Bueskydning som terapi
Arbejdet med buen giver uden tvivl stor mening for denne forenings medlemmer, men for ét medlem har den en helt speciel betydning – for ham er bueskydning nemlig terapi.
Mads skriver til os:
Hvorfor buejagt? Det spørgsmål, så jeg på FADBs Facebookside for længe siden. Spørgsmålet sad fast i mine tanke i et par uger og til sidst blev stillede jeg mig selv spørgsmålet: Hvorfor egentlig ikke skrive ind?
Så her er min historie om, hvorfor buen er i min hånd, og hvordan den endte der:
Jeg vil starte med lidt baggrundshistorie: Jeg hedder Mads Mangor Nordskov, er 46 år, gift og far til to herlige unge mennesker. Min hustru og jeg bor nu i det sønderjyske i byen Søgård, der ligger 12 km fra den tyske grænse.
Hvad angår bueskydning, skal vi nok helt tilbage til 1994, da jeg startede som soldat ved Gardehusar Regimentet i Næstved, hvilket resulterede i, at jeg kom på befalingsmandsuddannelsen ved Hærens Sergentskole i Sønderborg. Efterfølgende har jeg deltaget i diverse udsendelser på Balkan fra 1996 til jeg stoppede i Forsvaret i efteråret 2000. Jeg flyttede derefter med min hustru og søn på dengang 1½ år til Grønland i foråret 2002, hvor vi blev i fire år, inden vi rejste tilbage til Danmark.
Dette hører med til historien, så blot husk denne indledning.
Tiden på den store kolde ø bød på mange ture i fjeldet efter fisk og rensdyr. Jagten foregik med riffel og betød mange timer på gåben. Jagten foregik på den måde, at vi sejlede til et område i fjorden, typisk tre-fire timers sejlads alt afhængig af vejret. Vel fremme foregik resten af turen til fods ind i fjeldet og den skønne natur Grønland byder på overalt. Når et dyr var skudt, brækkede vi det på stedet og bar det tilbage til gummibåden, for at sejle ud til den store båd. Herefter returnerede vi til fjeldet, såfremt vi ville have flere dyr med hjem til fryseren. Opholdet gav mange, mange fantastiske ture med rygsæk og riffel, i tosomhed på fjeldet med en makker. Aldrig har jeg følt mig så ydmyg og taknemmelig, som jeg gjorde deroppe. At sidde på en sten i fjeldet med en kop kaffe i hånden og ikke se eller høre noget menneskeskabt så langt øjet kan se – det er unikt.
Jagt var ikke en del hverdagen i Danmark, for det var dyrt og svært at finde et jagtområde, når jeg også havde hus og to børn, hvorfor der blev prioriteret anderledes, efter vi kom hjem. Tiden blev brugt på skydebanen, men det er jo langt fra det samme som at sidde ude i skoven eller på engen. Det blev i stedet indbydelser til fællesjagt, som blev dyrket, for mit vedkommende.
Når jeg ind imellem sad ude med riflen, kom jeg ofte tvivl: Hvad der skete i området, om der var nogen ude i skoven med deres hund eller på ridetur? Var kuglefanget så i orden? Mange bekymringer pressede sig på, for tænk på jeg kom fra Grønland med de store vidder og ingen mennesker. Bekymringerne gjorde, at riflen til sidst røg i skabet sammen med haglbøssen.
I 2010 ringede min kammerat, Preben:
– Kom og se hvad jeg har købt, sagde han.
Han med en compoundbue i hånden. Det skulle prøves. Den lille dreng indeni grinede højt og lykkeligt, da jeg prøvede det for mig nye våben. Testen resulterede i en tur omkring Danage hos Kornbek brødrene, hvor jeg købte den første bue. Jeg tog buejagttegn i 2011.
Følelsen af at sende en pil afsted mod skiven, får mig stadig humøret til at stige indeni … hver gang! Muligheden for at træne hjemme uden at være afhængig af skydetider på en skydebane tiltaler mig, og dyrkes til stadighed.
Ydermere har fællesskabet omkring buemiljøet ledt til bekendtskaber, jeg aldrig ville have gjort. Mødet med mennesker på buebanen i Vejen og stævner som Danish Open er jo fantastisk. Her møder jeg folk, der nørder med buen. Vi er alle på forskellige niveauer med vores bue, og det er der plads til. Meget plads! Tænk sig, at gå i gruppe med en nordmand, der har adskillige mesterskaber bag sig med traditionel bue, og en anden der dansk mester med compound … og jeg står der med min bue og er med hele vejen. Det har jeg ikke fundet andre steder.
Jeg holder af at nørde med mit grej og træning. At finde en dims eller selv lave en dims, der virker. At få træning og bueskydning til at gå op i en højere enhed i sit eget tempo og med egne mål, er også noget jeg nyder. Kampen ligger jo netop i, at det er jo kun er dig selv, du kan takke – eller rettere bebrejde – når du sender en pil afsted, som ikke rammer, der hvor du gerne ville.
Rent økonomisk er buejagt og bueskydning også venligt. Du kan købe en god bue og find det grej, du vil have på baggrund af dine jagtlige ønsker og økonomiske formåen. Jeg startede med en Hoyt Rampage XT og den blev senere udskiftet med en Hoyt Alphaburner, som jeg stadig har. Det er en ”aggressiv dame” og jeg nyder at have den i hånden. Jeg har prøvet adskillige nye buer, men jeg vender altid tilbage til denne bue.
Ovenstående er sikkert noget alle, der bærer buen i hånden, kender, men det er her, min historie bliver lidt “anderledes”.
Jeg har som nævnt været udsendt på Balkan i 90’erne. Det var en fantastisk tid, hvor mennesker i nød blev hjulpet uanset tro, race, overbevisning m.m. I 2017 blev jeg dog for alvor indhentet af fortiden:
På en buejagt en solrig dag i maj, var jeg på vej over en eng, mod bukken som stod 800 meter ude. Lige der, i det øjeblik, var jeg tilbage på Balkan, tilbage i min PMV (pansret mandskabsvogn) med mine folk omgivet af tåregas og stenkast m.m. Det var som, at befinde sig i en voldelig demonstration på Nørrebro. Mit flashback varede blot et splitsekund, men det føltes som en evighed … og det blev et vendepunkt i mit liv.
Jeg er veteran med PTSD!
Jeg er i tæt kontakt og samarbejde med Veterancentret og er i endnu et forløb for at opdatere min “værktøjskasse” for at imødegå de udfordringer, der følger med en PTSD-diagnose. Hver dag er en balancegang med begrænset virkeområde og ressourcer. Og her kommer buen ind i billedet igen, for jeg bruger bueskydning som en slags terapi. For at kunne lave en god pil, skal alle tanker jo være ude af hovedet, og man skal være i nuet. Min træning har således en afslappende effekt på “alt det andet”, og i dag er det ikke jagten, der er det vigtigste længere. Jagten er stadig essentiel, men alt nørderiet med grej og træning for at kunne slippe min pil og lave “det perfekte skud”, det er det, jeg nyder mest.
Jeg griner stadig indeni som en lille dreng når pilen slippes mod skiven, og jeg hører det lille “PLOK”, når den rammer …
Har du også en beretning, så send den til os og få to flasker vin: Læs mere her