Den fedeste jagt

Efter fem år som buejæger og utallige timer i skydetårnet, skulle d. 24. oktober 2020 vise sig at være den heldige dag for mig, skriver vores unge FADB-medlem Rikke Solveig Nielsen. Vi bringer her hendes beretning om den fedeste jagt hun nogensinde har oplevet. Rikke skriver:

Som så mange andre dage, tager jeg buen ned af krogen på væggen. Jeg er optimistisk, som jeg også altid plejer at være, når jeg skal på jagt.

Vi har lige fået nyt skydetårn – sådan et, der kan dreje 180°, så man får det hele med. Jeg lister mig hen til stigen og kravler langsomt op i den. Klokken er ca. 16:50. Jeg sidder den første halve time og kigger ind mod en mose, mens min fært går lige ud over marken bag mig. Jeg synes, jeg kan skimte et dyr langt inde i mosen, men det bevæger sig ikke, så jeg beslutter mig for, at det nok ikke er noget alligevel.

Jeg tænker, at jeg lige kan prøve at dreje mig, for at se om der nu endeligt skulle være på marken bag mig. Jeg når knap nok at dreje mig, inden jeg ser et dyr stå bag noget krat ca. 25 meter væk. Jeg ser at det er en buk, da den hopper frem og stopper 15 meter fra stigen. Ha står lige i min fært og kan sagtens lugte mig. Han står og vejrer i vejret, han ved jeg er her, men ikke hvor. Jeg sidder fuldstændigt frosset, mens han står og kigger lige mod mig – i hvad der føles som en evighed. Den mindste bevægelse og han vil være væk.

Pludselig vender han 180° og løber lidt væk fra mig, han kommer ud på ca. 25 meter og står med spejlet mod mig. Jeg tænker, at jeg hellere må få buen i hånden, hvis chancen nu byder sig. Jeg får buen ned af skruen i træet, pilen er på strengen og releaset på loop snoren. Adrenalinen pumper i min krop, og jeg skal tage mig sammen for ikke at ryste for meget.

Bukken kommer mod mig igen og går lidt ud på marken. Han er ca. 20 meter væk, stadig med blikket rettet direkte mod mig. Jeg er klar til at trække buen, men han giver mig ikke en chance. Pludseligt begynder han og esse, og jeg tænker: NU! Det her er min chance. Jeg trækker buen og får sigtet på ham, hvor jeg til min store ærgrelse finder ud af, at hele hans bredside er dækket af højt græs. Jeg må vente, med buen trukket. Tiden står stille, men så træder han to skridt frem, bladet er frit, pilen flyver i samme sekund.

Han går ned i skuddet, og nu starter adrenalinen først med at sidde ind, mens jeg tænker: “DET SKETE LIGE!!!” Jeg er helt oppe at køre, bukken ligger stille. Jeg ringer til min far, som er yderst glad på mine vegne og hurtigt kommer ned til mig. Da vi går hen til bukken er den død, dog sidder min pil lidt højt, faktisk har jeg skåret rygraden over på den, hvorfor han faldt på stedet.

Uanset hvad, så er det alligevel den fedeste jagtoplevelse, jeg nogensinde har haft, og de mest intense 15 minutter af mit liv, fra jeg spotter ham første gang, til jeg går hen til ham – forendt!

Her på hjemmesiden har vi tidligere bragt en jagtberetning fra Rikkes far, Bo Nielsen: Buejæger med tålmodighed.

Skriv et svar