Far-søn jagt

Klokken var 03:10, da alarmen på mobiltelefonen lød, og det var tid til at stå op. Buen og resten af udstyret var gjort klar, så det var lige til at smide i bilen.

Magnus (min søn på 10 år) og jeg kørte ned mod jagten, ca. 15 minutter efter alarmen havde lydt. Efter vi var ankommet, parkerede vi bilen i ly af noget bevoksning. Magnus tog kikkerten og den mindst lige så vigtige chokolade. Jeg tog buen og rygsækken som blandt andet indeholdt et tæppe, hvilket senere skulle vise sig at blive nyttigt.

Vi bevægede os roligt igennem skoven, og prøvede at undgå at træde på for mange grene på vejen hen til det tårn, vi havde udset os. Da vi ankom til tårnet, var Magnus den første, der klatrede op. Vi fik begge sat os til rette og fandt chokoladepladen frem, som vi hver fik et par stykker af. Så var morgenmaden klaret.

Efter at have ventet i ca. 10 minutter blev tæppet fundet frem fra rygsækken, og Magnus lagde sig godt til rette med tæppet. Efter yderligere 10 minutter kunne man høre en rolig snorken fra tårnet. Igen gik der ca. 10 minutter, men denne gang var det en puslen fra bevoksningen, der lå lidt fra tårnet, som brød stilheden. Lyden fra bevoksningen bevægede sig i retning mod tårnet, og Magnus blev vækket med et roligt puf. Pilen var blevet sat på buen – og lyden var ca. 12-15 meter fra tårnet – hvis man nu skulle gætte på afstanden. Bevoksningen var tæt, men der var et stykke på ca. 1,5-2 meter, hvor der var frit skud, hvis nu det var en buk, og den skulle få lyst til at fortsætte i den retning, den lød til at have.

Der skulle gå ca. et kvarter, inden man kunne skimte noget rødbrunt, og snart kunne man også se, at der var en opsats. Jeg rejste mig op i tårnet, så jeg var klar til at trække buen. Bukken fortsatte sin færd og stoppede akkurat der, hvor der var frit skud. Den stod med siden til, som om den bare ventede på, at jeg skulle tage beslutningen om at trække og slippe. Jeg trak buen, sigtede og slap pilen. Pilen fløj af sted og traf bukken nærmest lydløst. Selvom man godt kunne se i kikkerten, at det var fin gaffelbuk, blev vi alligevel positivt overraskede, da vi kom helt hen til bukken og kunne slå helt fast, at den var i fin stand både med hensyn til kropsvægt og opsats. Da vi brækkede bukken fortalte Magnus, at han syntes det var en speciel oplevelse at skyde med buen, for der var ingen lyd i forhold en majdag for 5 år siden, hvor han var med ude at skyde ”sin” første buk med riffel – og det kunne jeg jo kun give ham ret i. Roen i forbindelse med buejagten er noget ganske særligt.



Da vi kom hjem blev bukken nærstuderet af min yngste søn (som for øvrigt havde været rasende aftenen forinden fordi vi var kommet sent hjem, og derfor havde fået forbud af sin mor for at tage med på jagt om morgenen) – men smilet kom heldigvis frem, så snart han bukken i bagagerummet.

Alt i alt endte det med at blive en super oplevelse for flere end blot mig selv – og nu ser vi frem til at skulle nyde et stykke grillet sommerbuk.

Træk og slip.
Jens Damgaard Christensen

Skriv et svar