Den første feber

Som mange andre jægere, begynder jeg så småt at kigge mere på markerne end på vejen, når jeg færdes rundt i landet. Den helt særlige følelse af ”jægerjul” er så småt ved at indfinde sig i min mave.

Sådan skriver Jimmie Vagner Ree´ og følger sit statement op med en beretning om sin vel nok største oplevelse som buejæger:

Den store buk jeg havde fulgt på kameraerne i flere måneder, kom endelig ud af hegnet. Jeg havde holdt øje med bukkens udvikling og set den blive meget, meget høj og flot. Når jeg forventeligt snart ville nedlægge den, ville det være suverænt den største buk, jeg nogensinde havde skudt.

Den gik i sprøjtesporet i kornet. Der var 84 meter mellem den og mig. Mit hjerte stod helt stille. Jeg kunne dårligt tro det, men det var faktisk virkeligt. Jeg tænkte, jeg ville lave de store af mine nødvendige bevægelser, mens bukken var på lang afstand, så jeg rejste mig op og drejede mig i position.

Bukken så ud til at ville komme venstre om, så da jeg er links skytte, måtte jeg dreje mig rundt og nærmest stå med ryggen til den, før den kom ordentligt ind.

Afstanden blev helt fredeligt mindre og mindre for hvert sekund. Nu var den kun omkring 50 meter borte og stadig uvidende om min tilstedeværelse. Jeg besluttede mig for at trække, næste gang den kiggede ned. Da dette skete, trak jeg min PSE.

Første feber
Når folk har omtalt ”bukkefeber”, har jeg altid tænkt for mig selv, at man kunne også bare tage sig sammen og få sig selv under kontrol. Men i samme øjeblik jeg nåede fuldt optræk, fik jeg for første gang nogensinde denne aldeles alt-spolerende, men på en mærkelig vis, også lidt berusende febertype. Mine ben rystede helt vildt under mig, og jeg kunne slet ikke få min puls ned.

Mit hjerteslag var så hårdt, at jeg følte, jeg kunne høre det runge gennem remisen.

Der stod jeg så, fire meter oppe i et træ på 0,3 m2 og hyperventilerede, mens jeg fulgte bukken i sigtet. Jeg kunne nærmest ikke udholde spændingen og overvejede bare at råbe højt, for at få bukken til at vende om, så det hele ville være overstået.

Jeg vidste præcis, hvor langt der var ud til bukken, da jeg forud for situationen havde lavet gud ved hvor mange målinger – der var 16 meter.

Bukken kom spankulerende helt perfekt, langsomt og med siden til. Jeg kunne se stedet, hvor jeg om lidt ville sætte min pil. Den anede fortsat ikke, at en storsvedende og prustende buejæger om lidt ville sende den til jorden.

Jeg havde en grænse for, hvor langt jeg ville kunne dreje mig rundt, før at træet jeg sad i, ville begrænse min mulighed for skud, så min eneste reelle mulighed havde en snarlig udløbsdato.

Kort inden mit ”vindue” ville lukkes, satte jeg fingeren på releasen … og trak af. Lysnocken blev aktiveret, så jeg kunne helt tydeligt se, hvor langt man egentligt skyder over målet, når man ved en fejl benytter 30 meter pinden i stedet for sin 20 meter pind.

Bukken gjorde et hop og gik halvhurtigt diagonalt væk fra mig og stillede sig et godt stykke uden for skudvidde. Den vidste ikke, hvad de var sket, men tænkte sikkert, at den nok hellere lige måtte gø lidt for en sikkerhedsskyld – den begyndte i hvert fald at smælde.

Sved i øjnene
Jeg sank bare sammen på stolen, nærmest grædefærdig. Jeg bilder mig ind, at det var sved, jeg havde i øjnene, men det er nok en sandhed med nogle modifikationer.

Bukken så jeg aldrig igen, men hver gang jeg efterfølgende hørte et riffelskud resten af sæsonen, tænkte jeg at: Ja, med riffel havde den hængt på min væg for længe siden …

Jeg er af den overbevisning, at jeg ikke lærer noget af de skud, jeg træffer med, men alene af dem jeg misser. Så da jeg endelig fik chancen igen til en ny buk nogle måneder efter, havde jeg en vidunderlig følelse af fuld kontrol over mig selv og situationen i øvrigt. Så snart dyret gik ind i min killzone, kunne jeg bare mærke, at den kun ville komme derfra hængende over min skulder.

Igennem de 18 måneder der gik, fra jeg fik tegnet til mit første dyr blev nedlagt med buen, havde jeg haft gud ved hvor mange timer i stilhed og skuffelse. Gennem den tid havde jeg mentalt hængt buen på hylden hundredvis af gange og taget den ”nemme” løsning med riflen. Men en lille snert af håb kombineret med tilpas mængde stædighed gjorde, at jeg liiige skulle afsted en sidste gang med buen, inden jeg gav op.

Folk sagde tit til mig, når jeg fortalte om min frustration, at når jeg så endelig fik et dyr med buen, ville det være det hele værd.

Og de fik ret!

Bliv ved
Og til dem som er ved at miste troen på egen succes, vil jeg sige:
Tag afsted bare én gang mere før i giver op …!

Træk og slip til alle buejægere.

KONKURRENCE:
Med denne beretning sikrer Jimmie sig et lod i konkurrencen om en jagt på dåvildt. Læs mere om konkurrencen her: Vind en buejagt på dåvildt

Skriv et svar