Buejagt på dåhjort

Fra FADB-medlem Stefanie Paulsen har vi modtaget en beretning om en succesfulde jagt på dåhjort med bue og pil – en jagt der fra allerførste sekund satte ”de små grå” i svingninger.

Stefanie beretter:

Jeg er buejæger og elsker udfordringen ved jagten, så da jeg blev sat i kontakt med et gods, der gav mig muligheden for at komme på buejagt i deres dyrehave, var jeg fra begyndelsen lidt fordomsfuld. Jeg tænkte, at det nok ikke ville blive så svært, når det nu var på et hegnet område, hvilket egentlig ærgrede mig lidt, da jeg kan som sagt godt kan lide udfordringen ved svær jagt.

Da muligheden nu var der, bestemte jeg mig for at prøve og blev første aften sat, hvorefter jeg måtte klare mig selv.
– Du går bare i den retning, så finder du et sted, du synes om, og jager ud fra der, sagde min vært kort.

Piftet ud af kampen
Jeg havde mit 3D camouflagetøj på, men kunne hurtigt se, at jeg slet ikke blendede ind i omgivelserne. Jeg forsøgte ihærdigt at liste mig igennem terrænet med forbehold for vinden. Jeg spottede hurtigt en rudel dåvildt på lang afstand, men dyrene så mig og gav advarselskald med det samme. ØV.

Nu gjaldt det om hurtigt at få placeret mig et sted, og få sat kamera op og gjort mig klar. Jeg ville ikke bruge for meget tid på at lede efter det “perfekte” sted, da jeg alligevel ikke kendte området og allerede havde skræmt dyrene en gang, så jeg placerede mig op ad et træ på min stol og ventede

Jeg kunne hurtigt fornemme, at det ikke var det bedste sted, jeg havde fået mig placeret og overvejede derfor at finde et andet sted, men i det samme så jeg en flok dåhjorte 100 meter borte. Mit hjerte slog allerede alt for hårdt, men jeg følte mig klar. Jeg kunne dog hurtigt fornemme, at det var det absolut forkerte sted, jeg sad i.f.t. dyrene og vindretningen.

Jeg besluttede mig derfor for at pyrsche til dem. Jeg elsker pyrsch og synes selv, jeg er god til det. Jeg havde øje på alle dyr i hjorterudlen, mens jeg gjorde mig klar til en langsomt pyrsch frem imod dem. Jeg så mig omkring efter andre dyr, der var ingen, jeg havde kun denne rudel at holde øje med.

Langsomt kom jeg tættere og tættere. Pludselig var jeg ved at falde bagover i chok over et pift, der lød lige ved siden af mig. Hele området vågnede, og dåhjorte foran mig løb væk i høj fart. Det var en sika, der piftede, efter at have set mig og jeg så overhovedet ikke set dem. Det var helt utroligt, for jeg havde virkelig set godt efter. Men i den situation erfarede jeg, at sikavildt nærmest er umuligt at spotte.

En ny busk
Jeg havde ikke lang tid tilbage af jagten, så jeg besluttede mig for at sidde ned og vente, i håb om at noget skulle komme ind igen. 15 minutter efter kom en stor rudel dåhjorte ind på 60 meter af mig. De stod i dårlig vind, men jeg kunne godt nå dem, hvis jeg pyrschede udenom … hvis jeg altså var heldig.

Da der var blot 20 minutter tilbage af jagten og de ikke så ud til at ville over imod mig, begyndte jeg at pyrsche på dem. Denne gang skulle jeg ud i det åbne for at nå frem til dem. Til gengæld stod de tæt op af en busk, så jeg var ret sikker på, jeg kunne komme ind på dem, hvis jeg var forsigtig. ”Jeg er jo også camoufleret som en busk, tænkte jeg” og regnede med at det kunne gøre mine chancer bedre.

Det gjorde det absolut ikke, for selvom jeg gjorde mit bedste for at være lydløs og bevæge mig i sneglefart, havde rudlen delt sig og placeret sig forskellige steder. Nogle stod og spiste, mens andre havde sat sig. Sjovt nok sad de tre største sammen med kroppene op ad hinanden og observerede i hver deres retning.

Og det var selvfølgelig også en af dem, der så mig. Selvom jeg lå helt stille på maven, da den fik øje på mig, blev de alligevel skræmt, sprang op og løb. Hold da op jeg synes, jeg havde gjort alt rigtigt. Normalt vil den taktik virke med et rådyr, men dette var altså noget anderledes.

Jeg går ud fra, at de kender området så godt, at de med det samme kunne se, at der var en ”ny busk”, der stod der midt i deres revir.

Jagten sluttede der og jeg gik hjem og undrede mig lidt over, hvad jeg mon havde gjort galt. Jeg må være ærlig og sige, at jeg altså havde regnet med, at den var hjemme allerede første dag, nu hvor jeg havde set så mange dyr og da det jo var jagt i et hegn, men så let skulle det altså ikke være!

For træt til at trække buen
De følgende dage bød på utroligt mange oplevelser, men gang på gang mislykkedes min jagt. Jeg lavede mange fejl, det gjorde jeg, men for hver situation lærte jeg noget nyt, noget jeg kunne bruge fremadrettet. Så efter otte dag med det ene nederlag efter det andet, lykkedes det endelig for mig og forløsningen var stor:

Den dag det lykkedes var vejret godt, men mit humør elendigt. Jeg var ved at give op og faktisk fandt jeg ikke engang rigtig glæde ved at skulle derud på jagt. Jeg satte mig det rigtige sted, for nu kendte jeg efterhånden området. Jeg vidste, at jeg havde 20 meter at skyde på fra stedet.

Så snart solen begyndte at stige, så jeg dyr bevæge sig omkring. Det var jo godt nok, for så vidste jeg da, at der var altså gang i den.

Et par timer efter solopgang kom tre dåhjorte ind mod mig. Jeg syntes ikke, de virkede super forsigtige, så jeg gjorde mig klar og tænkte ”nu er det altså nu, det her skal simpelthen ske nu”.

Jeg havde ikke engang feber, så jeg kunne koncentrere mig 100 procent om at fokusere på min pind og at holde buen stille efter skuddet. Jeg så på alle tre dyr samtidig, mens de med deres seks øjne ikke observerede mig.

Jeg så mit snit til at trække til den ene, der stod helt perfekt. Jeg trak, eller det vil sige, jeg forsøgte at trække, men mine kræfter var sluppet op efter alle de strabadserende jagtdage, der var gået forud. Jeg kunne bare ikke trække buen.

Men til mit held (for engang skyld, fristes jeg til at indskyde) fik jeg pludselig superkræfter og buen blev trukket alligevel. Jeg holdt min pind lige bag forbenet og sigtede på hjertet og så skød jeg. Jeg hørte anslaget og så, hjorten hoppe op og sparker bagud med bagløbene. Og så kom feberen, men den blev nu hurtigt ”lagt på hylden igen”, da jeg ikke turde tro på det, der lige var sket – kunne det virkelig passe?

En øjenåbner
Jeg ventede 20 minutter, inden jeg gik ud til pilen og så, at det hele så fint ud. Derefter ventede jeg faktisk en time, inden jeg listede tilbage til min bil, hvorfra jeg ringede til værten Jimmy, min far og mine drenge, der ventede spændte derhjemme. De ankom alle en time efter dyret var skudt og sammen gik vi på sporet.

Der var ikke meget blod at se, og jeg kunne se på Jimmy og min far, at de blev lidt nervøse. De gik ved siden af hinanden og hviskede lidt om de små mængder blod. Mine sønner, der begge er super dygtige til at spotte blod, gik foran sammen med mig og ledte ihærdigt efter de små dråber.

Jeg nåede lige at blive skuffet og små ked af det, da min søn Gabriel sagde:
– Mor, der er en stor klat her!
Vi løb alle spændte derhen og det så godt ud. Derfra spottede jeg selv hjorten nede ved vandet. Fantastisk!

Hold nu op, hvor var det en fantastisk jagt, der fuldstændigt gjorde mine fordømme om jagt i en dyrehave til skamme. Det var overhovedet ikke nemt. Skytten Jimmi fortalte mig senere, at de gør meget ud af at dyrene skal være så sky og opfører sig så naturligt som muligt. Dyrene kender området og er meget på vagt overfor nye “ting” i haven.

Jeg kom i kontakt med Gunderslevholm Gods og skytten Jimmy, da de gerne ville åbne op for buejagt i deres dyrehave. Jeg skal fremover guide deres kunder på jagten, hvilket bliver super spændende, nu da jeg kender området og har føling med det ud fra en buejægers perspektiv.

Jagt er generelt bare fantastisk, og jeg synes, vi skal være åbne overfor nye jagtmuligheder, og lægge vores fordømme på hylden. Jeg er af den overbevisning, at man må prøve tingene af, før man dømmer det ude. Personligt har jeg lært meget af denne oplevelse, både hvad angår andres syn på denne form for jagt, men også i forhold til mine egne fordomme og ikke mindst om jagten på dåhjort med buen og pil …

Så herfra skal bare lyde et træk og slip til alle jer derude.

Fakta – reglerne for buejagt i hegn:
Det er kun hegn – 50 hektarer eller mere – med hjortevildt, der har status af dyrehave via Fødevarestyrelsen tilladelser. Når hjortehegnet har denne status, gælder jagtlovens regelsæt, hvilket vil sige jagttider, jagtmåder, jagtredskaber osv. I sådanne dyrehave er jagt tilladt og dermed også buejagt jf. de nye regler. Hjortefarme, som er mindre end 50 hektarer, er under Fødevarestyrelsens regelsæt og her er jagt, som sådan ikke tilladt.

Skriv et svar