Tahr blev til wallaby

Under en riffeljagt i de newzealandske bjerge for to år siden gik det så godt, at jeg bestemte mig for at vende tilbage til området igen. Dengang nedlagde jeg inden for blot et par dage to tahr på afstande, der uden at overdrive kunne betragtes som værende bueafstand. Området er perfekt til jagt med buen på tahr og min beslutning om at vende tilbage til det område indebar også et ønske om at gøre det med buen.

I marts 2017 var jeg atter tilbage. Buen var blevet slæbt hele vejen rundt om jorden. De seks medbragte pile var af høj kvalitet med tunge spidserne, der var ikke sparet på noget, nu skulle det være.

Dyrt, dårligt vejr og ingen tahr
Jeg har været ´på jagt efter tahr i mange forskellige områder i New Zealand, men kun været tæt nok på til at kunne skyde med buen i dette bestemte område.
Vel ankommet til New Zealand skulle det vise sig, som det ALTID gør på mine selvarrangerede jagter dernede, at intet gik efter planen.

Dels var bestanden skudt voldsomt ned i den let tilgængelige del af området, mens et nyligt overstået myndighedsorganiseret tahr-cull fra helikopter havde tyndet ud i bestanden længere inde. Samtidig blev vejret så dårligt i den periode, hvor vi skulle ind i det specifikke område, at det var omsonst at betale de omkring 7.000 kroner for at blive fløjet derind.
Altså, der var ikke mange tahr tilbage i det område vi kunne gå ind i og prisen kontra antal effektive jagttimer blev for høj med helikopter – en anden plan måtte søsættes.

New Zealandsk gæstfrihed
To år tidligere havde jeg ud over at nedlægge tahr på kort hold også haft glæden af at regulerer en håndfuld wallaby hos en lokal farmer i lavlandet. Her er det, i modsætning til i bjergene, muligt at jage selv i dårligt vejr, så med tunge regnskyer i bakspejlet begav vi os østover.

To år tidligere havde der ikke været voldsomt mange wallaby i området, da bestanden dengang var blev slået ned med gift (noget der er meget brugt i New Zealand, hvor man mange stede anser alt med pels eller klør som decideret skadevoldende). Her to år senere skulle det dog vise sig, at bestanden så småt var genetableret.

Selv om Nigel, der er manager på gårdens 600 hektarer, kun mente, at der var få dyr på farmen, må jeg sige, at jeg opfattede det anderledes. I det første morgenlys, fik jeg de første gensynsglimt med det område, hvor vi sidste gang kun jagede med riffel, og det jeg så var voldsomt.

Overalt i det visne græs kunne jeg se sorte, kegleformede silhuetter, der med jævne mellemrum tog et par hop gennem terrænet blot for at stoppe op igen og græsse.
At de små kænguruer ikke har nogle naturlige fjender i New Zealand og ikke er naturligt hjemmehørende er bl.a. en af grundende til Nigels gæstfrihed. Han har selv skudt i tusindvis af kaniner, harer og wallaby, så jagten er ikke længere interessant for ham. Han er kun glad for, at jeg gider at hjælpe, da de mange wallaby er hårde ved det græs, der gror i den magre jord. Uden græs intet kødkvæg og uden kødkvæg intet job til Nigel.

Men uanset denne regulerings-indgangsvinkel på hans invitation, så er han helt utrolig gæstfri …

Dobbelt bevæbning
At jeg denne gang ville jage med bue, syntes han da var interessant, men samtidig også at det måske ikke i samme grad som med kuglevåben ville hjælpe med nedbringelse af skadedyrene. Jeg havde derfor riflen med i min Vorn-rygsæk, der har et helt eminent våbenreleasesystem. Jeg kunne således nedlægge en lille håndfuld med riflen, i de sidste minutter, hvor det blev for mørkt til at jage med buen, ligesom jeg følte en sikkerhed ved at medbringe den i forhold til at fange evt. anskudte dyr af.

Det første dyr jeg kom tæt på sad i silhuet, hvorfor – jeg på trods af at området er totalt mennesketomt og på trods af at afstanden var blot fem meter – valgte ikke at skyde til. I det kuperede terræn ville jeg aldrig finde pilen igen og mulighederne for at komme til andre dyr så ud til at være talrige.

I stedet for at pürsche rundt i højderne valgte jeg i stedet at gå ned i dalen og pürsche langs det lille vandløb og afsøge sumpområderne omkring dette. Her var der langt bedre pilefang, ligesom mulighederne for skjul under pürschen var helt i top.

En nødvendig dødssynd
På lang afstand så jeg et enligt dyr. Jeg indledte pürschen og kom i løbet af 10 minutter ind på 20 meters afstand. Med buen trukket fornemmede jeg en smule feber, men sigtet var roligt på dyret, da pilen blev sluppet. I den spændende jagtsituation greb jeg buen i skudøjeblikket og skuddet gik ved siden af til højre for den lille kænguru.

Den stoppede igen efter kun 10 meters flugt. Qua at jeg stod stille efter skudafgivelsen og det faktum, at der intet knald lød, gjorde, at den ikke var specielt alarmeret. Jeg ventede lidt, pürschede mig igen ind på 20 meter, trak og greb (for he…..) igen buen i det pilen blev sluppet. Resultatet blev det samme, skuddet sad i græsset til højre for dyret.

Wallaby’en sprang ud på omkring 60 meter, inden den stoppede igen. Da havde jeg allerede lagt buen, udløst riflen af rygsæk og låst trådkorset på dyret.
I håbet om at tilfredsstille Nigels iver efter at få reduceret bestanden en smule, blev den en af tre, jeg nedlagde med riflen den morgen.
Snart var dyrene trukket i bushen, og hele eftermiddagen blev brugt på praktisk skydetræning såvel som mental om- og nulstilling. Fra nu af måtte det ikke gå galt.

Et sus
Samme aften pürschede jeg en stor han wallaby, der sammen med et par mindre dyr græssede under en lille græshøj. Selv om det er svært at afgøre, om en wallaby har fornemmet, at du er tæt på den eller ej, så er jeg sikker på, disse ikke havde opdaget noget. Med jævne mellemrum hoppede de lidt rundt i det samme område, græssede lidt eller ”krabbede” rundt på alle fire.

Fra 25 meters afstand slap jeg pilen, der med et fint sjuup penetrerede den store han. De to små dyr forsvandt med advarsels-stamp i jorden i lange spring og var væk. Den store han sprang lodret op i luften, kastede sig ned på siden, knækkede utroligt nok min big-game-stålpil og startede med blodet pulsende fra såret på skulderen sin ”dødsspurt”.

Fire lang hop tog han, inden han stoppede op, hoppede tre gange lodret på stedet og to gang med en bagudgående retning, inden han styrtede i græsset og rullede ned af bakken.

Fra da af gik det bedre med buejagten, og selv om jeg nedlagde en hel del wallaby i de mørke minutter efter solnedgang med riflen lykkedes det over de næste par dage at nedlægge yderligere tre dyr med buen.
Det, der skulle have været en fantastisk jagt på mit livs eneste tahr med buen, blev således til en spændende og indholdsrig jagt på wallaby.

Det fede ved jagten var, at jeg hver dag en time inden solnedgang og to timer efter solopgang kunne gå fra den ene pürsch til den næste. Så længe riflen ikke smældede, var der efter en mislykket bue-pürsch blot et andet dyr at gå på.

Planen er lagt
Der er ingen tvivl om, at jeg næste gang, jeg besøger New Zealand, igen vil besøge Nigel med min bue og tilbyde min hjælp – hvis ellers planerne ikke bliver ændret, som de jo altid gør på mine selvarrangerede turer Down Under!