Lidt for smart og glemsom
Jens Kjær Knudsen og undertegnede producerede i foråret 2017 en række artikler om jagt i Australien og New Zealand.
Under en af jagterne på en farm på Nordøen i New Zealand lykkedes det os at nedlægge en flot kronhjort med riffel og et par fine vildgeder med buen på samme jagt.
Under jagten – vi havde mere end 6.000 hektarer free range terræn at boltrer os på – brugte vi en relativt stor ATV maskine til at komme rundt til de hot spots, hvor vi pyrschede til fods.
Det kan godt være, at jeg er lidt oppe i årene, men når jeg boltrer mig i mudder og blod og leger våben og terrængående maskiner, så kommer drengerøven op i mig. Jeg ville have et foto, hvor jeg så smart ud – lidt for smart skulle det vise sig!
Vi placerede ATV’en lidt højt i terrænet, fæstnede trofæer og kød til køretøjet, mens riflen blev placeret på den ene side, lænet op af ATV’en. Lidt mudder på de alt for hvide ben gjorde ikke fotoet dårligere.
Men vi skulle jo også have buen med på fotoet. Og til min dødsdag vil jeg påstå, at det var Jens, der fik ideen til, at den skulle hænges bag mig i den ene sprosse fra kronhjorten – men det diskuterer vi stadig.
Da fotoet var taget, pakkede vi sammen, satte os til rette på maskinen og gav bundgas. Vi havde ikke kørt mere end et par hundrede meter, da køretøjet gav et lille hop, mens en knasende lyd ramte i min trommehinde. Det blev ikke bedre, da jeg i mit perifere syn, så noget farvestrålende flyve i alle retning under mig – mine pilefaner var ret farvestrålende.
Fuck. Det var kraftedeme buen, vi er kørte over (undskyld mig sproget, men det var min tanke). Hvordan i helvede kan det lade sig gøre, fulgte jeg tanken op.
Jens – for det var jo ham, der fik ideen med, at buen skulle hænges på sprossen – havde simpelthen glemt at fjerne den igen.
Hvis jeg skal være ærlig, så ved jeg rent faktisk ikke om det var Jens eller jeg, der fik ideen. Men i kraft af skribentens ret til at fremsætte sagen, til eget bedste vil jeg påstå at det var sådan.
Men uanset det, så blev konsekvensen af at skulle lave et billede, hvor jeg fremstod smart, at det hele blev lidt for smart.
Til alt held kunne buen stadig skyde. Vi mistede dog en pilehylde og et par pile ved den lille episode … men ikke desto mindre – jagten kunne fortsætte!
Træk og slip – Thomas Lindy Nissen