Ja – tiden går
Ja, vi må erkende, at tiden løber, og det går stærkt. Når vi ser tilbage til tiden 1986 , hvor jeg blev medlem af F.A.D.B. er der sket meget siden da. Hvad der skete før den tid, ved jeg ikke meget om. Det var jo en lille tapper entusiastisk skare, som gerne ville på buejagt.
I 2002 havde vi 25 års jubilæum, så F.A.D.B. er stiftet i 1977. Dengang bestod fortæringen ved generalforsamlingen på en medbragt madpakke, og ikke som i dag med fuld forplejning. Men der skete nu heller ikke så meget udover dog, at buejagten blev muliggjort med dispensation, som selvfølgelig var af stor betydning for fremtidens buejagt. Da jeg blev medlem, var formanden Lars Thorup, og han var indbegrebet af Foreningen af Danske Buejægere.
Lars er en af de første, som bestod prøven på Kalø med langbue. Den gang kunne man gå til prøve med en compoundbue, og hvis man bestod, kunne man hænge compoundbuen på væggen og derefter anvende en traditionel bue på jagt. Det gjorde Lars nu ikke, da hans hjerte bankede for langbuen. Prøven ændredes gennem årene. Først skød man 16 pile, hvoraf man skulle have 12 træffere. Målene var ringskiver på 13 cm. til de korte og 20 cm. til de lange. Max afstand 25 meter. Senere ændredes målene til fasan, hare, ræv og råvildt. Efter 1999 blev målene igen ændret til and, fasan, hare, gås, ræv og råvildt, med en pil til hver, hvor man måtte have en forbier. I 2009 fik vi det så nogenlunde, som vi ønskede. 6 pile til en rådyrskive med en misser, så var du buejæger. Det viste sig, at farven på skiverne var for mørke, og det blev så ændret i 2015 til den nuværende model. Vi havde ønsket, at træfpunktet blev flyttet ca. 10 cm. tilbage ” på plads”, men det ignorerede man fra N.S. For nemheds skyld kunne vi blot skyde til riffelskytternes skive.
Når vi ser tilbage i tiden med hensyn til Buejægeren, så modtog man i starten 2 numre med forskellige redaktører. Lars Thorup, Niels Tuxen, Henrik Lefolii, Jan Heimann og Jan Bindslev. I 1993 blev Peter Bue redaktør og Buejægeren udkom 3 gange om året. Indtil 2003 hvor redaktøren blev Hans Jensen, bedre kendt som ”Tato Hans” Hans kørte bladet op i A4 størrelse, og Buejægeren fik et ordentlig pift opad. . Bladet udkom 3 gange om året, indtil Peter Fogh overtog redaktørposten i 2009. Peter formåede at fortsætte bladet i god kvalitet 2 gange om året. De har alle gjort en stor beundringsværdig indsats, og beklageligvis er æraen med Buejægeren slut. Ærgeligt, ærgerligt, ærgerligt.