Drømmehjorten

Det er første gang, jeg er Tom for ord!

Sådan skriver FADB medlem Nicolaj Troelsen, og i denne beretning fortæller han hvorfor:

Uret ringer klokken 06:00, og jeg må ærligt indrømme, at i dag har jeg godt nok svært ved at komme ud af prutposen! Men da jeg endelig får kastet kadaveret ud af sengen, får jeg skimtet klokken, og kan se, jeg har sovet 20 min. over mig. Mens jeg morgentisser, har jeg i mit indre en lille debat med mig selv, om hvorvidt jeg skal blive hjemme eller tage afsted, men jeg er let at overtale, så selvfølgelig kommer jeg afsted.

Jeg kommer til jagten ca. tyve minutter før solopgang og skynder mig at tage mit tøj på. Så pakker jeg min taske med de ting, jeg skal bruge, samt et par energibar hvis nu jeg skulle få brug for det. Jeg får spændt buen godt fast på rygsækken, så jeg bedre kan kravle under en evt. pyrsch. Det skal vise sig at være en klog beslutning, for det kommer jeg til. Jeg tjekker alt grejet en sidste gang, og så lukker jeg bildøren lige så stille i og bevæger mig ud i terrænet. Jeg når ikke at gå meget længere end 40 meter, hvorefter jeg spotter en då med kalv, som jeg med al forsigtighed sniger mig forbi, så jeg ikke får skræmt dem og den hjort som måske er med dem. Jeg går et halvt hundrede meter uden om dem og kommer til en lille forhøjning, hvor der tilfældigvis ligger nogle gamle hø-baller, som jeg kan sidde bagved og spotte fra.

Det viser sig at være det helt rigtige sted af spotte fra, for inden længe spotter jeg en mærkværdig busk, som har samme farve som dåvildt – og så løfter han hovedet. Det er en GIGANTISK hjort, jeg kan mærke min puls begynder at hamre, mens iveren efter at få ham med hjem melder sig. Han er ikke mere end 50-60 meter fra mig, og han går stille og roligt imod mig, mens han esser. Omkring 40 meter væk vælger han dog at dreje af og esse ude foran mig i 10 minutters tid. På buejagt skyder vi jo ikke længere end max. 20 meter, så han er stadig langt fra at være på skudhold.

Efter de 10 minutter drejer han 180 grader og begynder at gå tilbage mod, hvor han kom fra, og jeg beslutter mig hurtigt for, at ham her må jeg simpelthen bare have med hjem! Jeg spænder buen fast på tasken igen, inden jeg begynder at kravle mod højre, hvor jeg kan kravle efter ham med de bedste odds for ikke at bliv spottet.

De næste tre timer går med at lege katten efter musen, mens jeg kravler i mudder, igennem hvad der lugter som en sølleplads, og som om det ikke er nok, ender jeg faktisk også med at måtte kravle i vandkanten i en mindre sø, hvor jeg relativt lydløst kunne kravle i læ af sivene, uden af han kunne se mig. Undervejs synes jeg, det virker mere og mere som en tabt kamp, for hjorten er længere og længere væk fra mig, og han er faktisk helt ude på omkring 90 meter, da jeg tænker, at jeg må sætte farten op og give den et sidste ryk. Men først bliver jeg nødt til lige at hvile både ryg og knæ.

Jeg lister en energibar op af tasken, så maven ikke knurrer, og så energien er i top til slutspurten. Mens jeg holder pause bevæger hjorten sig rundt om en mindre sø, og jeg har nu mulighed for at kravle i vandkanten i sivene for at komme ind foran hjorten. Og jeg kan se ham i kikkerten, eller rettere så kan jeg skimte hans gevir, hver gang han går. Jeg mister ham dog af syne og antager faktisk, at han har spottet mig og er løbet, uden at jeg har hørt det eller set ham. Jeg kravler alligevel hen til nærmeste træ ved søen, hvor jeg sætter mig på knæet, mens jeg er lidt mut over, at jeg har vurderet forkert ved at tage genvejen igennem vandet.

Pludselig rejser han hovedet ca. 50 meter fra mig, så han har altså bare stået i en dum vinkel, hvor jeg ikke har set ham. Jeg venter på, han sænker hovedet igen og ryger straks ned på maven, hvor jeg hurtigt får lagt noget afstand bag mig. Jeg når lynhurtigt ind på 25 meters afstand, hvor der er et kæmpetræ, som er stormfældet, så hele roden ligger fri, og der stikker en masse grene med jorden og ud til alle siderne – jeg har nu noget at sidde bag.

Jeg beslutter mig for, at det er her, slaget skal stå, og jeg satser på, at han gerne vil hen mod den vekslen der er 10 meter fra mig. Efter en mindre ventetid på 15 minutter kan jeg se, at han så småt begynder at bevæge sig hen mod vekslen, og jeg sætter mig klar med buen. Jeg kan som sagt skimte ham igennem træroden og trækker buen, umiddelbart inden han kommer til syne. Han går ind på ca. 17 meter, og jeg slipper pilen! Jeg hører tydeligt anslag, hvorefter hjorten brøler en gang. Han løber væk, mens jeg kaster kikkerten til øjne, for at se ham bløde ned af siden.

Yes, yes, yes. Jeg sidder og vurderer, at enten har jeg lige fået mit livs jagtoplevelse, eller også er jeg fire sekunder fra et hjertestop. Mit hjerte hamrer afsted – jeg er både taknemlig og stolt, over at det lykkedes.

Efter jeg har siddet i et kvarters tid, kravler jeg hen til pilen, hvorfra jeg følger blodsporet og kan pludselig se hans kæmpegevir – han ligger forendt. For første gang i hele min jagtkarriere på 13 år, fælder jeg en tåre – og det af både udmattelse, glæde, anger og stolthed.

KONKURRENCE:
Efter publicering af Nicolajs beretning har vi lagt et lod i hans kurv i konkurrencen om en buejagt på Knuthenborg. Læs mere om konkurrencen HER.

Skriv et svar