God begyndelse

Sex er en sjov ting: Nogle gange tager det to minutter, andre gange går det hurtigt! Jeg kom til at tænke på vitsen, som jeg har læst i en af Morten Ingemanns morsomme tegneserier, da jeg på premieredagen så et Facebookopslag fra Ronny Lund. Han havde fået en forrygende og hurtig start på bukkejagtsæsonen 2020, og da han tidligere har leveret velskrevne indlæg til vores side, opfordrede jeg ham til også at give os en beretning fra sin vellykkede morgen … og her er den:

Op til bukkejagten 2020 fik jeg lavet to stiger af genbrugstræ. Den ene skulle selvfølgelig ud og stå et strategisk godt sted hos min ven Jesper, den anden brugte jeg til træning. Hos Jesper kendte jeg en rigtig god veksel, som – lidt overdrevet måske – var på størrelse med en tresporet motorvej. Den blev benyttet af både kronvildt og råvildt.

Jeg har kendt Jesper gennem 20 år, hvilket vil sige, at jeg også kendte ham, inden jeg fik jagttegn (det tog jeg, hvis jeg husker korrekt, i 2003). Jesper er nok den mest gæstfrie person, man kan tænke sig, og i de sidste 10 år har det været fast tradition, at d. 16. maj har betydet jagt hos ham. Min allerførste buk med buen blev faktisk leveret på hans fantastiske matrikel i den nordsjællandske natur.

Jesper er selv jæger, dog ikke buejæger, men jeg gør mit bedste for at overtale ham til tage springet og komme i gang med at tage et buejagttegn. Jeg kunne godt tænke mig, at vi en dag begge kunne tage på bukkejagt med buen i hånden … det kunne være fedt.

På mit vildtkamera fra stedet, så jeg d. 12. maj en gaffelbuk og en seksender et par meter fra min stige, så jeg vidste, at jeg kunne have heldet med mig på premieredagen.

I år var vi fem jæger på matriklen, hvoraf jeg var den eneste buejæger. Der måtte skydes en seksender blandt vi fem, men fordi jeg benyttede mig af bue og pil, måtte jeg skyde, hvad jeg ville (typisk Jesper 😊).

Uret blev sat til kl. 02.00, da jeg forventede, at skulle cykle de cirka fem km ud til Jesper. Min gamle VW Passat havde nemlig fået problemer med starteren. Mødetiden hos Jesper var kl. 04.00, så kl. 03.30 var jeg klar til at køre, men føj hvor det blæste, og det var pisse koldt. Jeg besluttede mig derfor til alligevel at give Passaten et kærlig drej med nøglen, mens jeg krydsede, alt hav jeg kunne krydse … og den startede.

Der blev sagt godmorgen, hvorefter vi skålede i lidt Nordsøolie, for så at gik vi til hver vores plads. Iflg. DJ’s app var det skydetid kl. 04.53.

Føj hvor var det stadig koldt, vinden blæste lige ind på mig og det piletræ, som stigen står op af. Træet svajede så meget, at jeg var lidt i tvivl, om jeg var på fisketur, hvis jeg lukkede øjnene. Jeg håbede bare at stigens spinkle lægteben kunne holde til presset fra piletræet.

Kl. 05.25 kom der en besked fra Carsten, som sad i et tårn ca. 120 m fra mig. Han spurgte, om der skete noget hos mig? Jeg svarede kort nej, for derefter at ligge mobilen tilbage i min muffedises lille lomme. Pludselig, som var han vokset op af jorden, stod bukken der. Det var ham, jeg havde set på mit vildkamera. Han stod til venstre for mig med højre side til.

Jeg fik uset trukket min gamle Mathews Z7 Extreme og fik dernæst en afstand på otte meter fra mit Garmin Zero a1i. Jeg tog sigte og lod pilen gå. Bukken blev truffet, og jeg hørte tydeligt den karakteristiske lyd af mødet mellem pil og dyr – bukken satte i løb.

Pilen med den grønne lysnock strittede op fra jorden, men ikke alt var, som det skulle være, for jeg kunne se, at der ikke var meget blod på pilen. Jeg klatrede ned fra stigen og kunne se en blanding af maveindhold og blod på pilen. Åh nej … ikke et maveskud, tænkte jeg.

Jeg havde et par dage tidligere smugtrænet hjemme fra min anden skydestige, og de var gået perfekt, så hvorfor nu det her sjusk? Var det blæsten? Var det bare mig, der var lidt for hurtig på aftrækkeren? Eller noget helt tredje!

Jeg skrev til Jesper og Carsten, at jeg havde skudt til en buk, men at den nok ikke var ramt, helt som jeg havde ønsket.

Både Jesper og Carsten kom over til mig, hvor vi ventede i en rum tid, inden vi fulgte sporet. Allerede efter fire meter kom der mere blod, og jeg vidste allerede der, at den måtte være forendt. Carsten fik lov til at gå forrest med riflen, da han aldrig havde prøvet at følge et blodspor før, og efter 20-25 meter så jeg den ligge stendød inden i granerne … puha.

Indgangshullet skulle nok havde været tre-fire cm længere til højre, for at det havde været et perfekt skud, men sket lykkedes, og alt gik heldigvis godt.

Lidt efter var vi alle fem samlet, og jeg undskyldte, at dagen nu var omme for dem alle, men egentlig var de bare glade på mine vegne. Måske også fordi de nu så deres snit til at komme ind i varmen, ind til varm kaffe og det store morgenbord, som Jespers kone Helle stod for. Det var dog ikke planlagt, at skulle være så tidligt inde, og igen måtte jeg beklage, selv om det var en beklagelse med et smil på læben.

Pilen havde taget lidt af den ene lunge og leveren og desværre også skåret lidt i tarmen.

Bilen kunne selvfølgelig ikke starte, da jeg skulle hjem, med hvad gør det, når man har gode venner, der kan give et skub.

Resten af d. 16. maj gik med at hive frakken af bukken, sammen med min datter Simone, som igen i år vil forsøge sig med at garve skindet, og så håbe at hunden holder snuden væk denne gang.

Bukken blev parteret og lagt i fryseposer, så den er klar til min store datters studenter gallafest, som vi forhåbentlig kommer til at skulle afholde for dem d. 24. juni på hjemmeadressen pga. Covid19. Men nu må vi se, hvad der tillades i genåbningens fase 3.

Så alt i alt en god dag, der vil blive husket fremover.

Træk og slip til jer andre, bukkejagten er jo lige startet.

Skriv et svar