På jagt med medierne

Tre årsager til kommunikative katastrofer og hvordan man undgår dem

Interessen omkring jagten i almindelighed og buejagten i særdeleshed, har aldrig været højere. Selvom kravene til jagtprøven er skruet op, kommer der stadig flere jægere, og film som Hunger games, TV shows, artikler i blade og aviser, gør ikke interessen mindre. Vi er kommet for at blive i mediebilledet. Men hvis man ikke passer på, kan det vende på en tallerken. Det kræver nemlig ikke ikke mere end en eller to negative historier, førend naturens muntre sønner og døtre, pludselig bliver de onde jægere fra Disneys Bambi.

I de seneste 4 år har jeg haft den store ære at få lov til at forklare, forsvare og kæmpe for jagtens retfærdiggørelse i dagens Danmark, i både tv, radio og alle mulige andre medieformater. For det meste er det gået godt. Men der har bestemt også været et par svipsere imellem, som jeg sagtens kunne have levet uden. Baseret på mine personlige erfaringer med at tosse rundt for åben skærm, har jeg lavet en lille guide til andre, der heller ikke er bange for at stille op for det de tror på, og som gerne vil sikre sig, at deres budskab bliver godt modtaget. For ligesom brandtrekantens tre elementer, er der tre årsager til at udviklingen af en mediekatastrofe, når vi taler om jagt. Og hvis man kender dem, kan man meget nemt sikre, at ens gode historie, ikke eksplodere i ansigtet på en.

Det første element: Sultne journalister
Jagten i Danmark har længe redet på en pr. bølge, hvor vi har nydt godt af den positive historie, som danske jægere repræsentere, om det moderne menneskes kontakt med naturen og deres egen plads i den. Men i de seneste par måneder er vi begyndt at se journalister, der ikke længere taber næse og mund, bare fordi vi skyder vores egen mad, og går i grønt tøj. Efter 3-4 års positive historier, er der nemlig altid nogen der begynder at stille spørgsmålet: “Er det hele som det skal være?”. Dette er selvfølgelig både godt og udemærket. At være kritisk overfor det som alle andre tager for givet, er jo en af kærneværdierne i god journalistik. Og det er den samme kritik overfor kølediskens konsekvensløse ligegyldighed, som fik journalsterne til at bide på drømmen om jagten, i første omgang. Men selve det “at vi går på jagt” er ikke længere en historie i sig selv.

Der skal noget mere kød på bordet. Så hvis man er jæger, og gerne vil fortælle sin historie i medierne, skal man være opmærksom på, at man ikke selv ender på nyhedskrogen. Derfor er det vigtigt at dem af os, der bliver spurgt af journalister, eller som selv tager kontakt, har en meget klar aftale om præmisserne for deltagelse på skrift. Og selvom det er sjældent at den flinke journalist, ikke er hvad de gir sig ud for at være, så findes der enkelte journalister derude, der ikke er blege for at trykke en meget anderledes historie, end hvad man havde aftalt på forhånd over telefonen (Jeg har jeg selv oplevet dette enkelt gang, og fortryder stadig bitterligt, at jeg ikke havde en aftale på skrift med den formastelige). Hvis man ikke føler sig rustet til at håndtere en negativ vinkel eller svare på direkte kritik, skal man nemlig kunne sige fra på forhånd. Og kommer der først en historie i medierne med en bestemt vinkel, er meget svært at gøre noget ved den, selvom man har både retten, virkligheden og almen journalistisk etik på sin side.

Det andet element: Jagtkritikere
Den anden årsag til, at en dårlig historie kan udvikle sig til en mediestrom, er selvfølgelig at der findes en del grupper og organisationer som ikke nødvendigvis kan lide os. Dette er sådan set ikke vores skyld, men kan skyldes alt fra et ideologisk ønske om at beskytte af naturen (og et økonomisk incitament til at være de eneste der gør dette…), eller et quasi religiøst forhold til naturen, som et sted hvor mennesker ikke høre hjemme, og hvor man grundlæggende ikke må slå dyr ihjel (og hvis man gør, skal et helst ske i et slagteri hvor man ikke kan se det ske). Disse jagtkritiske organisationer, er rent ud sagt meget trætte af os. For vi har gjort det rigtigt godt de sidste par år, både i medierne, og i befolkningens bevidsthed.

Efter at have set jægere portrætteret som naturens helte og dyrenes ligemænd i medierne, har antijægerne smidt handskerne og startet deres egen mediemaskine for alvor. Og det er de dygtige til. For bilulykker sælger flere blade end børnefødsler, og i det moderne mediebillede, kræver det ikke mere end en dårlig historie, at få folk til at glemme alt det gode man har gjort. Derfor er de jagtkritiske organisationer, også begyndt at pitche historier og citater til medierne, som bestemt ikke er flatterende for alle os i grønt. Har man en mulighed for at diskutere tingene for åben skærm, baseret på fakta og gennemarbejde argumenter, er det ofte ret nemt at pille eventuelle kritikkere ned på et niveau, hvor alle kan se, at argumenter ikke holder vand (Dette er også årsagen til at man sjældent ser jagtkritiske organisationer i paneldebatter). Men med en voksende skare af jægere, et øget fokus på hvad vi laver, og et globalt flow af historier på sociale medier, sker det desværre at negative historier stikker hovedet frem, og tjener antijægerens interesser i en grad, der er meget svære gøre noget ved.

Det tredie element: Flosset etik
Man behøver vidst ikke at sige andet en “Løven Cecil” for at minde folk om den måske mest jagtskadelige historie i medierne, de sidste 10 år. Men det er nok de færreste der tænker over, at hele misseren kunne have været undgået, hvis man bare havde været ærlig fra starten. Til dem der har boet under en sten hele 2015, handler historien om en Amerikansk jæger, der skød en løve med bue over et bait i Zimbabwe. Efter at have skudt løven, fandt den eller så glade jæger ud af at løven havde en elektronisk mærkning om halsen. Af uransagelige årsager forsøgte PH’en og jægeren at ødelægge senderen, i stedet for bare at aflevere den hos nationalparken. En frustreret forsker skrev derefter på twitter om hvor sørgeligt det var at den “berømte løve Cecil” var blevet skudt. Og så kørte toget.

Det er nemlig ikke særligt svært at sælge historien om en ond jæger, der skyder en elskede navngiven løve, til en global befolkning der er vokset på med “Løvernes konge”. Den amerikanske jæger kunne intet gøre. I stedet for at være ærlig fra starten, havde jo forsøgt at ødelægge “beviserne”. Resultatet var at han måtte lukke sin praksis i USA, og gå under jorden af frygt for sit liv. At det senere viste sig, at jagten var foregået på fuld lovlig vis, var der ikke rigtigt nogen der gad at bruge tid eller energi på. Skaden var sket, og det i en sådan grad, at danske jægere blev trukket ind i bedste sendetid, for at forklare hvordan vi kan retfædiggøre trofæjagt i en bred forstand.

Men en ting er når medierne korsfæster en for noget, man ikke har gjort. Noget andet er når en af jagtens frontfigurer bliver taget i en ulovlig, eller stærkt uetisk handling, som det er sket for flere amerikanske jagtberømtheder. Når kameraet ruller og mediernes søgelys er på en, er der desværre nogen der skyder en hvid på efter etikken. Især når det betyder, at man får det “kill shot” eller verdensrekordtrofæ, der gerne skulle sikre en pladsen blandt jagtes legender. Men det er og bliver ikke det værd. Der er altid nogen der ved hvad man har gjort, og har man først begået ulovligheder for åben skærm, påvirker det ikke bare en selv, men alle andre jægere, som man har gjort sig selv til talsmand for. Så bliver man helt sikkert husket. Men som jagtens værste fjende. Og det kan man ikke lige løbe fra.

Nu er der selvfølgelig ikke nogen danske buejægere, der er så småt begavede, at de vil ofre alle deres kameraters ære og rygte, for at få 15 minutters berømmelse. Men selvom man har de bedste intentioner, er det stadig super vigtigt, at dem der stiller op til artikler, tv eller andre mediebegivenheder, altid er 100% sikre på, at de kun foretager sig noget, der er helt og aldeles i orden, med både lovgivingen og de jagtetiske retningslinjer. Og at man ikke roder sig ud i noget, man ikke kan komme tilbage fra. Skulle det alligvel ske at man laver en fejl, er der ikke andet at gøre end at være ærlig. For der sker nogen gange mærkelige ting når man er på jagt, eller når nerverne står ud af ørerne på en. Men har man loven og etikken på sin side, kan selv en kritisk journalist godt forstå, hvis man siger at man er ked af, hvis noget ikke gik som planlagt.

Kom med op på barrikaderne
Men hvis der er så mange risici forbundet med at blande sig i mediekampen, burde vi alle ikke bare overlade kommunikationen til medietrænede profesionelle? Det mener jeg i den grad ikke at man skal. Snare tvært imod. Vores styrke er jo lige netop at jagten er for alle, og at vi alle som en, har en god historie, der er værd at fortælle. Derfor der det vigtigt at vi bliver ved at med at stå på mål for hvem vi er, og at vi viser buejagtens mange ansigter. Vi skal bare være meget stramme i reglerne for vores deltagelse, og kende konsekvenserne for hvad der sker, hvis det går galt.

Hvis du selv har lyst til at sprede den gode og vigtige historie om hvem vi er, har jeg lavet 5 gode råd til hvad du skal tænke over for at sikre at din historie bliver en succes.

  1. Fokuser på budskabet. Sørg for at have en klar historie, der er nem at forstå. Lad dig ikke slå ud af kritiske spørgsmål, men gentag gerne budskabet flere gange, og på flere måder. Husk at du kun bliver citeret for det du siger, men også at du kan citeres for alt hvad du siger.
  2. Hav en klar aftale på skrift. Sørg for at journalisten og dig har afstemt historien, og insister på at læse eventuelle artikler igennem inden de går i tryggen. Dette skal du have på skrift. Altid. Er du utryg ved journalisten, eller historien, så drop den. Det er ikke det værd.
  3. Hold styr på fakta. Hvis der er noget du er usikker på, så læs op på det inden du skal deltage. Hold dig til hvad du ved. Og for alt i verdenen: hold dig altid til sandheden.
  4. Lad være med at deltage i noget, du ikke har det helt godt med, eller kan klare overbevisende. Du skal heller aldrig lade dig overtale til at deltage i noget, som du godt ved at lidt risikabelt. I sidste ende er det dig, og ikke journalisten, der sidder med lorten, hvis det går galt.
  5. Kontakt FADB for presserådgivning, fakta og assistance. Jeg har selv gjort dette mange gange og det er en kæmpe hjælp at have eksperter til at rådgive en om fakta og forhold, som man måske ikke havde tænkt over.

Skriv et svar