På hjortejagt med FADB

I løbet af 2018 kørte vi en konkurrence blandt de medlemmer, der indsendte beretninger til publicering på vores hjemmeside. Præmien var en buejagt efter dåvildt, og vinderen blev Jimmie Ree.
I første omgang var der tale om, at Jimmie skulle have mulighed for at nedlægge et hundyr eller en kalv på en af seks pladser på jagt arrangeret af foreningen, men grundet manglende tilslutning blev denne jagt aflyst. I stedet fandt vi en plads på en jagt, hvor Jimmie over en weekend kunne nedlægge en dåhjort, skulle en sådan komme for.
Det blev en begivenhedsrig jagt med store oplevelser, men også en jagt, der bevirkede, at Jimmie blev en erfaring rigere – her får du hans beretning.

Jimmie fortæller:

Jeg ankom som aftalt lørdag morgen lidt i klokken syv. Vejrudsigten sagde 10% chance for regn, hvilket vil sige, lige da jeg ankom. Jeg fik anvist min skydestige, som stod på et rigtigt godt sted med god udsigt. Der var ingen buske foran mig, men mange høje træer, som jeg nemt kunne skyde mellem.

Jeg kunne høre hjortene allerede gryntede i skoven, det var virkelig spændende, og jeg kunne ikke undgå at morer mig lidt over, at så mange mennesker der stadig lå og sov og dermed gik glip af sådan en dejlig morgen … uvidende stakler.

Vejret var koldt og blev efterhånden tørt, perfekt. Solen ville stå op på min højre side, og mit største skydevindue var mod venstre, også perfekt. Vinden kom fra venstre, så det kunne dårligt være bedre, alt var helt perfekt.

Mange dyr i skoven
Jeg var kun lige kommet på plads, da jeg hørte noget pusle i de tørre blade under træerne. Selv om jeg syntes, jeg lavede en masse larm undervejs på post, så jeg 49 meter borte to dåer og en hjort komme sjoskende. Der skete virkelig noget på denne post, og hele morgenen væltede dåer og kalve bare frem. Jeg så 17 dyr på de første to timer. Jeg måtte kun skyde hjort, men alt fra spidshjort og opefter. Jeg så dog ikke flere hjorte i løbet af den periode.

Klokken lidt i 10 hørte jeg noget pusle til højre for mig. DET var på tide, at der endelig skete noget på den side, for da jeg er links-skytte, var det til den side, jeg skulle lave de færreste og mindste bevægelser for at komme til skud. Jeg kunne kun lige se hovederne af to dyr, som gik og essede, men mit hjerte gik næsten i stå, da jeg så, at det ene dyr gudhjælpemig havde noget på hovedet!

Det bliver nok bedre
Mens jeg trak buen, slog det mig, at den heroppefra egentligt lignede en duiker antilope, men slog det ud af hovedet igen, nu gjaldt det om at koncentrere sig. Jeg havde læst mig til, at det sikreste, hvis man vil være sikker på at undgår den store skulderknogle, er at skyde pilen ind skråt bagfra. Det skud som amerikanerne kalder ”quarter away”. Hjorten gik perfekt til netop dette skud, afstanden var kun otte meter og dåen var ikke i vejen overhovedet. Jeg ville kunne skyde tværs gennem ”motorrummet” – hjorten ville stensikkert ikke løbe langt.

Den helt absurde tanke ramte mig, at det var lørdag morgen, og jeg næsten lige var kommet i gang. Jeg ville kunne jage helt til søndag aften, og med det liv jeg oplevede denne morgen, ville der utvivlsomt komme noget ”bedre” – en større hjort – at skyde til. Så jeg satte mig ned og lod hjorten gå.

Det skulle senere vise sig at være min hidtil dummeste jagtlige beslutning.

Andre jægere, flere dyr
Da min vært, Kim Andersen, hentede mig, talte vi naturligvis om, hvad jeg havde set, og jeg fortalte om hjorten. Meldingen fra Kim var utvetydig:
– DET var fandeme dumt, især med hjorte skal man tage de chancer, man får.

To af de andre jægere havde også haft chancer til dyr, men den ene – en pæn hjort – var på 34 meter, og den anden lod en spidshjort gå, i håbet om at den store fuldskuffel, han også havde foran sig, ville stille sig lidt bedre.

At jeg havde taget en dum beslutning, blev frygteligt tydeligt, da jeg hele resten af weekenden, gennem MANGE timer i skoven, ikke så et eneste dådyr. Jeg kunne høre hjorte kæmpe inde i skoven og tæt på skovbrynet, men intet kom ud til mig. Jeg sad forskellige steder, hvor der var set og skudt hjorte, men intet skete.

Hjort for igen
Søndag havde jeg hele reviret for mig selv, da der var et afbud fra en anden jæger, der skulle have været ude.

Om aftenen sad jeg igen i den skydestige, jeg brugte første morgen. Men intet skete, ikke ud over, at der 30 minutter i skydetidens ophør, kom en spidshjort gående, på højre side af mig. Men da jeg, i det svindende lys havde lidt svært ved at se, om den havde noget på hovedet, var den kommet 27 meter bort, inden jeg gennem afstandsmåleren fik endelig vished for, at det virkelig VAR en hjort.

Alt i alt havde jeg en mageløs weekend som gæst hos FADB. Det kom ikke til skud, men sikke nogle gode oplevelser man kan have som buejæger. Og lærerige tilmed. Lektien må dog være, at man skal skyde, når man kan!

Skriv et svar