Der sad fire mænd …

Fra Jørgen Haller har vi modtaget en fortælling, som er både lærerig, spændende og humoristisk …

Jørgen fortæller:

Der sad fire mænd i en bil en tidlig på en grusvej. De var trætte, for de havde været tidligt oppe denne maj morgen, nøjagtigt som morgenen før. De havde gjort holdt på den solbeskinnede grusvej, da de fra bilen havde set, hvad de havde stræbt efter flere morgener og aftener. Seksenderen stod bare 40 meter væk. Faktisk stod den lige i skovkantens skygge sammen med tre andre rådyr. De to af dyrene havde den eftertragtede hovedprydelse, jæger ofte fokuserer så meget på – og specielt seksenderens hovedprydelse var pæn. Jægerne holdt stille og betragtede bukken, så rullede føreren vinduet ned og tog kikkerten frem!

Mobilitet i højsædet
Flere timer tidligere, sikkert samtidig med jægerne i bilen var ude på jagt, havde jeg tilbragt nogle timer højt oppe i et træ. Jeg ville prøve et nyt sted, hvor jeg ofte havde set en buk passere. Som buejæger har jeg en ’rækkevidde’ på ikke over 20 meter, og det kræver, at jeg kan flytte mig i løbet af bukkejagten. Faste skydetårne og -stiger kan godt anvendes, men netop i bukkejagten sker der så meget i skoven og dyrene ændrer ofte adfærd. De benytter andre veksler eller pludselig kommer kun gammelråen på vekslen, hvor bukken tidligere blev set. Med faste skydestiger og -tårne kan man kun sidde og håbe, hvilket ikke er min foretrukne eller mest effektive jagtform.

Jeg er mest til at gå på jagt. Ikke nødvendig pyrsch, da det er en uhyre vanskelig form for buejagt, så min pyrsch er mere et taktisk spil, hvor jeg forsøger at pyrsche mig hen til et sted, hvor jeg tror, bukken vil passere. De første gange jeg pyrschede på bukke, endte jeg, som sikkert mange andre uerfarne buejægere, med at pyrsche efter dyret på meget tæt hold. Men konstant med udsigt kun til bagpartiet. Og når dyret vendte rundt, tog det med usvigelig sikkerhed retning efter vinden, og jeg blev efter timers kravlen og listen ’busted’ på lugten.

Til tops
Stedet, hvor jeg tilbragte en aldeles herlig solbeskinnet morgen, lå bare 40 meter fra en anden skov og skel. Jeg sad i et træ over højt græs, hvor der ingen tydelige veksler var, men jeg har ofte set dyrene komme ud og ose lidt rundt uden nogen plan her. Det var bare om at sidde stille, nyde synet og observere. Og, det gjorde jeg så. Der kom ingen buk ud på skudhold og efter nogle timer i træet, havde jeg oparbejdet en ikke ubetydelig ømhed i bagpartiet samt hilst på et utal af skovmyrer, som startede arbejdsdagen på samme måde som jeg, nemlig med at kravle til tops.

Klokken var kun otte, så jeg havde ikke travlt. Man er vel ’snublet’ over mere end en buk, når man søvndrukken efter flere dages bukkejagt bevæger sig mod bilen. Denne morgen tog jeg lige turen forbi ”pizzastenen” for at få overblik. Det er ikke en sten til bagning af pizza, men blot en 1,5 meter høj sten, der står på en kæmpehøj.

Navnet pizzasten stammer fra vores brug af stedet. Fra april måned og frem, så er det jo et oplagt sted at tage ud og spise pizza. Derfra er der godt overblik over terræn, og kombineres det med god mad og hyggeligt selskab, hvad mere kan en far ønske sig. Det er stedet, hvor vi spiser junkfood, drikker cola af flasken og drengene pyrscher på hare, ræv, rådyr og hvad der ellers byder sig ind. Imens sidder jeg og spotter med kikkerten. Det første år brugte vi stedet så flittigt, at ejeren satte en bænk op til os … Til gengæld rydder vi altid op. Det eneste vi efterlader er tomaterne fra pizzaen – det er en uskik at komme grønsager på en pizza. Ja, på mad i det hele taget.

På klos hold
Det var fra pizzastenen, jeg så ham. Han gik 6-700 meter væk på noget græs og kløver tæt på skovkanten. Skulle jeg forsøge, ville det tage mindst en time og sandsynligvis mere, da jeg skulle passere en knold med løv og krat til slut. Hvad pokker, jeg planlagde en rute og gik i gang. De første to kilometer var nemme, det drejede sig blot om at komme væk og ind i rette vindretning. På intet tidspunkt kunne jeg orientere mig om dyrenes adfærd, eller om hvor de var. Det endte som blind-pyrsch, hvor jeg hvert øjeblik kunne risikere, at dyrene kom imod mig.

Snart var jeg 200 meter fra stedet, hvor jeg så dem for 1,5 time siden. Jeg havde ingen anelse om, hvor de var, men al fremfærd foregik laaaaangsomt og med flittig brug af kikkert og grensaks. Noget af krattet var så tæt, at jeg måtte klippe mig vej, da grævlingens veksler ikke er for høje mennesker som jeg. Endelig var jeg vel ude af krattet, nu bare 50 meter fra stedet og indenfor synsafstand af hvor jeg sidst så dem. Jeg gik i tørt løv, hvilket selvfølgelig var lige med langsom fremfærd. Men ak, dyrene var ikke at se på engen.

Pludselig drejede et øre sig 10-15 foran mig. Der lå et hundyr, og i kikkerten fandt jeg tre dyr mere. Med et rejste de alle sig op. Efter ”lidt strækken ben” gik de bort fra mig og ud på græsset. Jeg havde de to bukke indenfor 25 meter samt to hundyr, hvorfor alle bevægelser blev holdt på minimum. Jeg fik dog listet en pil på strengen og tjekket nogle afstande ud. Skulle jeg have en chance, så skulle bukken komme ind i skoven igen, hvilket ville give et skud på lige under 20 meter. Desværre trak dyrene langsomt længere ud på græsset, væk fra mig – jeg kunne ikke bevæge mig, blot håbe.

Fire mand i en bil
Så fik jeg pludselig hjælp fra en uventet kant. Der kom en bil med fire jægere ude på vejen. De kørte kun 40 meter fra dyrene og gjorde holdt, da de så bukkene. Jeg kunne høre dem tale og pege på dyrene.
Den gamle råbuk blev urolig, da den forreste jæger rullede vinduet ned, og man kunne høre dem tale sammen. Langsomt gik bukken ind skoven, hvor der var mere mørkt og trygt. Han var vant til løbere, MTB’ere og biler på vejen, men gjorde de holdt, så foretrak han altså sikkerheden.

Jeg sad stille, og da dyrene blev urolige trak jeg buen. Helt uventet sprang dyrene ind i skoven og stod stille. Bukken var 19 meter væk og sigtet hvilede på bladet. Lige i det jeg slap pilen, kiggede han op mod mig, men jeg kunne intet gøre, pilen var væk. Bukken vendte rundt, sprang ud af skoven hvor den krydsede noget græs til en anden skov.

Da pilen træf, kunne jeg kun høre mine egne pulsslag, høje pulsslag. Jeg afspillede ”filmen” på mit indre biograflærred igen og vidste, at det var et godt træf. Så jeg forholdt mig rolig, mens bilen kørte sin vej og jeg ventede. Efter en stund listede jeg ned til skudstedet, der var meget blod, men ingen pil! Blodet var lungeblod, så jeg vidste han var truffet godt. Jeg fulgte sporet over græsset og bare en meter inde i skoven på den anden side, lå en fin buk.

Der sad fire mænd i en bil. De var godt trætte og glade ved synet af bukken, der var forsvundet ind i skoven. Føreren rullede vinduet op og skulle netop til at køre videre, da bukken pludselig sprang ud af skoven, krydsede et kort stykke på det åbne og sprang ind i skoven på modsatte side. De tre andre dyr fulgte med. Ingen af dem vidste, hvad der havde skræmt bukken, hverken de andre dyr eller jægerne i bilen. Jægerne ville bare hjem til morgenkaffen og rådyrene, tja … ”morgenkaffe” fik bukken i hvert fald ikke.

Skriv et svar