Skyd lavt

Del indlæg

Skyd lavt

Skyd lavt FADB Henrik NHenrik Nicolajsen fra Billund har haft buejagttegn siden 2014. Han har siden, han erhvervede dette, virkelig fundet interesse i jagtformen. Han har nedlagt en del råvildt herhjemme, men det er også blevet til flere ture udenlands. Bl.a. har han i Spanien nedlagt stenbuk, muflon og mankefår.

Da han fik mulighed for at rejse med til Afrika og teste sine evner som buejæger, slog han straks til. Således mødte jeg ham på den sydlige halvkugle under hans første tur til det vildtrige kontinent. Jagten foregik som en blanding af jagt fra blinds, tree stands og decideret pyrsch – godt og udfordrende.

Pileplacering på afrikansk vildt er som på alt andet vildt særdeles vigtig. Buejægere med stor erfaring i jagt på afrikanske arter er af den overbevisning, at man ikke kan sigte for lavt. De vitale dele på afrikansk vildt er generelt ”mast” sammen lavt og langt fremme.

Pilen skal derfor skydes ind over forbenet, i den nederste tredjedel af kroppen og gerne i en vinkel, så pilen trænger ind lidt bagfra. Altså forstået sådan, at det er en fordel, hvis dyret står med bagenden en smule mod skytten, der således kan sætte pilen ind lige bag skulderbladet.

– En eftermiddag sidder vi et blindt, da et vortesvin nærmer sig. Han er nervøs, afsøger hele tiden omgivelserne for fare, er hele tiden på stikkerne, fortæller Henrik.

– Vortesvinet står på cirka 20 meter, og jeg sigter med min 25 meters pind. Jeg sætter, hvad der ligner, en fin pil på skulderen af vortesvinet. Da vortesvinet øjeblikkeligt vender rundt, kan jeg se, udgangshullet lige over den store skuldermuskel. Det sidder fint, men indgangshullet må være 4-5 cm for højt, fortæller han.

De venter en halv times tid, inden de, presset af det hurtigt aftagende dagslys, går i gang med eftersøgningen. De sporer svinet over 100 meter, inden PH’en vælger at indstille eftersøgningen til næste morgen. Der er ikke meget schweiss at gå på, og det er efterhånden blevet mørkt.

Vi, der har været i lignende situationer, ved, at søvnen sådan en nat kan være halvdårlig, men Henrik sover egentlig ret godt.

– PH’en konstaterede efter vi havde set mit video materiale igennem, at skuddet sad helt fint. Men med et dobbelt lungeskud i toppen af lungerne, mente han samtidig, at grisen ville løbe 300-400 meter. Det var præcis på den afstand fra skudstedet, vi næste morgen fandt den, forendt, fortæller han.

Selv om skuddet var dødeligt, og selv om det sad i den nedre halvdel af dyret, har Henrik lært noget af situationen:

– Når det kommer til afrikansk vildt, kan man faktisk ikke sigte for lavt på kroppen. Dyrene er meget på vagt, og ved den mindste lyd sætter de af. Dette kombineret med at de vitale dele sidder så langt fremme og så dybt i dyret, betyder, at man bør holde helt i bunden af det vitale område, slutter han.

De erfarne folk, der var med på denne tur, havde endnu aldrig oplevet at buejægere på jagt i Afrika, har skudt under dyret. Så der er kun en konklusion: Sigt lavt, meget lavt!

Henrik nedlagt på turen også Blue wildebeest (120-275 kilo) og sabel (200-300 kilo). Begge løb 50-60 meter med velplacerede pile. Situationerne understregede, hvad vi alle ved: Bue og pil er særdeles effektivt til storvildt!

Henrik brugte 35 grams pile med trebladet Grimreaper spidser under jagten.

Turen var arrangeret med: Gaspare Spanio Safaris