Mit første stykke vildt med bue
Efter i mange år at have gået på jagt med riffel og haglbøsse var FADB medlem Palle Lauritsen ved, at være lidt træt af, at gå på jagt – det skulle der gøres noget ved!
Palle fortæller:
Da en af mine kammerater for cirka to år siden spurgte mig, om vi ikke skulle tage buejagttegn, var jeg frisk på ideen.
Vi fik købt et par buer og begyndte at komme hos Buejægerne Midtsjælland, hvor vi blev rigtigt godt modtaget. Vi fik her rettet op på de fejl, der helt uundgåeligt er og opstår, når man begynder på noget nyt.
I august 2017 bestod jeg så bueprøven med compoundbue – en ny buejæger var født. Jeg fik med buen jagtgnisten tilbage.
Inden vi fik ideen med det her buejagts-noget, havde jeg bestilt en tur til Canada, hvor jeg ville prøve at skyde en sortbjørn. Planen var, da jeg købte rejsen, at det skulle ske med riffel. Meeen efter at have bestået bueprøven begyndte tankene at gå på, om det måske kunne være med bue!
Jeg overvejede derfor, om jeg ikke også skulle tage buen med, bare for en sikkerheds skyld. Efter så at have fundet ud af, hvad en ekstra kuffert ville koste, samt tanken om, at en bjørn jo kunne finde på at angribe, slog jeg tanken lidt hen.
Men en dag i bueklubben var der en af de andre medlemmer, der gav mig lidt mere selvtillid. Han fik mig overbevist om, at min skydning var sikker nok til, at jeg skulle have buen med (tak Lasse).
Jeg tog derfor beslutningen, at hvis bjørnen kom ind på under 25 meter, ville det være med bue og ellers med riffel. Men nu var mit ønske helt klart at skyde den med buen.
Dagen d. 19. august var det så lige pludseligt og jeg skulle afsted til Canada. Jeg havde booket turen sammen med fire venner (hvoraf den ene var vennen, der fik mig med på det her bue-noget).
Efter næsten et døgns transport stod vi hos Rainy Lake outfitters i Ontario tæt på Fort Frances. D. 20. august om morgenen købte vi alle jagtlicens og fik skudt et par skud.
Skæbnen gjorde, at da vi skulle ud, var jeg nødt til kun at have buen med. Jeg ville komme til at sidde på bait, og det viste sig der var 15 meter til fodertønden og at jeg max. kunne få et 20 m skud …
Outfitteren kunne også fortælle mig, at der inde for det sidste døgn havde været Bjørn. Det kunne han sige fordi fodertønden lå ned.
Efter at have sat mig post, forlod han mig og så begyndte jagten. Jeg hørte et par gange lidt lyde, hvilket gør, at man virkelig bliver tændt. Lydene viste sig at være levende udgaver jordegernene chip og chap, lige med undtagelse af en gren der knækkede 20 meter til højre fra mig (jeg var sikker på, chip og chap ikke var store nok til at knække sådan en gren). Jeg kunne dog ikke se, hvad det var, men der kom godt nok gang i hjertet.
Yderligere 45 minutter gik og lige pludselig stod bjørnen ret frem for mig. Den var på 19 meter og på vej lige mod foderpladsen. En meter før den var derude, stoppede den op og satte forpoterne op på en lille træstamme. Den sad med siden helt til.
Jeg trak buen, og da bjørnen kikkede væk fra mig, slap jeg pilen.
Jeg kunne ved hjælp af lysnocken straks konstatere, at pilen sad, hvor den skulle. Bjørnen spang afsted, i den retning den var kommet fra, mens jeg fik syn for, hvor hurtig en bjørn er. Inden jeg kunne tælle til tre var bjørnen ude af syne og der lå kun en meget blodig pil på skudstedet.
Efter ca. 10 til 15 sekunder kunne jeg høre det meget karakteristiske dødsbrøl, og jeg var derfor sikker på, den lå der.
Jeg fik kontakt til outfitteren, som efter cirka 10 minutter var fremme.
Så meldte tvivlen sig dog alligevel, for en anskudt bjørn er jo farlig. Outfitteren var mere rolig, for som han fortalte, var brølet et dødsbrøl. Og vi kunne jo også konstatere, der var meget blod langs ruten, den var løbet. Outfitteren havde dog en haglbøsse med som sikkerhed, da vi gik frem.
30 meter fra skudstedet lå der en stendød bjørn på lidt under 200 pund. Vi kunne konstatere, at hjertet var gennemskudt.
Hold da op hvor jeg blev glad og stolt over alle de pile, jeg gennem de sidste to år havde skudt. Træningen havde gjort, at jeg nu havde skudt mit første stykke vildt med bue.
Jeg kan også konstatere, at den outfitter vi valgte, er en af de bedste til at levere bjørn og oplevelsen af en god jagt. Derfor kan jeg roligt anbefale alle, der har lyst til at skyde bjørn, at bruge: Rainy Lake Outfitters
Hvis nogen ønsker at høre nærmere, tager jeg gerne en snak med jer, og når spørgsmålet kommer til, hvad det koster for sådanne en tur, så lander vi nok med cirka 32.000 danske kroner (prisen er med alt inkl. fra fly, jagt, licens, billeje, mad og til skindet har været til konservator og hænger hjemme på væggen).
Palle Lauritsen
+4529742989