Morten i Missouri

En fælles interesse omkring krudtvåben bragte Morten Olsen i kontakt med en amerikaner fra Missouri – de to aftalte at mødes og det blev på en buejagt

Morten, der har haft buejagttegn siden 1992 og nedlagt råbukke, fuglevildt og kronvildt i Ungarn, fortæller:

Min amerikanske jagtkammerat oprettede i 2009 et forum for folk med Blaser rifler. På den platform talte vi sammen om, at jeg godt kunne tænke mig at komme til USA og skyde kalkuner, men det blev aldrig rigtigt til noget. I januar sidste år fandt vi dog ud af, at han havde noget ferie i oktober, hvor der var jagtsæson med bue på whitetail, og at jeg i samme periode havde fri fra arbejdet. Vi aftalte derfor, at jeg skulle komme over og besøge ham på hans lille farm i Missouri … og gå lidt på jagt.

Buk til fodermarken
Han har selv skudt med bue tidligere og inviterede mig, bl.a. af den grund, at jeg er buejæger. Han havde lavet fodermarker i skoven, og ved en af disse havde han sat en tree stand op. Efter at have købt tags – jeg købte tag til en whitetail buk som også inkluderede to hundyr og kalkun, skulle en sådan komme for – satte jeg mig ned i tree stand’en en morgen. Allerede tidligt kom der et par hundyr bagfra, men enten så de mig, eller også fik de fært af mig, for de sprang i hvert fald fra stedet.

Klokken ni var jeg på vej til at ville kravle ned, men lige inden jeg skulle til at begynde på det, så jeg en buk komme ind på fodermarken. Den kom direkte over mod mig, og da den passerede et lille træ 20 meter væk, trak jeg buen og stoppede den kort efter med en lille lyd … jeg skød. Pilen traf og den løb fra stedet. Kort efter slog den en kolbøtte, men var straks oppe igen og forsvandt. Jeg blev siddende et stykke tid inden jeg gik ned. Da jeg kom over til skudstedet, kunne jeg hører noget bevæge sig i skoven og fik den tanke, at det måske ikke var helt perfekt, så jeg gik tilbage til min kammerat, som for en sikkerheds skyld greb riflen og tog med på eftersøg.

Stof til eftertanke
Der var meget schweiss, som vi kunne følge, men hver gang vi var tæt på bukken, rejste den sig op og løb. Det gjorde den tre gange, inden vi fik visuel kontakt med den. Da lå den på jorden, med bagløbet viklet ind i nogle trærødder og den rørte sig næsten ikke. Men da vi var tæt på grænsen ind til naboen, ville min ven gerne skyde den med riflen, bare for at være sikker.

Da vi et minut efter kom over til dyret, var det forendt, men det viste sig senere, at det var af pileskuddet, for der var ikke noget kuglehul at finde. Det viste sig, at pilen havde truffet lidt for langt fremme, men heldigvis havde den taget en af de store pulsårer ved halsen – bukken havde blot løbet 150 meter efter jeg skød. Havde vi vist, hvad vi nu vidste, da vi startede eftersøget, havde vi måske nok ventet lidt længere med at gå på sporet – så ville den have haft ro til at forende ganske kort fra fodermarken.

Jeg så ikke flere whitetail bukke på turen, men hørte kalkuner. Og da min amerikanske jagtkammerat, mente, at vi burde gøre mit besøg til en årlig tradition, var det ikke noget jeg skulle overveje så meget – jeg tror, jeg tager afsted igen.

Skriv et svar