Fem vildsvin på familieferien

Del indlæg

Fem vildsvin på familieferien

Da jagtrejseagent med ansvar for buejagt hos Diana Hunting Tours, Dennis Havsager, i sommeren 2019 kørte rundt i Florida med sin familie, var han smart nok til at lægge en lille jagtoplevelse med vildsvin ind undervejs. Jagten, der i øvrigt overraskede til den positive side, blev noget af en succesoplevelse. Her fortæller han om den:

Fem vildsvin på familieferien Vildsvin FADB 01 5

Min familie og jeg har været i Florida flere gange, men ville i sommeren 2019 tage en større tur på fire uger, hvor vi kørte rundt i staten. Men når man er på sådan en familietur, gælder det efter min mening også om at få lagt turen forbi et sted, hvor man kan gå på jagt, så jeg gik i gang med at lede.

Jeg havde egentlig en plan om at skyde en alligator og fandt da også et sted, hvor jeg kunne pyrsche sådan en. Men da jeg undersøgte det lidt, viste det sig simpelthen at være for dyrt, i forhold til hvad man får for pengene. De kunne love 100 procent garanti for at man nedlagde en alligator, og det kostede omkring 20.000 kroner. Jeg syntes, det virkede for let, så jeg gav mig til at lede efter noget andet.

Vildsvin

Jeg fandt i stedet en jagtfarm nord for Everglades, som var etableret af en IT-millionær, der efter salget af virksomheden havde slået sig på at sælge buejagt på en 1.000 ha stor jagtfarm kaldet Ross Hammock Ranch. Det var en farm a la dem, man kender fra Texas, og på farmen var der bl.a. axis hjorte, nilgay, black buck, kronhjort, elk og whitetail. Og så var der vildsvin, som jeg fik lavet en aftale om lidt jagt på, ligesom jeg også kunne skyde hundyr af de øvrige arter, skulle de komme for.

Florida er den stat i USA efter Texas, der har allerflest vildsvin, så jeg glædede mig selvfølgelig til, at vi på vores tur nåede derop. Jeg var lidt spændt på at komme derop, for jeg havde måske nok en forventning om, at det kunne være sådan lidt vilde-vesten-agtigt, men der blev jeg glædeligt overrasket. Der var styr på tingene, og det var i det hele taget en stor oplevelse at besøge stedet.

Efter ankomst blev jeg kørt ud i sumpene, hvor jeg skulle sidde i en skydestige ved en veksel. Det var en virkelig god skydestige og der gik ikke længe, inden den første gris kom for – måske kun 10 minutter. Jeg skød den og en halv time senere kom endnu en for på vekslen, den skød jeg også. Jeg havde ligeledes en axis hjort inde på skudhold, men handyr var jo fredet. Et var dog en nydelse at se, hvor vagtsom den smukke hjort var.

Efter morgenjagten sporede vi de to grise, der var gået henholdsvis 20 og 30 meter. Vi fik dem slæbt ud til bilen og videre på køl, hvorefter vi brugte tiden på at køre rundt og se jagtfarmen. Blandt så jeg en nilgay antilope, som havde ry for at være lidt ondskabsfuld i det. Dagen forinden havde den stanget et får, og selv guiden var ikke tryg ved at bevæge sig rundt på jorden i nærheden af den. Vi så også bøfler, som stod i et fladvandet sumpområde … også var en spændende oplevelse.

Fem vildsvin på familieferien Vildsvin FADB 04 3

Jeg havde glemt min støvler hjemme i Danmark, men da det var 30 grader varmt, kunne jeg jo bare jage i mine gummisko … troede jeg! Det blev jeg dog frarådet, da der var mange slanger ude i sumpene, så vi måtte inden jagten forbi en af de her store jagtbutikker kaldet Bass Pro Shop – det var selvfølgelig lidt kedeligt, men det skulle jo gøres ?
Myg var der også, men da man i USA har en meget virksom version af myggespray, og jeg i øvrigt har fået de børn, jeg skal have, var myggene ikke et problem for mig.

Om aftenen blev jeg placeret ved en anden veksel mellem to store sumpområder. Her kom der blandt andet bøfler lige under stigen, ligesom jeg så kalkuner – begge var dog fredet, men et flot syn var det. Kort efter komme en rotte vildsvin, hvoraf jeg skød en gris. De vidste ikke rigtigt, hvad der skete, så de løb rundt om stigen i en stor bue og endte med at stoppe lige foran mig igen. Så skød jeg nummer to. En halv time inden solnedgang skød jeg endnu et vildsvin.

Vildsvin

At der blev skudt to vildsvin fra sammen skydestige på morgenjagten havde guiden aldrig oplevet, men også aftenen bød altså på en ny rekord: tre fra samme stige! Fem af de fede på samme dag havde han heller aldrig oplevet, ikke engang med riffel. Det var en god oplevelse og familieferien kunne fortsætte. Kødet fra vildsvinene blev i øvrigt doneret til de fattige gennem kirken.

Andre artikler med Dennis Havsager:
Acornland Grand Slam