Den første bukkefeber

FADB-medlem Niels Bo Pedersen på 63 år havde, indtil han begyndte at gå på buejagt, aldrig oplevet bukkefeber. Da han fik stenaldervåbnet i hånden ændrede det sig radikalt. Vi har modtaget følgende beretning om hans første møde med bukkefeberen og de konsekvenser, der fulgte af dette.

Niels skriver:

Da jeg er opvokset i Grønland, har jeg gået på jagt, siden jeg var syv år. At gå på jagt var ikke noget særligt, og jeg har ikke styr på, hvornår jeg skød mit første stykke vildt. Jeg kan dog huske, at jeg skød en kongeedderfugl som niårig, og at jeg nedlagde mit første rensdyr på min 12 års fødselsdag. Jeg mener således at kunne holde nerverne i ro … også på jagt.

Når det er sagt, kan jeg fortælle, at jeg kun har oplevet bukkefeber en gang i mit nu 63-årige liv. Og det var med buen:

Jeg stod i et tårn på en fællesjagt og glædede mig til – måske – at skyde mit første rådyr med bue. Dyret kom fra min højre side bag et hegn i skel. Da dyret passerede gennem hegnet på ca. 20 meters afstand, trak jeg buen. Jeg var nu klar, når det kom ud på min side.

Da dyret var på skudhold, opdagede jeg, at mit peep-sigte var væk. Hvad pokker var nu det? Jeg kunne se strengen ude til højre, men ikke sigtet … jeg forstod ingenting.

Uforstående konstaterede jeg for mig selv, at det jo er tale om en stålwire; sådan et peep kan da ikke bare falde af!!

Jeg sænkede buen og prøvede igen … samme resultat.

Dyret forsvandt selvfølgelig pga. mine store armbevægelser, chancen var forspildt.

Det var først efter, at jeg i et desperat forsøg på at gennemskue, hvad der var sket, havde trukket et par gange, opdagede fejlen: Jeg havde simpelt hen lukket det forkerte øje.

En så tåbelig fejl kan kun skyldes den berømte bukkefeber.

Med denne beretning sikrer Niels sig et lod i konkurrencen om en jagt på dåvildt. Læs mere om konkurrencen:Vind en buejagt på dåvildt