelig dag, hvor Oliver sluttede af med at sige, at jeg da skød ganske godt, og at han ville anbefale mig at stille op i langbue-klassen, hvor jeg nok kunne hamle op med flere af landsholdsskytterne.

Det viste sig, at Oliver også har drømt om landsholdet. Drømt om at drage ud i verden med Dannebrogsflaget på trøjen. Derfor var stoltheden også stor hos Oliver, da pakken med hans landsholdtrøje ankom. Det understreges af, at en af de største oplevelser ved at deltage i VM, udover at vinde finalen…, var da Oliver, og resten af landsholdet gik gennem Københavns lufthavn, hvor folk kom hen og ønskede dem ”held og lykke”.

Udgangspunktet
Men, i starten af Olivers buekarriere var der ikke meget, der tydede på at han i 2024 ville komme på landsholdet, samt vinde verdensmesterskabet i 3D – i barbue klassen. Først og fremmest fordi han startede med at skyde med compound bue. En bue han havde fundet i sin afdøde onkels hus, og uden andre ”buekyndige” i familien, blev starten noget hård. Først for fingrene, da Oliver ikke viste man skulle bruge en ’release’.

Med god hjælp fra YouTube kom han hurtigt efter det, og et par år senere gik Oliver op til buejagtprøven, og bestod. Efter tre år som compund-buejæger, skulle der prøves kræfter med recurve buen, da den traditionelle buejagt fascinerede Oliver. Gode folk som Morten Goa (@thestringlab) hjalp ham med at komme i gang, eller måske snarere komme videre. For da først jagttegnet til recurve var sikret, begyndte Oliver at lege med tanke om at flytte sit fokus over på konkurrenceskydning. Og derfra gik det stærkt.

’Game on’

Via sit arbejde som politibetjent i beredskabet lærte Oliver at arbejde under pres og med adrenalinen pumpende i kroppen. At kunne det, er en færdighed de fleste buejægere nok drømmer om at mestre, og som er afgørende for konkurrenceskytter. For Oliver var det dog endnu vigtigere at lære at ”tænde og slukke” for den type af fokus, da man med Olivers egne ord ”ellers risikere at blive et følelsesmæssig afstumpet menneske”. I dag er Oliver i stand til både at være far og ægtemand, samt aktivt at kunne koble ind i et ’game-on’ mindset, når han skyder konkurrencer.

Det får han snart brug for, da Olivers næste mål er Lancaster Archery Classic i USA, som nok er en at de mest prestigefyldte indendørskonkurrencer. Her skyder man 60 kvalifikationspile, hvorefter de otte bedste skytter i hver bueklasse går videre til elimineringsrunden. Her starter #8 med at skyde mod #7, og vinder af den ”kamp”, møder #6 osv. Det gør finaleskydningen utrolig spændende, og det kan klart anbefales at følge med fra den 23-26. januar. Stævnet bliver normalt vist på YouTube.   

Frirum og fællesskab

I dag skyder Oliver 99 ud af 100 skud med sit barbue konkurrenceudstyr – som han ikke bruger til jagt. Pilene er for lette og lammer for meget. Den sidste pil skyder han med sin compound bue. Og for nyligt resulterede det i en flot buk. Skudt med udgangspunktet i tilgangen om at ”hvis du er i tvivl, så er du ikke i tvivl”. Med den tilgang føler Oliver at han er blevet en bedre buejæger. For der må ikke være tvivl når du skal slippe den afgørende pil i en finale, eller når du skal skyde til et levende stykke vildt.

Selvom der lige nu er flere buekonkurrencer end jagter i kalenderen, så er Oliver ikke klar til at give slip på buejagten, og alt det den giver ham. Blandt andet har Oliver fået sin far med på buejæger-vognen, og så er Oliver aktiv i et buekonsortium, hvor han inviterer bue-konkurrence-kollegaer med ud og ”hygge”. Det giver et godt sammenhold til stævnerne, og et godt menneskeligt frirum. Både i forhold til at være sammen med andre ligesindede – på en anden måde, men også i forhold til at få følelsen af at være alene i skoven, selvom der sidder en anden buejæger et par hundrede meter væk.

Vejen frem, går også tilbage

Et berømt Kirkegaard citat lyder på at “Livet må forstås baglæns, men må leves forlæns”. Den klassiske forståelse af det citat er, at man er nødt til at leve livet, mens det sker, og ikke planlægge alt på forhånd. Efter min snak med Oliver, har jeg en oplevelse af, at ”baglæns-delen” måske mere refererer til at de valg vi træffer, også kan føre os frem til nye og andre muligheder. Muligheder, vi ikke oprindelig så, og som ikke var bevæggrunden for det oprindelige valg.

Måske lidt dybsindigt og en smule snørklet, men som Oliver udtrykker det ”Mange buejægere skyder på et enormt højt niveau. De ved det bare ikke selv, og de bør derfor gøre sig selv den tjeneste at deltage i nogle 3D-konkurrencer.”

For selv hvis dit udgangspunkt for bueskydning var at komme på buejagt, kan den vej måske føre til opfyldelsen af en anden drøm. Det gjorden den i alt fald for mig og oplevelserne i landsholdstrøjen fik mig helt sikkert til at blive en bedre buejæger.