Buejæger til det sidste

Fra FADB medlem Jon Christiansen har vi modtaget følgende beretning om hans glæde ved buejagten:

Jeg tog jagttegn for alt for mange år siden. 1972 var året, hvor jeg bestod jagtprøven. Dengang var buejagt blevet forbudt fem år tidligere ved jagtlovsændringen i 1967. Dengang var der altså ikke nogen mulighed for, at overveje jagt med bue og pil.

I stedet blev det jagt over stående hund. Jeg brugte utallige timer på heden og i roemarkerne i selskab med min tyske ruhår med en gammel AYA over skulderen. Det blev til en god del agerhøns og det skete da også, at jeg ”faldt over” en hare. Det var begge vildtarter, som var ret alm. på det tidspunkt i mit terræn.

For mig dengang var det jagt over stående hund, som var min store passion, mens der fra oktober var drivjagten der gjaldt. Desuden havde vi jo også dengang fornøjelsen af snepperne om foråret.

Som tiden gik, brændte jeg nok tør for jagtlyst. Tiderne ændrede sig, og jeg fornemmede, at det pludselig handlede mere om antallet af fugle på paraden, end selve jagten. At nedlægge en buk med stor opsats – helst i medaljeklasse – blev for mange vigtigt. At nedlægge den med riffel og kraftig sigtekikkert på lange skudhold syntes ikke, at være det store problem – det hele blev for let.

Man kravlede ind i en bil kørte til polen, klatrede op i et tårn og skød det, man nu havde råd til. Og de er ikke fordi der er noget galt i den måde at gå på jagt på, jeg havde bare ikke lyst til det.

For nogle år siden hørte jeg, om at nogen havde fået dispensation til at jage med bue. Det var før internettets storhedstid, så jeg slog det hen som rygter og tågesnak. Jeg vidste jo, at buejagt ikke var tilladt.

Tanken lurede dog i baghovedet i flere år: Det kunne nu være fedt at prøve, hvis nu det var muligt.

Der gik yderlig nogle år, og jeg brugte mere tid på skydebanen end på at gå på jagt. Jeg hyggede mig egentlig med det, men så ville skæbnen, at jeg fik en blodprop og blev ”groundet” i otte uger. Intet arbejde, men ellers var jeg fit for fight.

Jeg brugt nogen timer på nettet, og pludselig – efter at have set nogle film om dansk buejagt – havde jeg bestilt en bue og tilmeldt mig til kursus.

Det er nok det bedste, jeg har gjort for mig selv i mange år. Jeg har fået jagtlysten igen, for med buen er det pludselig ikke for let længere. Mængden af vildt i fryseren er faldt drastisk, knoglerne på væggen blev færre og mindre i takt med, at oplevelserne blev større og meget mere intense. Med buen er selv en fasan et billede og en historie værd.

Jeg har ikke skudt så meget med buen, men har været så tæt på, at buen var trukket og pulsen helt oppe. Jeg har fået en masse andre oplevelser, som jeg ikke havde fået, hvis jeg ikke jagtede lydløst og helt på vildtets præmisser.

Man støder jo ikke kun på jagtbare arter, når man bevæger sig helt stille og meget langsomt – hos mig er krudtvåben gået på pension.

Træk og slip
Jon Christiansen

Med denne beretning sikrer Jon sig et lod i konkurrencen om en jagt på dåvildt. Læs mere om konkurrencen: Vind en buejagt på dåvildt

Skriv et svar