Regulering af mårhunde
Indtil i juni i år måtte vi buejægere vente, til jagttiden gik ind den 1. september, for at kunne jage mårhund med vores våben. I begyndelsen af juni blev det dog muligt for buejægere – via revirets ejer eller forpagter – at søge om dispensation til at regulere mårhunden på jagten.
Ansøgningen sker på: https://mst.dk/friluftsliv/jagt/skadevoldende-vildt/
En skygge på bait-pladsen
En af de buejægere, der greb chancen for at nedlægge mårhund, var Rasmus Petersen. En nat tidligere på sommeren kl. 23:27 var han heldig at nedlægge en flot han mårhund. Han fortæller, at skudafstanden var syv-otte meter, og at mårhunden faldt for en 33 gram jagtpil med fastbladet jagtspids.
Mårhunden blev ramt med en ren hjertepil og blev bogstavelig talt naglet til jorden – han løb altså ingen steder.
Rasmus sad i en climber tre-fire meter over bait-pladsen, hvor han fodrer med ost. På trods af den korte afstand hørte han ikke mårhunden komme ind på pladsen, men opdagede den ved, at der var en skygge, som bevægede sig rundt på pladsen.
Rasmus trak buen, tog sigte ned mod pladsen, og først da han havde fundet sit ankerpunkt, trykkede han på kontakten til lygten. Mårhunden reagerede ikke på det grønne lys og Rasmus fandt hurtigt træfområdet og slap pilen.
Pilen træf helt perfekt, og mårhunden faldt sammen efter et par spjæt og lidt grynt. Rasmus blev siddende i træet små 30 min. efter skuddet, for at se om der var flere mårhunde – for måske var også de sultne.
Der kom dog ikke flere, men én mårhund med buen er da også mere, end de fleste af os bare tør drømme om.
Dramatisk udvikling
Mårhunden stammer oprindeligt fra Østasien og blev første gang registreret i naturen i Danmark i 1980 ved Vejle. I perioden fra 1995 til 2003 blev kun 25 mårhunde registreret, men siden da er antallet steget dramatisk. Ud fra beregninger vurderes bestanden på nuværende tidspunkt at være på mange tusinde individer.
Der er tale om en invasiv art, som bekæmpes i hele EU, men arten synes alligevel ude af kontrol i Jylland. I den seneste jagtsæson 2018/2019 blev der nedlagt mere end 3.000 mårhunde herhjemme, mens der for blot 11 år siden, blot blev nedlagt fire.