Essensen af buejagt

Buejægere er generelt et folkefærd, der forstå at hygge sig sammen og glæde sig på andres vegne – akkurat som Dan Vetter beskriver det her:

Hvorfor er der nogen der går på buejagt, for det er jo megabesværligt og nærmest umuligt, og hvad nu hvis jeg ikke når at skyde den store buk før min nabojægere?
Sådan er der nok nogen, der tænker, og det gjorde jeg nok også, inden jeg selv startede med at gå på buejagt.

Jeg gik i mange år kun på riffeljagt og dengang, skulle der bare noget op på væggen. Det ene år formåede jeg endda at skyde syv bukke, men glæden ved at skyde bukke med riffel blev mindre og mindre. Jeg husker tydeligt den sidste buk, jeg skød med riffel, inden jeg fik buejagttegn. Det var en lille gaffelbuk og jeg var nærmest tom for tanker, da jeg kiggede jeg på kræet. Min eneste tanke var, at nu gad jeg ikke mere, hvis ikke en af tøserne fik jagttegn.

Årets efter havde jeg så taget buejagttegn og dermed genoplivet glæden ved bukkejagt. Igen hamrede adrenalinen igen i en 49 år gamle mand, da heldet ville, at jeg 14 dage inde i bukkejagten fik skudt en stor seksender med buen. Heldigvis havde jeg sovepiller på lager, for ophidselsen og glæden ved en oplevelse var så stor, at jeg ikke kunne finde ro i sjælen.

Jeg forstod bare ikke, hvorfor jeg havde ventet så mange år med at tage buejagttegn.

Nå, men historien skal, egentlig slet ikke handle om mig, så nu fortsætter jeg af et andet spor:
I forbindelse med at erhvervede jagttegn til buen, besøgte jeg Idalunds buebane på Lolland mange gange. Her mødte jeg en masser pragtfulde mennesker, som kommer der for at hygge sig med hinanden, her oplever vi ikke at de skal prales af egne bedrifter … og en stor tak for det buejægere!

Her mødte jeg en ung mand – Casper langbue, som de kaldte den nyudklækket buejæger – og han er virkelig et dejligt menneske, som jeg gik godt i spænd med. Casper havde ikke selv noget jagt og heller ikke de 10.000 kroner som man jo ofte skal bruge til jagtleje, så jeg inviterede ham med på jagt.

På den efterfølgende jagt bød sig forskelligt vildt for, men ikke nogle ordentlige chancer. Alligevel mødte han ivrigt og villigt frem, til hver en invitation han fik det år.

Året efter, altså i år, var han med igen og vi placerede os med 100 meters afstand fra hinanden. Han i en stor grenbunke i gærdet, mens jeg sad i et lille buetårn.

Jeg har næsten altid min hund med på Buejagt og denne dag var ingen undtagelse.

Cirka 40 minutter før solnedgang strakte min kleiner münsterländer hals og pludselig strøg hun ud fra platformen, som kun er 50 cm over jorden.
Hmm, hmm, brummede jeg sagte, og hun stoppede.
Med et formanende blik fik jeg hunden op på platformen igen.
Cirka 10 min. senere fik jeg en SMS fra Casper med et billede af græs med blod på. Teksten sagde:
Skudt til en buk, der kom løbende oppe fra dig og stillede sig 10 meter fra mig 😆😁.

Fuck, hvor fedt mand.

Vi ventede 30 min. med at starte eftersøgning, hvor hunden måtte råde bod for sine ugerninger og opfylder formålet med, at den var der. Der var rigeligt med schweiss, og vi vidste, at bukken måtte ligge forendt på vores egen jagt, hvorfor hunden blev koblet i linen og hurtigt kom på sporet af dyret, som lå forendt i et rosenkrat 70 meter fra skudstedet.

Her er din buk Casper, råbte jeg og trak den ud til ham.

Da jeg så glædestårerne i hans øjne slog det mig, at dette er hele essensen i at gå på jagt med bue. Man hygger sig sammen, uden at det bliver et trofæræs.

Glad var han, da han kørte hjem til sin familie, hvor vi to timer senere med det brækkede og flåede dyret, mens vi skyllede den store oplevelse ned 😇🥰

Med venlig Dan Vetter

Dan modtager et par flasker vi for sin beretning. Har du også en beretning og kunne du tænke dig et par flasker god drue, så læs mere her.

Skriv et svar