Brunstjagten på tennisbolde

Anette Olsen og Jens-Erik Krag nåede lige akkurat ind i New Zealand, inden grænserne lukkede pga. af coronatiltag. Brunstjagten på kronhjort med en af landets bedste guider inden for buejagt – Marcel Powell – så ud til at være reddet! Det skulle dog gå meget anderledes. Her har du Anettes beretning:

Nu var det lige op over! Vi skulle til New Zealand. Vi havde trænet, arbejdet med vores udstyr, og sågar vadet i vand for at tjekke at støvler og bukser var vandtætte.

Planen var bl.a., at vi skulle dele en helikopter med et par andre jægere, for at flyve ind i en af de højtliggende dale tæt ved Mount Cook (New Zealands højeste bjerg). Turen sammen med andre ville være fint i forhold til sikkerhed og så vi slap for de meget lange vandreture op til de højtliggende jagt terænner, hvor tahrene lever.

Jens-Erik og jeg var de første fra gruppen, som rejste til New Zealand, hvorefter de andre ville støde til nogle dage senere. Der var godt nok noget med en virus i Kina, og der var lidt ballade med skiturister, der kom hjem fra Østrig og Italien, men håbet var trods alt lysegrønt, da vi tog afsted.

Turen derned er meget lang, så vi var glade, da vi endelig ankom og kunne hente vores buekufferter i lufthavnen. En dame i lufthavnen gav os ved ankomst en lille pamflet, omkring hvad vi skulle gøre, hvis vi følte os syge, men ellers var det bare velkommen.

Det var i dette område buejagten efter brunsthjort med Marcel Powell skulle have været afviklet.

Stor var vores undren, da vi åbnede vores telefoner og fandt ud af, at Danmark i mellemtiden var lukket ned, og at udenrigsministeriet anbefalede alle at komme hjem! Ja, ja, det her er jo New Zealand, og her går man på jagt: whats not to like, hvis man skulle blive fanget her?

Der var bare lige det men, at vores venner altså ikke kunne komme, så vi måtte lige lave en plan B. Plan B blev så at skyde en kronhjort med bue, sammen med en dygtig Kiwi-guide, der kan kalde hjorte ind på ganske få meter. Her ville det være muligt for mig – der aldrig kommer til at opfylde kravene til kronhjortejagt i Danmark – at skyde en hjort i brunsten.

Der var så lige det problem, at brunsten ikke var startet, hvorfor vi lige måtte underholde os selv en uges tid, inden vi så skulle ud med Marcel. Vi kørte først til vestkysten, da Jens-Erik har lidt erfaringer med jagt derude, men vejret ville blive dårligere, så der var ikke rigtigt nogen ide i at smide penge efter en helikoptertur derude eller gå ind langt ind, så vi nøjedes med lidt opossumjagt i regnskoven. Inden vi kørte tilbage til Canterbury, testskød vi buerne mod tennisbolde med judopoint.

Dette foto tog Anette og Jens-Erik, mens alt stadig gik efter planen – hjorteeventyret lå lige om hjørnet.

Vi fulgte jo med i nyhederne og kunne godt se, at verden uden for NZ var forandret. Australien lukkede bl.a. deres grænser, hvorfor vi tænkte, at vi nok ikke længere kunne komme hjem! Og når vi nu ikke kunne det, kunne vi jo lige så godt gå på jagt. Vi valgte at gå ind i en af dalene tæt ved Mount Cook, hvor vi ville jagte tahr, inden det var tid til at møde på kronhjortejagten.

Tahrjagt handler om at spotte dem den ene dag, klatre op til dem den næste, evt. skyde en og så klatre ned til teltet efter mørkets frembrud. Det med stejle bjergslugter i mørke, hvor man går efter GPS og i pandelampens skær har aldrig rigtigt sagt mig noget (læs; jeg bliver småhysterisk), men fire dage gik der alligevel, og jeg blev hele tiden bedre til at færdes i terrænet.

Vi havde en optimal chance, men vinden var ikke med os, da den svøbte op fra dalen. Vi så en del tahr, men kom ikke på skudhold. Så var det endelig tid til at pakke teltet og vandre ud, nu skulle jeg ned og skyde min brunsthjort.

Da vi kom ud af bjergene, sad der en sød ranger-dame og ventede på os ved vores bil. Hun fortalte os, at selv NZ var forandret, og at der fra midnat ville være totalt lock down. Selv jagt og fiskeri ville blive forbudt.

Der var nok ikke så meget at gøre, nu skulle vi bare prøve at komme hjem! Heldigvis fløj Qatar Airlines stadig til København fra Nordøen. Så vi brugte et par dage på at komme derop og afvente en plads på flyet … og sådan endte min kronhjortejagt 18.000 kilometer væk tur med at jeg skød tennisbolde!

Læs også:
beretning om hjortejagt med buen i Danmark.

Skriv et svar