Hvor riffeljagten slutter

Morten Vestergaard Knudsen er buejæger og står bag bloggen GoHunting.dk. Morten har gennem hele livet haft jagt som mere end en hobby. Han laver uafhængige grejtest på sin blog, ligesom der på siden ligger en del buerelateret jagtligt stof.

Redaktøren af denne side faldt over nedenstående beretning, som beskriver Mortens opdagelse af buejagt, tabet af samme samt genopdagelsen. Med tilladelse fra Morten har jeg fået lov at viderebringe indlægget her:

For mange år siden (1990), dengang jeg stadig ikke havde rundet de 20 år, var jagtiveren på sit højeste og alle former for jagt skulle afprøves. Jeg tog buejagttegnet i 2 omgange. Ved første prøve gik teori-delen fint, men så gik det galt ved skydeprøven …
Ikke at jeg ikke kunne skyde med bue, men jeg var så uheldig, at kablerne på buen sprang dagen før prøven og jeg måtte låne en anden bue. Måneders træning og finjustering af jagtbuen var gået tabt, og jeg måtte indse, at den ikke var fin-tunet nok til at styre en pil med en bredbladet jagtspids.
Målskiverne var små dengang, og så vidt jeg husker, var det fasan, ræv, hare, råvildt skiver der skulle skydes til og nok en noget sværere skydeprøve end i dag, hvor der skal være træf i 5 ud af 6 rådyrskiver.

Buejagten blev mit foretrukne tidsfordriv – når jeg altså ikke var på jagt efter ungmøer, som var et let bytte for en ung, stærk jæger …
I gymnasiet fik jeg tilnavnet “Morten-jæger” og kunne i sandhed tolkes på flere måder!
Mange skønne unge kvinder var fascineret af denne “vildmand” der ikke var helt som de andre…
På dette tidspunkt i mit liv overstyrede mine dyriske drifter, og man kan sige, at jeg mest af alt brugte tid på noget så herligt som jagt, fiskeri og kvinder …
Når kvinderne begyndte at stille for mange krav, mistede jeg interessen for dem, og den nemme udvej var at tage på jagt og fiskeri i kortere eller længere tid ad gangen – så gik det næsten helt af sig selv … de stod jo nærmest i kø …

Senere i livet holdt kvinderne helt naturligt op med at rende efter “vildmanden”, og i dag skal jeg sørge for, at have point nok på kontoen hos min bedre halvdel for at komme afsted … for jeg elsker at færdes i naturen og gå på jagt – her er jeg i mit helt rigtige element. At stå ved kysten med stangen efter den store havørred – eller opleve den gryende morgen i de svenske skove, mens elgkoen forsigtigt og kærligt nusser sin kalv. Det er det perfekte sted for mig …

Min kære hustru har en vis forståelse for mine stærke jagtdrifter eller også har hun opgivet at stritte imod … Jeg kommer nok afsted mere end de fleste – stadigvæk … Tak for det kæreste hustru ♥

I 1993 startede studierne, og buen blev lagt på hylden, og jeg fik ikke fornyet licensen i 1995, og buejagten var en saga blot i lang tid.
Først senere, da jeg atter stødte på en af mine gamle jagtkammerater, Hans Henrik, kom interessen tilbage – med FULD styrke!
Vi havde ikke talt sammen i mange år, og der var egentlig ikke hændt noget særligt, men vi var bare gået i hver sin retning i livet og havde mistet kontakten.
Da vi atter fik kontakt, talte vi i telefon sammen i 4 timer og var nok ved at drive vores bedre halvdele til vanvid.
Selvom der var gået 13 år, siden vi sidst så hinanden, gled samtalen videre som om det blot var et par dage siden, vi sidst talte sammen – det er fantastisk dejligt at opleve et sådant stærkt bånd. Et bånd, der bindes gennem en fælles interesse for jagt bliver stærkt. Bånd, der opstår under omstændigheder, der relaterer sig til menneskets mest basale behov bliver altid meget stærke. Gode jagt- og fiskekammerater, soldaterkammerater – mænd, der udfører opgaver, der er rodfæstet i drifterne knytter stærke bånd. Jo mere ekstreme “opgaver” de udfører sammen – jo stærkere bliver båndet.

Hans Henrik fik mig i den grad tændt på buejagten igen, og jeg fik med hans hjælp hurtigt et overblik over “bue-situationen”.
Jagt med bue og pil er absolut den mest intense og mest fuldendte måde at jage på. Buejagt begynder der, hvor riffeljagten slutter …

Dengang – i begyndelsen – måtte man skyde vildt større end råvildt – der er absolut INGEN fornuftig grund til, at man ikke må jage det større hjortevildt i dag. Buejagt giver mindre forstyrrelse og er yderst effektivt. Er uheldet ude har en eftersøgningshund meget mere Schweiss at gå på, hvis der er skudt med bue.

Du kan læse flere buejagtsberetninger og buerelaterede test på: gohunting.dk