Tøv aldrig


”Tøv aldrig”

”Never hesitate” sa1gde en skydeinstruktør til mig tilbage i starten af halvfemserne, da jeg var udstationeret som soldat under borgerkrigen i Jugoslavien.
Det han refererede til, var det faktum, at ens første indskydelse ofte er den rigtige.
Vi kender det alle sammen fra, når vi ser ”Hvem vil være millionær” og de fire svarmuligheder toner frem på skærmen.
Selvom man ikke kender svaret 100%, får man ofte en fornemmelse af ”noget”.
Og når så først man begynder at analysere mulighederne, havner man det helt forkerte sted.
Man skulle have lyttet til sin første indskydelse.

Sådan er det også med buejagt. I hvert fald er min erfaring sådan.

De første år er man meget teknisk og analyserende. ”Hvis jeg skyder fra en højde på tre meter og ned på et dyr som står på 16 meter bliver vinklen…..” og den slags.
Og man står med buen trukket og tænker ”hvis den lige går den der vej rundt om busken, så kommer den til at vende sådan…..”

Resultatet er ofte, at man aldrig får afgivet sit skud.
Og misforstå mig ikke. Det skal man heller ikke.
For er man usikker, skal man aldrig slippe pilen.

Aldrig.

 4

Det var sgu da en opsats?

Det var den 16. Maj og jeg var ude for anden gang på premieredagen.
Morgenen havde været aldeles smuk og jeg fik filmet både et smukt smaldyr og to dåhjorte, som passerede tårnet på få meters afstand.
Men bukken kom ikke forbi.
Det havde jeg nu heller ikke regnet med, for jeg plejer at skulle bruge en del jagtdage, før den rigtige buk viser sig.
I 2014 dukkede han slet ikke op og i 2013 jagede jeg pladsbukken hele bukkejagten uden at få ham på skudhold.
Men nu var det aften og jeg sad i tårn 6 på Klitgaard Game Fields i Nordjylland.
Tårn 6 burde hedde ”Sørens tårn” for Søren har skudt flere flotte seksendere fra det.
Misundelsesværdige bukke nu jeg tænker over det.
Men jeg vidste jo godt, at det næppe ville gå sådan for mig.
Der var lækkert i tårnet. Jeg sad i læ for vinden og solen skinnede ned på mig.

Jeg havde mit kamera med. Det har jeg altid. For ofte er der flotte naturoplevelser, som jeg gerne vil have med hjem.
Og kameraet sad på et stativ i tårnet. Klar hvis nu chancen opstod.
Men det gjorde den ikke.
Så jeg drak en kop kaffe og tjekkede min mobil.
Facebook er et sjovt sted når bukkejagten starter.
Det vælter ind med billeder og beretninger, og eftersom jeg jo nok skulle sidde i tårnene i flere dage som sædvanlig, kunne jeg jo lige så godt tjekke, hvad andre lavede på deres poster.
Jeg havde stillet buen fra mig i bunden af tårnet og det var en fejl. Det skulle jo nærmest gå galt.
Og pludseligt var der noget i kanten af mit synsfelt, mens jeg sad og kiggede på andre buejægere på mobilen.
Noget der hurtigt forsvandt ind bag tårnets ene væg.
”Det var sgu da en opsats”?
En HØJ opsats.

Ram håndbolden

Jeg gled hurtigt fremad og nedad i tårnet. I dækning af væggene.
Greb buen og var omhyggelig med ikke at støde pilen ind i noget.
Releasen på og så uendeligt forsigtigt, men så hurtigt som muligt, opad igen.
Op, op, op så jeg kunne kigge over kanten af tårnet.
Hvor fanden var den blevet af?
Og hvad var det?

Tårn 6 står højt med en slags skrånende slugt bag sig.
I kanten af slugten var der to bukkeskrab på jorden.
Afstanden til begge var under 15 meter.
Det havde jeg målt, da jeg satte mig op i tårnet.
Bukken stod ved det første og var allerede i bevægelse hen mod det næste.
Det var den lokale konge i den her del af skoven.
Den var sgu flot. Opsatsen tårnede sig op over ørerne.
De ældre bukke, pladsbukkene, står sjældent stille ret længe af gangen.
De ”patruljerer” hele tiden.
Altid på vej. Altid i gang med at jage andre væk. Altid i gang med at afmærke reviret.
Så jeg vidste godt, at hvis han stoppede to meter længere henne ved det næste skrab, ville jeg have få sekunder, før han igen var i bevægelse.

Jeg trak buen lige under kanten af tårnet.
Den hvide Dymo-label, som jeg har klistret på buens riser, lyste op i kanten af mit sigtebillede.
”Never hesitate – Aim low” står der på den med sorte bogstaver. En reminder til mig selv om, at jeg sjældent får mere end én chance.

Bukken stoppede op og i samme sekund løftede jeg pilen op over kanten af tårnet, tog en indånding og slap halvdelen af luften ud igen.

”Ram håndbolden” var det eneste i mit hoved.

Udtrykket er min egen måde at visualisere det rigtige sigtebillede på.

Hjerte-lungeregionen på et rådyr er omtrent så stort som en håndbold og sidder placeret mellem forbenene.
Forestiller man sig, at man skal ramme en håndbold mellem dyrets ben, bliver det meget lettere at aflevere en dræbende pil, uden at man skal til at spekulere over ”cirka en tredjedel op og så lidt bag skulderbladet og så……”
Bukken var drejet da han stoppede op, så jeg skulle skyde ham vinklet bagfra.
Havde jeg skullet tænke over skuddet, havde jeg aldrig nået det.
Men det eneste jeg behøver at tænke er ”Ram håndbolden”. Altså skyd efter det fjerneste skulderblad på dyret.

Jeg trykkede af og den røde lysnock tegnede en streg fra tårnet og ned til bukken, der løb fra stedet og forsvandt ind i skoven.

Bukkefeber

Jeg har prøvet det to gange før.
Da jeg skød mit første rådyr med buen og igen da jeg var så vanvittigt heldig, at jeg fik chancen for at skyde hele to rådyr indenfor et enkelt minut med buen.
Men nu kom det igen.

Hørelsen forsvinder på grund af larmen fra pulsen, der dunker i ørerne. Jeg får halvvejs tunnelsyn og er nødt til at sætte mig ned, fordi jeg ikke kan få luft.
Og så er det som regel her, jeg kommer i tanke om kameraet.
Jeg får det tændt og så vrøvler jeg ellers på fuld drøn i bar befippelse over episoden.
Det gjorde jeg også denne gang.
Jeg kan ikke rigtigt forklare det, men det er sådan en slags automatreaktion.
Så jeg har et par af den slags videoer på Youtube. Hvor jeg vrøvler løs og selvfølgelig har misset det essentielle, nemlig selve skuddet.

Nede på skudstedet kunne jeg imidlertid se, at skuddet var godt.
Pilen var fin og lyserød hele vejen op og der var masser af schweiss på bladene, der hvor bukken stod.
Den der fornemmelse af varme og lykke skyllede ind over mig.
Nu skulle han bare findes.
Men du godeste for en tur han havde taget.
Schweisssporet var tydeligt de første halvtreds meter, men så blev det sværere.
Jeg kravlede næsten afsted i skovbunden til sidst og bukken krydsede både væltede træstammer og en lille grøft.
En dråbe her og lidt strygeschweiss der.
To nye dråber og så lidt mere en meter længere fremme.
Efter henved hundrede meter lå han der.

2
Væltet om på siden med lyserøde bobler fra lungeskuddet.
Han var godt nok flot. En fin seksender med det smukkeste ansigt.
Ungdommelig men alligevel voksen og stærk.
Udgangshullet med boblerne sad lige over højre forben. Jeg havde altså ”ramt håndbolden”.
Men hvor havde pilen ramt?
Jeg vendte ham om og kunne lugte det med det samme.
Pilen var gået ind fem centimeter bag ribbenene og havde ramt tarmsystemet inden pilen fortsatte frem tværs gennem brysthulen og perforerede begge lunger inden den gik ud gennem skulderbladet på modsatte side.
Det var med andre ord et 100% dræbende skud.

3

Men havde jeg skullet stå i tårnet og tænke over, hvor langt jeg skulle tilbage på kroppen for at ”ramme håndbolden”, havde jeg næppe nået at afgive skuddet.

Han er en flot buk og jeg er meget glad for ham.
Han blev min fordi jeg ikke tøvede.
Fordi jeg stolede på min intuition.
Og svaret i ”Hvem Vil Være Millionær” VAR i øvrigt A: Egypten

Tøv aldrig.

Videoen fra ”efter skuddet” kan i øvrigt ses lige her: https://youtu.be/w3qr_WmShQc

Skriv et svar