Natjagt med buen

I foråret 2014 var Jens-Erik Krag og Anette Olsen på en måned rundrejse på Sydøen i New Zealands. Med sig havde de buen, der bl.a. blev brugt til natjagt på opossum. Turen startede dog med tørfluefiskeri efter bækørred. Ved den fiskemetode er der – lige som ved buejagt – tale om en forfinet form for jagt. Jens-Erik fortæller:

– Vi gik langs den klarvandede flod, så fisken – typisk bag en sten eller et andet strømstille sted – og præsenterede fluen for den. En gang i mellem slog fisken til, og på den tur fangede jeg min første fisk nogensinde på tørflue.

– Fiskeriet foregik med buen på ryggen. Der var kronvildt i dalen, og jeg så rent faktisk tre stykker kronvildt på modsatte side af floden, men de var mellem 1 og 1,5 km borte, og det var sent på morgenen. De trak ind i tykningen, inden jeg kunne nå at pürsche dem. Vi skulle ud af dalen tidligt næste dag, så en jagt på krondyrene næste morgen samme sted blev aldrig til noget.

– Efter fisketuren blev det til en hvalsafari. Herefter kørte vi langs kysten mod syd, og det gav nogle gode oplevelser med bl.a. albatrosser undervejs. Vi kørte stort set så langt sydpå som muligt og endte op ved Catlins på en campingplads, helt ude ved Stillehavets brusende kyst. Det var en larmende nabo, men larmende på den fede måde. Her boede vi hos en af mine venner i New Zealand – Tim Buma – der er outfitter, og som har jaget alt, der er værd at jage dernede.

– Tim og hans hustru havde tilknytning til campingpladsen, som hun bestyrede, mens han gik til hånde, når han ikke lige var på jagt. Campingpladsen dannede til den ene side nabo lige op af en statsskov, så der var så at sige kronvildt i baghaven. Jeg lånte en riffel af Tim og sad nogle gange efter kronvildt, men uden succes, så vi skiftede snart både vildtart og taktik.

– Vildtarten, vi skiftede til at jage, var opossum, der i New Zealand anses som en stor skadevolder i forhold til den oprindelige fauna. Jagtformen var en New Zealand-klassiker – nemlig jagt med spotlight om natten. I stedet for riffel, ville vi dog prøve jagtlykken med buen, og det var Anette, der fik første chance til en opossum. Inden der blev skudt, søgte den op i et træ, så vi lyste på den. Øjnene reflekterede perfekt og kroppen kunne også ses, så Anette trak buen, tog sigte og slap pilen.

– Lysnocken var mere end almindelig let at se, da den trak et lysspor i den mørke nat mod det lille dyr. Der var perfekt træf, og det påskudte dyr slap straks grebet omkring stammen og styrtede mod jorden. I skovbunden tog det flugten, hvilket så ret spektakulært ud – nærmest som om den ”glødende” lysnock ”dansede” gennem skoven. Efter 15 meter faldt pelsdyret forendt i skoven. Denne opossum var Anettes første stykke vildt nogensinde, og hun var ovenud lykkelig, men nu var det altså min tur.

– Noget af det svære, ved denne jagtform med buen, er at komme ud af bilen, få trukket, taget sigte og sluppet pilen, inden dyret springer. Samtidig er det vigtigt på buejagt at kende den nøjagtige afstand, da sigtepunktet som bekendt er forskelligt, i forhold til om dyret er på 10 eller 25 meter. Jeg havde et par chancer, som mest pga. afstandsbedømmelsen ikke gik helt efter planen, men aftenen efter Anettes succes lykkedes det også mig at nedlægge et af de specieltudseende pattedyr.

– Min opussum blev også skudt i et træ, men da jeg trækker nogle flere pund end Anette, strøg min pil med den synlige lysnock lige igennem dyret, og jeg måtte lede lidt i underskoven med lyset, inden jeg fandt et schweissspor, jeg kunne følge. Jeg fulgte det et stykke, kunne se øjnene lyse i skovbunden, men også kroppen, så jeg satte endnu en pil i dyret – en pil som dog havde været unødvendig, men i mørket er der ingen grund til at tage chancer.

Skriv et svar