Kalkunjagt i New Zealand (med lille film)

Vi følger kalkunerne i kikkerten, mens de roligt bevæger sig over den lysegrønne newzealandske eng. Der er cirka 20 fugle i flokken, som har retning mod en bakkeskråning med gamle egetræer.

En efter en glider de under pigtråden og forsvinder op ad bakken, hvor de går i gang med at pikke agern op fra skovbunden. Vi har dem præcis, hvor vi ønsker at have dem.

Vi – min newzealandske jagtkammerat Marcel Powell og jeg – bevæger os i en stor bue uden om engen og op ad bakkeskråningen, hvor vi er ude af syne for de mange vagtsomme øjne.

Da vi nogle minutter senere glider ned af bakken gennem græs og visne blade, foregår det helt bogstaveligt på navlen.

Vi bevæger os derefter på langs skråningen, der er så kuperet, at ingen af fuglene kan se os.

Snart kan vi høre dem i skovbunden lige på den anden side af en forhøjning med buske og græs. Alt går efter planen, og jeg har en god fornemmelse, da jeg mingelerer mig til rette i en position, hvorfra jeg kan trækker uset og rejse mig halvt op og få frit skud.

Så ser jeg pludselig en rød plet gennem græsset lidt højere oppe til venstre. Det er på det tidspunkt, jeg hører Marcel hviske F-ordet – jeg ved, han har ret, vi er ”fucked”!

Det røde hoved forsvinder bag bakken, skridt i de tørre blade understreger lige så tydeligt som de advarende kluklyde, at aftenjagten er afblæst.

Næsten morgen er vi tidligt oppe og atter tilbage på skråningen med de gamle ege. Kalkunerne har nattesæde et eller andet sted i disse, vi skal bare finde ud af hvor.

Der ligger et let tågedis over engen. Den er dog ikke tykkere, end at vi hurtigt får øje på en kalkun, der sidder på en hegnspæl under skråningen med egetræer. Er der en, er der ganske sikkert også flere – jagten kan begynde.

Igen går vi en bue omkring engen, lister op over skråningen og glider ned mod stedet, hvor fuglen sidder. Da vi er ganske tæt på det gamle, kronede egetræ, den sidder under, ser vi grene vippe ikke langt over os.

Gennem bladhænget kan vi konstaterer at tre-fire kalkuner befinder sig i træet, dette kunne meget vel være min mulighed.

I det mennesketomme landskab, er der ingen risiko ved at slippe en pil mod en af fuglene i træet. Vi skal bare finde et åbent hul, jeg kan skyde gennem, inden de opdager faren under sig.

To skridt til højre og muligheden for skud åbnes. Afstanden er 14 meter. Sigtepinden sættes lidt lavt og pilen slippes.

Pilen gennemtrænger uden problemer de tykke fjer, men bliver dog siddende i den store fugls krop. Virkningen er spektakulær, idet fuglen forender i ”knaldet”, slipper sit greb om grenen og med baskende vinger falder mod jorden.

Med fuglen i hånden er min første tanke, at den skal monteres som trofæ, men ved nærmere eftertanke, bestemmer jeg mig for at vente, til jeg på et tidspunkt står med en amerikansk kalkun-kok i hånden.

For selv om denne jagt var helt fantastisk, så drømmer jeg stadig om at opleve kalkunjagten på den anden side af Atlanten. Det er noget jeg skal prøve og gerne inden for en ikke alt for fjern fremtid.

Se en lille film fra jagten:

[kad_youtube url=”https://youtu.be/qoMaa8AgJUM”]