Tusind skridt

Fra Pia Mogensen har vi modtaget denne spændende jagtberetning. Med dette flotte indlæg sikrer Pia sig et lod i konkurrencen om en weekendjagt på Knuthenborg 2 og 3 december 2017. Vil du have mulighed for også at deltage i konkurrencen, så læs mere om den: HER

Pia skriver:

Mange morgener og med tusinder af skridt taget i musestørrelse, har jeg listet mig rundt i skoven, både udenfor jagtsæsonen med sit kamera og i jagtsæsonen med buen. Alene for at fange det ultimative øjeblik, hvor bukken står der.

Der skulle gå tre bukkejagtsæsoner fra jeg havde taget mit buetegn, til det en morgen blev alvor. Morgenen, hvor det skete for mig, morgenen, hvor jeg kunne udløse releasen og lade pilen suse mod bukken, blev d. 21. maj 2017 kl. ca. 06:00.

Bukken, jeg nedlagde, den fantastiske morgen, var hele ventetiden værd – det var en super flot, ældre buk.

Jeg havde set både ham og flere andre bukke i løbet af foråret. Billeder af ham havde jeg også fået, men at det skulle blive en sådan erfarne, ældre bandit, som skulle blive mit første ”bytte” som buejæger, er bare fantastisk. Altså første bytte, når jeg ikke tæller muldvarpen med – hi hi …

Morgenen er mit foretrukne tidspunkt at pyrsche på. Denne morgen var ingen undtagelse. Jeg havde set tre bukke den foregående dag, så mine forventninger var store. Det var en fantastisk morgen, det havde regnet i løbet af natten, og nu lå der en tyk tåge ud over engen. Efter min smag kunne der godt have været lidt mere vind, men det var der altså ikke.

Jeg havde planlagt at pyrsche ind til skydetårnet midt i engen. Jeg pyrschede derfor igennem slugten og kunne snart se ud i engen, som bliver kaldt paradiset af folk på egnen. Dér, imellem tårnet og min position, stod en buk sammen med en rå. Der var vel 30-35 meter ud til dem. Bukken var en af de bukke, jeg havde mødt den foregående morgen.

Hmmm. Jeg måtte ændre plan og gå i en stor bue udenom dem og igennem et skovstykke, hvis det kunne lykkedes, ville jeg være meget tæt på dem – det var meget spææææændende 

15 minutter senere stod jeg under skydetårnet. Jeg havde været nødt til at gå over et åbent stykke, men var hele tiden i skjul da tårnet såvel som nogle fyrretræer var imellem mig og dyrene. Jeg blev stående ved tårnet, ventede på hvad dyrenes næste træk ville blive.

Dyrene kom tættere på, det var ved at blive VIRKLI’ nervepirrende. Jeg var lidt nervøs for om råen ville opdage mig og ”sladre”. Denne morgen var der dog ingen grund til bekymring, det skulle det blive anderledes end normalt.

Det blev en anden buk, som lavede rod i hele planen. I en skovtykning startede en buk pludselig med at smælde. Der virkede som om, der var lidt kamp om reviret mellem de to bukke.

Bukken i engen, ham som jeg troede skulle blive min, blev pludselig meget høj. Han begyndte at løbe rundt og give lyd fra sig. Pludselig stak han i løb mod skoven, efter den anden, mens de begge smældede højt og skabte sig. Råen løb med … pludselig var det hele overstået.

Ro, stilhed, ikke en lyd at høre. Som så mange gange før, var det lige ved og næsten. Men pyt, det var samtidig endnu en fantastisk oplevelse.

Jeg stod en tid og lyttede, inden jeg entrede skydetårnet. Jeg lagde buen på kanten og fandt kaffen frem. Og sådan sad jeg en rum tid denne skønne morgen. Jeg lyttede til gråænderne, hørte den lille lappedykker skrige osv. Jeg sad bare der og nød at være der, mens jeg konsumerede morgenens mange indtryk.

Pludselig observerer jeg 40 meter fra skydetårnet spejlet af et stykke råvildt. Det står på en skråning ind mod skoven og esser af træerne.

Jeg kan ikke se andet end spejlet. Jeg kan se, det er en buk, men tænker, det måske kan være den unge knopbuk, som jeg så derovre dagen forinden. Pludselig er den væk, men det næste, der sker, er, at den kommer frem igen. Denne gang med hovedet først. Wow han er flot.

”Kom du bare herover mod mig bette ven”, hviskede jeg til mig selv. Til min store overraskelse tog han imod invitationen. Stille og roligt essede han sig frem over det åbne stykke af engen, hen mod mig.

Jeg forholdt mig HELT roligt. Jeg ville for alt i verden ikke gøre en bevægelser, som kunne røbe min tilstedeværelse. Endelig var han nået så langt over mod klumpen af fyrretræer, hvor jeg sad. Han var rent faktisk bag mig nu.

Jeg kunne ane ham igennem grenene. Rooooooooligt, meget roligt tog jeg fat i buen, som indtil da havde ligget på kanten af skydetårnet. Jeg kom op at stå og drejede langsomt omkring, uden på noget tidspunkt at flyttede blikket fra ham.

Pilen kom på strengen, mens bukken begyndte at feje op af et af træerne. Pludselig trådte han et skridt frem. Han havde nu frit udsyn over både engen og op mod mig. Det var som om, han anede noget. Pis, tænkte jeg, nu er det sket. Men i stedet for at løbe bort, begyndte han i stedet at skrabe i jorden med sænket hoved.

Større chance kan man ikke få. Jeg var klar. Wuuuussssjjjj – pilen fløj og bukken sagde øddd. Så løb han.

Selvom han ikke lagde sig med det samme, vidste jeg, at han var ramt. Jeg kiggede og lyttede. Der var helt stille. Hmmm, jeg tog endnu en kop kaffe og ventede lidt, inden jeg klatrede ned for at besigtige skudstedet.Afstanden i skudøjeblikket var ikke mere en syv meter. Bukken lå forendt ca. 40 meter væk i et pilekrat.Hvilken morgen!

Det var min bukkejagt 2017 … og hvilken en!

Til info: Bukken blev efterfølgende i Brande opmålt til en SCI guldmedalje!