Mødet med den første buk

Fra FADB medlem Ulrik Bak Dragsted, der er nyjæger med langbuen, har vi modtaget følgende beretning fra bukkejagtens første dage.

Ulrik skriver:
Der er et begrænset antal jægere i Danmark, der kun går på jagt med bue. Ganske få af dem benytter langbue, og formentlig kun én af dem havde aldrig været på jagt før, da bukkejagten begyndte. Nogenlunde sådan har jeg tænkt og sagt til alle, der gad høre på fortællingen om mit nyerhvervede jagttegn til langbue.

Mere end 1.000 skud pr. måned
Som fuldstændig uerfaren nyjæger var min stolthed over jagttegnet blandet med usikkerhed omkring stort set alt, der har med jagten at gøre. Det eneste, jeg følte mig nogenlunde sikker på, var, at jeg kunne levere præcise skud på ud til 18 meter. Det har krævet træning, meget træning, at opnå de resultater. Faktisk har jeg skudt mere end 1.000 skud pr. måned i mere end et halvt år. Undervejs blev teknikken forbedret i den lokale bueskydningsklub, der blev læst bøger, set YouTube videoer og lyttet til andre jægeres fortællinger om deres teknikker og yndlingsjagt.

Pürsch på rå
Via en stor jagtformidlingsportal lykkedes det mig at blive del af en nyetableret gruppe bestående af riffeljægere og en enkelt ”dobbeltjæger” (compoundbue + riffel).
På premieredagen og dagen efter blev jeg anvist et område uden fare for, at komme i nærkontakt med riffelammunition. Det var et område med fint terræn til såvel pürsch som anstand.
Første eftermiddag og aften var vejret trist, gråt og vådt. Selvom jeg ingen bukke så, var dagen ikke spildt.
Jeg pürschede mig ind på 10-12 meter af en rå (blot for træningens skyld), inden den sprang. Jeg ville dog ikke have kunnet afgive et sikkert skud, havde den været en buk.
Min første jagt bød til gengæld på alt det, der gør det skønt. At være i naturen med en puslende skovmår, se både hun og han munk samt en farverig stillits …

Med rystende hænder
Dagen efter havde jeg klædt mig på efter vejrudsigten, der ikke så stort bedre ud end den på premieredagen. Det var en fejl, for solen bagte fra en stort set skyfri himmel. Jeg svedte tran, mens jeg pürschede området igennem. Jeg lærte området bedre at kende, men bukke så jeg ikke noget til.
For at dampe lidt af satte jeg mig i et højt skydetårn, hvor der var plads til langbuens lange ben i flere vinkler. Efter en times tid med sol på næsen, flagspætten ivrigt arbejdende i træerne omkring mig og hanmunkens accept af min tilstedeværelse, gjorde jeg mig klar til at pürsche videre. Stort set i samme øjeblik, jeg begyndte nedstigningen, dukkede en seksender op på en sti omkring 50 meter væk. Jeg har valgt ikke, at have en afstandsmåler med, da dyrene alligevel skal ind på meget kort afstand, og jeg har ikke noget sigte, der skal indstilles.

Beretninger om bukkefeber dukkede kort op i hukommelsen, mens jeg med lidt rystende hænder og bankende hjerte, tog min bue og satte en pil på strengen. Det tog dog kun et øjeblik, før hånden var stabil igen og pulsen under kontrol.
Imens nærmede bukken sig stille og roligt, essende. Ind i mellem skrabede han i jorden eller kløede sig bag øret med en klov. Først da den stod på 11 meters afstand vendte den siden så meget til, at jeg kunne afgive et forsvarligt skud.
Jeg havde en god fornemmelse, da pilen forlod buen, men til min store overraskelse sprang bukken og forsvandt mellem træerne uden at efterlade sig schweiss.

Mit håb er nu, at bukken vil vise sig igen næste gang, jeg går på jagt. Indtil da træner jeg videre med erindringen om succes og fiasko på min første rigtige jagtdag.

Skriv et svar