Bukkelammet fra Erholm – på jagt med recurvebue
Om fredagen havde jeg en rå med to lam for. Råen stod på 12 meters afstand, mens ingen af lammene kom nærmer end 20 meter. Jeg havde dem ellers gående lige foran mig i god vind, men lykkes ville det ikke. De befandt sig på for langt skudhold med traditionel bue, så det gik bare ikke. Råen satte sig kort efter i kanten af sivene og blev liggende en halv times tid.
Jeg befandt mig var på engen hvor hestene også går. Hverken råen eller de to lam tog sig af de store dyr. Heller ikke selv om hestene havde opdaget mig og nysgerrigt fulgt mine langsomme bevægelser, mens jeg pürschede mig ind på råen.
Den havde nu rejst sig og var begyndt at bevæge sig mod skoven. Hun var for hurtig og forsvandt sammen med lammene ind gennem krattet af den vej, vi kalder udsigtsvejen.
Udsigtsvejen er på trods af navnet blot et tilgroet traktorspor, som ikke ud over ikke at være en vej heller ikke helt levede op til navnet, da den var så tilgroet, at jeg ikke længere kunne se dyrene – jeg måtte give op for den dag …
Søndag morgen var jeg tilbage. Jeg prøvede min jagtlykke på en buk og var efter ham i nogen tid, inden han forsvandt i skoven. Jeg sad et par timer på anstand, men måtte opgive efter et par timer, da jeg hundefrøs.
Jeg valgte at gå længere ind i skoven, for at se om der skulle være større veksler derinde.
Jeg fandt et sted, hvor jeg ville prøve at sætte min climber op. Jeg sad et stykke tid, men kunne så mærke, at jeg skulle tisse. Jeg gik lidt væk fra stedet, gjorde hvad der skulle gøres og begav mig så tilbage igen.
Jeg var næsten tilbage ved min climber, da bukken pludselig springer 50 meter til højre for mig, ikke langt fra hvor jeg lige har siddet. Enten har den siddet der hele tiden, eller også er den kommet netop som jeg var aftrådt i andet ærinde bag et træ lidt derfra – hvad der er fakta finder jeg selvsagt aldrig ud af.
Jeg bestemmer mig for at pürsche ud til udsigtsvejen igen og se om der skulle være vildt der. Jeg har nemlig en ide om at råen med de to lam meget vel kunne befinder sig på traktorsporet. På trods af det dårlige overblik følger jeg traktorsporet gennem skoven og i et sving, hvor jeg er så heldig at kunne se lidt frem for mig, ser jeg at råen ligger i et sving på sporet.
Der var begyndt at regne, hvilket bestemt ikke var en ulempe for mig. Men vinden havde samtidig lagt sig, så jeg skulle bevæge mig meget forsigtigt. Jeg kommer tæt på råen, hvor jeg stiller mig i dækning ved en busk, der passer perfekt til min camouflage. På et tidspunkt drejer råen hovedet og jeg kan dreje hovedet, mens jeg afsøger terrænet.
Lige til højre for råen får jeg øje på bukkelammet. Råen rejser sig og begynder at gå. Trækker den bukkelammet med sig er min chance spildt, bliver det tilbage kan jeg måske få en mulighed.
Lammet bliver tilbage, og da råen bliver opslugt af underskoven, har jeg mulighed for at udnytte min chance. Bukkelammet er blot fem meter fra mig, så jeg vender mig ganske, ganske langsomt, således at jeg står helt rigtigt i forhold til skudretningen.
Bukkelammet esser stadig uden at opdage noget, så jeg trækker buen, sigter og slipper pilen. Bukkefeberen har virkelig tag i mig, jeg er helt op at køre, så da jeg slipper pilen, fornemmer jeg at den trænger ind i dyret lidt for langt tilbage.
Jeg når lige at overbevise mig selv om at det var ikke så godt det der, og panikken er så småt ved at bredde sig, da jeg ser bukkelammet falde forendt efter kun 15 meters dødspurt – hvilken fantastisk efterårsjagtoplevelse med min traditionelle bue!