Del indlæg

Sneged

Rocky Mountain High

De lange brune hår glinser i aftensolen og bevæger sig nærmest i bølger, akkompagneret af lyden af en vandflaske der bliver mishandlet på det groveste. På kun 10 meters afstand står jeg fastfrossen og kigger på det massive dyr, der uvidende om min pludselige tilstedeværelse, fortsætter med at snuse og tygge sig igennem vores rygsække. Dens ryg er lige så høj som ryggen på vores to-mandstelt, og den befinder sig tydeligvis godt på vores lejrplads, selvom der er menneskefært over det hele.  GRIZZLY…Den farligste af bjørnene, bjørnen der er kendt for at følge sporet af mangt en jægersmand, bjørnen der ikke nødvSneged-1endigvis er bange for mennesker – som f.eks. dens mindre fætter sortbjørnen – bjørnen der, hvis den opdager mig nu, højst sandsynligt vil betragte mig som en konkurrent til de lækre sandwicher, den kan lugte i rygsækkene….

Velkommen til de canadiske Rocky Mountains. Her er naturen som et postkort, afstandene enorme og oplevelserne store.
Lige så længe jeg kan huske, har jeg drømt om den canadiske vildmark. Følelsen af at jage i ægte vildmark, at kigge ud over et urørt landskab der ikke bliver brudt af huse, marker og veje, men af gletschere, bjerge og uendelige dale, er for mig noget helt specielt.
Med mig har jeg min trofaste recurvebue, der før har stået model til jagtlige strabadser i Canada. Men denne gang er lidt anderledes.. jeg er her for at nedlægge en sneged med min bue…eller i hvert fald prøve på det.
Som ivrige storvildtsjægere vil vide, så er verdens vilde bjergfår og -geder det ultimative inden for jagtlig udfordring. For at bruge en velkendt floskel, – når en erfaren storvildtjæger bliver træt af at skyde løver og bøfler, vender han opmærksomheden mod de højeste tinder, hvor får og geder trives. Terrænet alene sætter store krav til jægerens fysiske kunnen, for ikke at tale om disse arters nærmest overnaturlige syn !
Altså ikke ligefrem nogen højprocents jagt, men når sandheden skal frem, er det nok en af de faktorer, der tiltaler mig ved denne jagt, udover at jeg lider af en håbløs forelskelse i bjergjagt og den bedste måde at opleve bjergene på, er ved at være i dem og ikke bare kigge op på dem, som på en elg- eller hjortejagt.
Lige fra starten skulle denne tur vise sig at være rig på store oplevelser og hårrejsende udfordringer.

Det er den 2. af i alt 10 planlagte dage her. Vi ligger i det lune alpingræs, 8000 fod over havets overflade, og nyder de sidste solstråler, selvtilfredse og trætte efter en lang dags strabadser i bjergene. På min venstre side ligger min outfitter og guide, Troy, og laver krydsord i et meget krøllet canadisk ugeblad. 20 m. til højre for os har vi slået teltet op i en lille ”spoon” – en fordybning i bjergrygningen. Livet er godt, og jeg nyder endelig at være i vildmarken igen.

Pludselig hører jeg lyden af en sten der tager den lange vej ned af den nærmest lodrette afsats kun få meter bag os. Selvom der konstant triller sten ned af bjergsiderne uden videre grund, tænker jeg alligevel på, om det kan være en sneged der har forvildet sig vores vej. Jeg spidser ørene og lytter.
Lidt efter bliver stilheden endnu en gang afbrudt af de skarpe ”klonk klonk klonk”, fra en sten der trimler mod bjergets fod, denne gang lidt tættere på os. –Kunne det virkelig være ..?.?..
-Dyt..dyt..dyt….en sangfugl snakker lidt henne ved teltet på samme karakteristiske måde, som når en dansk solsort skælder ud på en ræv eller andet fire-benet rovvildt…
Jeg lister forsigtig derhen….

Normalt betragter vi – mennesket – os selv som toppen af fødekæden, men det er ikke lige den fornemmelse der rammer mig, da jeg ubevæbnet og på kun 10 meters afstand, opdager vores ubudne gæst, en fuldvoksen grizzlybjørn…..vildmarkens ubestridte konge….toppen af fødekæden.. !
Heldigvis er den store bjørn travlt optaget med vores rygsække, og den ænser slet ikke min pludselige tilstedeværelse. Efter et par sekunder har jeg kontakt til mine ben igen og  lister forsigtigt tilbage til Troy, der stadig ligger ned  –grizzly, hvisker jeg.
Troy kigger lidt tvivlende på mig…

Fuldstændig ubevæbnede som vi er, har vi ingen anden mulighed end at gå længere væk. Vi har ingen riffel med i det hele taget og min bue ligger henne ved teltet !
Vi følger bjergkammen væk, og da vi er omkring 80 m. fra teltet forsøger Troy sig med et råb,  -hey bear..fuck of.!  Den store bjørn kommer straks op fra fordybningen, kigger sig lidt omkring, og går så tilbage for at trampe rundt på teltet…ikke lige den reaktion vi havde håbet på !
Vi går længere væk, alt imens vi diskuterer vores muligheder. De er ikke mange. Troy har kun slippers på, og hans vandrestøvler ligger henne ved teltet ligesom vores overtøj, mad og  pandelamper. Vi er tre bjergtoppe og mindst fire timers hård vandring fra nærmeste vej, og det bliver snart mørkt.
Pludselig udbryder Troy -oh ohh, here he comes !…….

sneged-2Jeg tror aldrig, jeg vil glemme det syn der møder mig, da jeg vender mig om… 250 kg ophidset grizzlybjørn kommer dundrende imod os med foruroligende fart, og den er tydeligvis ikke venligt stemt !
-Er det virkelig nu , tænker jeg, – allerede ? – nej, det skal sgu være løgn !  Min bjørnelærdom fra utallige jagtvideoer og bøger tager over, og jeg får holdt fast i min ellers så vildmarksvante guide, der tydeligvis overvejer panikløsningen, at flygte. -Open your jacket and look big, and no matter what, stay next to me, do NOT back up ! siger jeg kommanderende til Troy.
Netop som vi åbner vores fleecejakker, stopper  bjørnen sit løb kun 10m. fra os. Den savler, spytter og urinerer helt vildt, imens det store brune hoved svinger ukontrollabelt frem og tilbage og frembringer en dyb pustende vejrtrækning, som kun meget store dyr kan frembringe den.
Jeg ved, at hvis vi prøver at bakke væk, vil Grizzliens rovdyrsinstinkt fortælle den, at vi er byttedyr, der skal fanges – et scenarie, jeg ikke engang tør tænke på, og vi bliver da også stående som forstenede med vores åbne jakker, imens sekunderne snegler sig af sted i denne surrealistiske, men yderst virkelige situation.
Den ophidsede bjørn skifter mellem at stå på bagben og at bevæge sig i halvcirkler omkring os. -Dont look it in the eyes ! siger Troy , men det gør jeg nu alligevel, -should we yell at it ? spørger jeg Troy med den mest rolige stemme jeg kan frembringe.  –No ! svarer han, med samme klang i stemmen som mig….

Om det varer 20 eller 60 sekunder, ved jeg ikke, men bjørnen bestemmer sig endelig til, at vi ikke er værd at spilde mere tid på, og går sin vej.
Vi står lettede tilbage, men er dog begge klar over, at legen ikke er ovre endnu. Vi aner ikke hvor bjørnen er gået hen, eller hvornår den kommer tilbage efter resten af dens bytte, vores madpakker.
Efter en intens tur tilbage til teltet lynpakker Troy vores grej, imens jeg står ”vagt” med buen. Vi har fire timers natlig bjergvandring med fuld oppakning foran os. En hjemtur der er en historie i sig selv, med omveje, utallige fald på de glatte, mosbegroede bjergsider og den helt specielle fornemmelse af at gå bagerst i bulderravende mørke, imens man husker på de mange historier om bjørne, der går på spor af uheldige jægersmænd.
Da vi endelig ankommer til fire-hjulstrækkeren, er det langt ud på natten, og der bliver ikke sagt meget på den to timer lange køretur tilbage til bjælkehytterne.

Dagen efter får jeg mulighed for at ringe hjem til min gravide kæreste. Jeg fortæller hende ikke om vores møde med grizzlien…

Ét forkert skridt vil i bedste fald resultere i brækkede knogler,
værste fald tør jeg slet ikke tænke på
Oreamnos americanus, den amerikanske sneged, er Nordamerikas mest bjergspecialiserede pattedyr. Dens plumpe krop og unikke skeletopbygning sætter den i stand til at kunne stå på en klippeafsats så lille som 15x5cm og endda kunne vende sig 180 grader på selv samme sted.  En voksen han, kaldet en billygoat, kan veje op til 150 kg og snegedens  hvide pels er en af verdens smukkeste trofæer, kun overgået i hårlængde af moskusoksens hårpragt.
Det er i vores fortsatte søgen efter en skudchance til denne, bjergenes ukronede konge, at vi på 4. dagen rider vi ind i en 20 km lang dal omkranset af nogle af Canadas højeste bjerge.
Naturen er fuldstændig urørt her og er uden sammenligning det smukkeste jagtområde, jeg nogensinde har set. Vi har planlagt at skulle jage i denne dal i tre dage, men har læsset pakhesten med mad til fire dage for en sikkerheds skyld.
Jeg nyder hvert et sekund, som var det det sidste og tænker på de sidste tre dages hændelser. Vi havde allerede prøvet at blive angrebet af en grizzly, vi havde set en sortbjørn der, i fuldt dagslys, gik ind i haven til et beboet hus og satte sig på græsplænen for at spise æbler, vi havde vandret og klatret op og ned af kilometervis af stejle bjergsider, og jeg havde allerede været inde på 50 m. af en sneged, uden at den opdagede mig.
Jeg skulle dog helst ind på 30 m. eller mindre for at kunne afgive et præcist skud med buen. Bueskydning kræver megen træning og skal holdes ved lige året rundt, og jeg havde intensiveret min normale træning i flere måneder før denne tur. Især skud nedad havde haft min opmærksomhed, da både form og sigtebillede er anderledes end ved vandrette skud, og jeg vidste, at hvis jeg ville få et skud til en sneged, ville det højst sandsynligt være nedad.

Vejret er fantastisk og sigtbarheden god. Efter nogle timers ridt gør vi holdt for at afsøge de omkringliggende bjerge for hvide pletter. Troy ligger på jorden med hans 42x spotting scope, og jeg bruger min lille 10×25 swarovski der, ligesom det meste af mit medbragte tøj og grej, er specielt udvalgt til denne tur.
Den storslåede natur tryllebinder os med et patchwork af flotte efterårsfarver. Der ligger et tæt tæppe af høje graner fra bunden af dalen og et godt stykke op af de enorme bjergsider. Længere oppe skifter bevoksningen over i små vindblæste træer og buske, for til sidst at gå over i de ugæstfrie og til tider næsten lodrette klippemasser, der strækker sig mod himlen for blidt at blive omfavnet af de hvide dunede skyer.
Vi spotter geder på tre forskellige bjerge, alle sammen i omkring 2,5 kilometers højde, cirka der hvor vegetationen holder op. Ingen af dem vil være lette at komme til, nogen endda direkte umulige. Vi snakker lidt om vores muligheder, og bliver enige om at prøve kræfter med en enlig ged på det nærmeste bjerg.
Vi tager os god tid til at studere vores udvalgte rute og gemme pejlemærker på ”harddisken”, mens vi spiser en sandwich, og så er det af sted.
De første 45 min. må vi kæmpe os igennem en tæt jungle af tre m. højt ellekrat. Storsvedende bryder vi ud af ellekrattet lige foran vores udvalgte rute – en lang kløft, der løber hele vejen op ad bjergsiden, midt i et flere hundrede meter bredt stenskred.

-Hmm…it looks pretty bad up there, siger Troy, og peger op på den øverste halvdel af ruten.
-Jeg syntes nu ikke det ser så slemt ud, tænker jeg stille ved mig selv, mens jeg strammer snørebåndende på mine nye – men allerede maltrakterede – bjergstøvler.
Men jeg skulle blive klogere.
Efter et par timers klatring begynder de solide klippevægge at blive mere og mere stejle, og den ene lodrette flade afløser den anden. Jeg må spænde buen fast på rygsækken for at have begge hænder fri, og Troy bander den, nyligt, medbragte riffel langt væk.
Jeg er normalt ikke højdeskræk, men der er flere gange hvor jeg må trykke mig helt ind til bjergvæggen og tage en dyb indånding for ikke at blive svimmel. Ét forkert skridt vil i bedste fald resultere i brækkede knogler, værste fald tør jeg slet ikke tænke på.
Da vi endelig når op i den planlagte højde, er det fem timer siden at vi forlod hestene i dalen, og vi er begge lettede over at have overstået ( overlevet ) klatreturen, der de sidste par timer havde været næsten lige så nervepirrende som episoden med grizzlien.
Det lykkedes os at finde den flotte billygoat vi havde set fra bunden af dalen og efter en længere pürsh på de stejle klippesider, når jeg ind på omkring 30 m., blot for at blive opdaget i sidste sekund, pis !
Og det skulle blive meget typisk for de næste tre dage vi tilbragte i denne storslåede dal. Hver dag bød på nye klatreture og intense oplevelser. Det var et meget vildtrigt område og vi så både elg, muledeer, sortbjørn og en grizzly med unger. Desværre lykkedes det ikke at få en reel skudchance til en sneged, selvom det var meget tæt på et par gange.

Den barberbladsskarpe pil forsvinder i de lange hvide hår med et thump

På turens 8. dag begiver vi os ind i et nyt område, og jeg må indrømme at jeg, for første gang nogensinde i de fem år jeg har jagtet med buen i ind- og udland, overvejer at bruge en riffel. Men min viljestyrke overvinder heldigvis. Hvis man ikke kan acceptere risikoen for at vende tomhændet hjem, skal man ikke jage med bue i første omgang. -Det har jeg altid sagt, og det må jeg stå ved, tænker jeg flere gange.

Men Troy havde gemt et helt specielt sted til os. Det skulle blive en rigtig god dag !

Iltunderskuddet i den tynde bjergluft er tydeligt mærkbart, og vores lunger kører på højtryk for at genoprette oxygen balancen efter turens, til dato, hårdeste klatretur.
Vores t-shirts er drivvåde af sved og vi skifter til nogle tørre, imens Troy fortæller mig sin plan.
Vi står på en såkaldt ”saddel”, en lang rygning der forbinder to bjerge. Jeg skal gemme mig ved en meget kraftig veksel, der løber langs toppen af sadlen , og han vil så prøve at drive eventuelle geder fra det ene bjerg og over forbi mig.  –Be ready ! With a little luck, they will come running this way. It might take 15 minutes or 2 hours, I dont know, just be ready !  siger han, før han forsvinder over mod det nordligste bjerg.
Efter en times tid hører jeg pludselig den efterhånden velkendte lyd af sten der falder.
Jeg sidder gemt bag en lille vold og er ikke i stand til at se hvilket dyr, der har tænkt sig at aflægge mig et besøg denne gang, men min fornemmelse siger mig, at det er en velkommen gæst.
Lidt efter falder der sten igen, denne gang lidt tættere på.
Jeg sætter mig klar med buen og venter spændt. Der er helt stille i et halvt minuts tid, før de to billygoats pludselig springer forbi mig et godt stykke uden for min max afstand.  -Pokkers ! De har garanteret været på vej mod mig først og så fået fært af mig. Der røg min sidste chance, tænker jeg.

Bedst som jeg sidder og funderer lidt over situationen, dukker der pludselig fem hvide pletter op på det bjerg, Troy er på. Yes ! der er stadig håb.
Jeg gennemsøger bjerget i min kikkert for at se, om jeg kan se Troy nogen steder, men pludselig sætter gederne i løb ned af bjerget, og tager retning lige mod mig !!..
Jeg sætter mig i skudklar position, og adrenalinet begynder at pumpe i hele min krop. Jeg kan tydeligt høre hvordan stenene falder igen, hvorefter der bliver stille…. Hvis de følger vekslen, vil de komme lige forbi mig 10 meter længere nede ad bjerget.sneged3

Det første jeg ser, er de to sorte horn der kommer nærmere og nærmere lige på den anden side af volden. Yes ! Den følger vekslen !! Bukkefeberen har voldsomt tag i mig. Det er nu eller aldrig !
Lige før snegeden træder frem, trækker jeg buen, og bliver helt rolig. Den stopper og kigger op imod mig, men for sent. Den barberbladsskarpe pil forsvinder i de lange hvide hår med et thump, og den hårdt ramte ged når ikke at løbe mere end 20 meter, før den bliver helt rød på udgangssiden. Efter 30-40 meter forsvinder benene under den, og det 100 kilo tunge dyr triller ned af bjergsiden i et inferno af hvidt, rødt og gråt
Troy havde set det hele oppe fra bjerget og kommer hurtigt ned til mig.
Efter et par minutters ros af hinandens evner som jægere og en genopfyldning af sukkerdepoterne, begiver vi os ned mod den hvide plet 6-700 meter længere nede af den stejle bjergside.
Det var en hunged, en såkaldt ”nanny” jeg havde skudt. De er lidt mindre af krop end billygoats og har tyndere horn, men jeg var lykkelig for mit bytte alligevel. Det havde hele tiden været mit mål at nedlægge den første voksne sneged, der ville give mig en skudchance. Pilen var gået igennem skulderbladet, begge lunger og havde kappet den store kropsarterie, aorta. Geden havde mistet bevidstheden efter få sekunder.

Selvom vi havde adskellige timers klatring ad brusende elvsider og glatte sten foran os, føltes det som en dans på roser…for vi havde rygsækkene fyldt til randen af den tykke hvide pels og det lækre kød fra en sneged, min sneged !