Pyrsch på en overkommelig art – film

På buejagt vil jeg allerhelst pyrsche vildtet, hvis det er muligt. Skal jeg sidde på anstand, foretrækker jeg helt ærligt at sidde med jagtriflen, der jo ofte byder på aktion noget hurtigere – mit temperament passer bare ikke til endeløse timer i venten.

Er der mulighed for at spotte vildtet fra skydestigen og derefter indlede en pyrsch, kan jagtformen være helt fin, men at sidde stille i 100 timer for at nedlægge en buk, det kommer ikke til at ske.

Den 3D camouflerede hat af for dem, der har tålmodighed til det og ikke mindst har evnen til at sidde stille og holde fokus. At sidde stille i længere tid og samtidig holde fokus er i sig selv et jagtligt talent, som eks. også stenalderjægere må have besiddet. Var der hos den tids buejægere for mange bevægelser i deres venten på bytte, har den darwinistiske selektion ganske sikkert budt på en helt naturlig problemløsning – sult!

Nå, men i en moderne tid, hvor dette naturlige selektionsapparat på mange områder er sat ud af funktion, er det altså muligt at have den holdning, jeg har.

Nogle vildtarter er ekstremt svære at pyrsche med bue, mens andre er mere overkommelige at komme tæt på. Mit temperament er måske også mere til pyrsch på de lidt lettere arter, end de sværeste.

Det er selvfølgelig altid federe at pyrsche sig tæt på en svær art/individ som en gammel råbuk eller kronhjort, men alligevel vil jeg gerne have en reel chance for succes – så jeg er ikke meget kræsen.

Når jeg er på jagtrejse, har jeg ofte, ud over min riffel, også ofte buen med. Man kan jo aldrig vide, hvilke muligheder, der byder sig, og jeg har da været relativt tæt på både kronhjort og tahr under pyrsch med buen, men altså uden det er lykkedes.

Arter som moskusokse, kalkun, australske vildsvin og vildgeder har til gengæld fundet vej til min jagtjournal over arter nedlagt på pyrsche med bue. Alle er det arter, som er lettere, at pyrsche end de sværeste arter, men alligevel byder de på udfordringer – i hvert for en buejæger med mine evner.

I denne korte film pyrscher jeg en af de mest taknemmelige arter for en buejæger – nemlig vildgeder i New Zealand. Selv om det ikke er den sværeste vildtart at pyrsche, håber jeg, at du alligevel har lyst at se denne meget korte film fra pyrschen på den største vildged, jeg til dato har nedlagt med bue.