Drømmetrofæet

Del indlæg

Drømmetrofæet

Drømmetrofæet FADB BalHjort180902Fra Niels Baldur har vi modtaget følgende beretning fra en drømmejagt på et drømmetrofæ i Ungarn.

Niels fortæller:

Endelig efter 18 år og rigtig mange timer efter, hvad mange kalder for skovens konge, lykkedes det mig at nedlægge min anden store kronhjort med bue og pil … og hvilken en hjort. En ulige 14-ender på ca. 7kg gevirvægt og en alder på 7-8 år.

Min første hjort, en 7 år gammel 10-ender skød jeg i 1989 i Lille Vildmose sammen med skytte Knudsen. Det var en afskudshjorte, der skulle væk, da den ikke gavnede bestandens gener. Men det var jeg fuldstændigt ligeglad med. Det var en fantastisk oplevelse.

Efterfølgende skød jeg indtil 1994 en hel del hinder, kalve, dåer samt et par spidshjorte, inden det blev forbudt med jagt på storvildt i Danmark.

I år 2000 var jeg for første gang i Ungarn efter hjort, og efter en helt fantastisk Pyrsch var vi kommet ind på 20 meter af en stor ulige 14-ender, der da den senere blev nedlagt og opmålt, blev vurderet til 11 år og vejede 7,4 kg i geviret.

Desværre var det udstyr jeg brugte, ikke nær stort nok til at nedlægge en stor brunsthjort. Pilen var alt for let: 25gram (på det tidspunkt vidste jeg ikke bedre) og jagtspidsen knækkede ved træf på overarmsknoglen grundet et dårlig design.

Efterfølgende brugte jeg masser af timer på at teste jagtspidser og pilevægte, for at undgå kunder og jeg selv ville blive udsat for samme dårlige oplevelse igen. Det endte med pile på over 33 gram og gode stabile jagtspidser, der blev testet efter alle kunstens regler … og bliver det for øvrigt stadigt. Når det er sagt, så vil man aldrig kunne undgå anskydninger, men man kan gøre sit for at mindske dette.

Henrik, John og jeg kørte fredag d. 31. august kl. 18.00 for tredje gang til et privat jagtområde i Ungarn. Gersekarat ligger i det vestlige Ungarn og er et privat jagtselskab. Området er stærkt kuperet med kløfter, tæt vegation og mange majsmarker og er super ideel for kronvildt og vildsvin.

Vi ankom 14 timer senere til jagthuset og var klar kl 15.00 til at gå i skoven. Efter mange år og timers forsøg havde det vist sig, at anstand var det bedste valg, så vi havde tage Tree Climbers med, der kunne placeres hvor som helst i terrænet, blot der var et træ i nærheden uden grene, og dem er der mange af i området.

Tree Climber’en er et sæde med en fodstøtte, der kan klatre op i træet uden brug af hjælpemidler. Den vejer omkring 10 kg og fås i forskellige versioner. Den første aften endte med bulder og brag og regn i lårtykke stråler, så vi tog hjem, inden vi fik et lyn i hovedet.

Næste morgen var vi tidligt i skoven, halvanden time før solopgang og ganske kort tid efter hørte og lugtede jeg kronvildt. Ikke hjort, men hinder og kalve der gik og snakkede sammen. Brunsten var ikke rigtig startet endnu, men jeg syntes at høre lidt grynt ind imellem og omkring en halv time efter solopgang hørte jeg et højt brag, der godt kunne lyde som et par gevirer, der stødte sammen. Træet jeg sad i, var i et område, som guiden vidste var med stor aktivitet, og jeg sad på en skråning, der var rimelig stejl og med en stor kløft foran mig, hvor de tit krydsede. Jeg havde også bemærket, at jeg næsten sad over en veksel højt oppe i et træ. Ikke det allerbedste sted hvis en hjort havde besluttet sig for at bruge vekslen, men jeg tog chancen.

10 minutter senere hører jeg, at der nede ad bakken, kommer noget brasende imod mig. Jeg får fat i buen, drejer mig mod lyden og i det samme kommer en stor hjort travende lige nedad vekslen mod mig. Jeg når slet ikke at få trukket, og den forsvinder under træet og nedad bakken. Fuck tænker jeg, der røg den chance, men vinden var super så det var ikke mig, der havde skræmt den, tænkte jeg.

Jeg vender mig om, så jeg kigger op ad bakken. I det samme hører jeg, at der kommer noget, og denne gang er jeg parat, for jeg vidste, at nu kom storebror. Han stopper 30 meter ovenover mig og tjekker terrænet af. Jeg kan lige akkurat skimte geviret, som ser stort ud, og i det samme sætter han i gang og kommer selvfølgelig nedad vekslen og lige imod mig. Jeg havde trukket buen og Garmin-sigte var klar.

Puhhh han er stor, han stopper 15 meter over mig, og kigger op. ”Uhhh det er ikke godt” kan jeg se på hjortens reaktion, at han tænker, hvorefter den trækker ud til min venstre side, dog ikke helt klar over hvad der er galt, for den stopper med siden til. 20 meter sigtet er allerede på ham og jeg skyder.

Der er dunkelt i skoven, og jeg ser ikke pilen slå i hjorten, men jeg høre et meget højt skarpt knald, (det lyder fuldstændig, som man skyder i en stenbunke) som om jeg tager en knogle. Hjorten springer afsted, og jeg ser, at pilen stikker langt ud …

Nej tænker jeg, ikke igen. Jeg var vildt frustreret og skrev med det samme til guiden Marco om at komme. Jeg var sikker på, at jeg havde ramt en knogle, og at pilen ikke var nået ind i det vitale. Marco kom og vi søgte på skudstedet efter schweiss, men fandt intet. Efter små 25 meter fandt vi det første schweiss, og imens vi søgte, kom to andre ungarer til.

De spurgte mig også om, hvilken side jeg havde truffet hjorten på. Hjortens venstre side, sagde jeg og tjekkede videre. Efter et par meter mere fandt vi strygeschweiss på venstre og højre side af vekslen, men jeg var så fikseret på pilen, jeg havde set stikke ud af hjorten, at jeg ikke tænkte klart.

Marco bad mig og en af ungarne om at blive stående og listede videre med riflen klar. Efter 15 meter tog han ladegreb, og vendte sig om og grinede. 20 meter længere fremme lå han, forendt efter at være ramt med en perfekt pil. Pilen var gået igennem lige bag bladdet og var banket ind i modsatte skulder og med et dobbelt lungeskud var den løbet små 90 meter. Spidsen af pilen var lige akkurat gået igennem modsatte side, selvom den havde truffet en del af modsatte skulder.

Det jeg havde hørt, da pilen ramte, var den modsatte skulderknogle der knækkede, hvorefter pilen brækkede af, da hjorten tog afsted og samtidig pressede pilen ud af indskudsstedet. Stumpen af pilen fandt vi efterfølgende senere 15 meter fra skudstedet.

Igen havde det vist sig, at med tunge pile og en god jagtspids, så kan det lade sig gøre at nedlægge store dyr med bue og pil. Jeg har skudt elgtyre, bjørn, mule deer, white-tail og store afrikanske dyr med succes, men aldrig drømmetrofæet, en stor kronhjort. Det lykkedes mig d. 2. september 2018 

UDSTYR.
Bue: Mathews Halon30-6 60#
Release: Tru Ball Execute
Sigte: Garmin Xero AI
Pilehylde: Mathews QAD
Stabilisator: Mathews Flatliner 8”
Pile: Carbon Express Maxima Red SD 35 gram m/FFP x360 faner
Jagtspids: Grim Reaper Hades 3-bladet fast bladet
Joule: 110
Camo Tøj: Sitka Gear Optifade Sub Alpine

Træk og slip Niels Baldur