Kan 0-jagterne blive for mange?

Det spørgsmål stille Mathias Kolringen i denne artikel sig selv, og Henrik Povlsen, der blandt andet er radiovært på P4-programmet ”Povlsen & Holm”.

Af Mathias Kolringen
instagram: @mathiaskolringen

Jeg er vild med jagtberetninger. Fortællinger, hvor jægeren skal så grueligt meget igennem og hvor det er lige ved at kikse, men det til sidst alligevel lykkes at nedlægge bukken eller haren. Det er super inspirerende, og puster virkeligt til drømmen om, at fylde fryseren med lækkert vildtkød, som jeg selv har nedlagt med min bue.

Men, jeg har efterhånden måtte sande, at buejagt i høj grad handler om ”lige ved og næsten”. Den forståelse af buejagt blev underbygget yderligere på Egeskov Slot, hvor man udover en imponerende samling hjemmelavede langbuer og pile, også kan se et lille avisudklip (karikaturtegning) fra 1936 – hvor essensen er, at fejlslagende jagter med bue, fører til masser af gode oplevelser. Min fortolkning af det er, at man virkelig skal nyde jagtoplevelsen, for du får ikke ramt på meget vildt med buen. Og de gode natur- og jagtoplevelser var bestemt også udgangspunkt for mit ønske om at gå på buejagt.  

Ret skal dog være ret – jeg vil hellere skrive en sej historie om en succesfuld jagt, hvor bukken faldt med en perfekt placeret pil i hjertet, end om nogle af mine mange gode oplevelser fra mine utallige 0-jagter. Og jeg vil hellere gå i fryseren efter kød, end i supermarkedet.

Det er så her, at tvivlen begynder at nage. Har jeg med buejagt givet mig selv muligheden for masser af gode oplevelser, på bekostning af glæden ved at nedlægge noget vildt? Sat lidt på spidsen, så er jeg begyndt at fundere over om antallet af 0-jagter kan blive for mange?

Med den tvivl in mente, tog jeg en snak med en af mine gode venner, Henrik Povlsen, som nok er den mest erfarne jæger jeg kender. Til dagligt er han radiovært på P4, og ved siden af er han vært på jagt-podcasten ”Jagtradio”, han underviser i riffelskydning, arrangerer jagtrejser og så er han tidligere buejæger.

Det var faktisk det med at han er tidligere buejæger, der var udgangspunkt for vores snak. Første spørgsmål til Henrik lød derfor på, hvorfor han ikke længere er buejæger?

”Det skyldes to ting. For det første valgte jeg oprindeligt at tage buejagttegn til compoundbue, da det dengang så ud til at buejagt ville blive tilladt i Sverige. Som jeg så det, så kunne buejagt være en løsning i den tætte skov som mit revir i Sverige byder på. Det lykkes som bekendt ikke at få lovliggjort buejagten i Sverige. For det andet kom jeg frem til at jeg havde gang i for mange forskellige former for jagt, og det gjorde at jeg ikke kom i dybden med nogen af dem. Derfor valgte jeg bue og hagl fra, og i stedet for gå ’all in’ på riflen, og de mange facetter som riffeljagt byder på.”    

Det skyldtes altså ikke at buejagt var for udforende, og at antallet af ”0-jagter” blev for mange?

”Der er ingen tvivl om at buejagt kræver et helt andet kendskab til dit revir og dyrenes adfærd end f.eks. hagljagt, men jeg havde faktisk stor glæde ved de mange tæt-på oplevelser. Og den erfaring har jeg taget med videre. Men, som nævnt skyldtes mit fravalg af buen mere et tilvalg af noget andet.”

Inden jeg når at kommer med et opfølgende spørgsmål, tager Henrik selv den om 0-jagter videre.

”Faktisk havde jeg det lidt omvendt. Jeg havde en periode, hvor det vrimlede med vildt, og jeg kom stort set hjem med et vildsvin, hver gang jeg gik på jagt. Jeg begyndte at tage byttet for givet, og udfordringen og udviklingen ved at jage udeblev. Interessant nok, så gjorde det at jeg mistede lysten til at gå på jagt. Min konklusion er på den baggrund, at jagt handler om at få det rigtige perspektiv, og ikke om udbyttet.”

Med tanke på min tomme fryser, så lyder det ganske enkelt utroligt, at det nedlagte vildt kan blive for talrigt. Men, det oplagte spørgsmål er naturligvis, hvad det rigtige perspektiv så er?

”Det rigtige perspektiv handler for mig om at forstå, hvorfor du går på jagt. Og det gør jeg for at jage. Selv på en 0-tur går jeg på jagt. Så når man gør jagt resultatorienteret, er risikoen for fejl enorm. Her tænker jeg ikke kun på at fejle i forhold til udbyttet, men også i forhold til dine oplevelser og din etik. Et godt eksempel er, da jeg startede med at arrangere jagtture til Tyskland. Her oplevede jeg, at mange af deltagernes fokus var på at få skudt nogle dyr. Med det udgangspunkt bliver man hurtigt sur. Især hvis man ikke selv får skudt noget. Til sidst bliver det ”noget” til næsten hvad som helst, og derfra er der ikke langt til en rigtig dårlig jagtetik, samt en kuffert fuld af dårlige oplevelser. Både for dig, men også for dine jagtkammerater.”

Med risiko for at ophøje Henrik til et mindre orakel eller en coach-agtig type, med fokus på personlig udvikling, så kan jeg mærke at hans ord gør indtryk.

”Jeg har derfor ændret konceptet for mine jagtture og rejser. Nu insisterer jeg på, at vi slagter sammen, at vi spiser sammen og at vi skal lære noget. Med den tilgang, er udbyttet ikke længere det vigtigste. Husk på, at du ikke kontrollerer dyrene – men du kan kontrollere det meste af det andet, der er relateret til jagten. Fokusér på det, så risikerer du ikke at det er op til tilfældigheder at skabe glæde.”

Med de ord, bliver jeg taget tilbage til hvorfor jeg valgte at gå på buejagt. Nu er karikaturtegningen fra Egeskov Slot slet ikke så dum. For jeg valgte at gå på buejagt for at få nogle anderledes naturoplevelser, og for at blive udfordret. Med en smule selvindsigt, så er det præcis det 0-jagter giver mig.

Tilbage står den store tomme fryser og brummer. Men, med et klik er den slukket. I alt fald indtil en riffeljæger eller to forbarmer sig over mig.

Tak til Henrik for snakken – som jeg håber kan hjælpe andre buejægere, der også har et utal af gode oplevelser (0-jagter) på CV’et.