Med bue og pil i det kolde nord

Vi har efterhånden gået op ad i et par timer og vi har holdt et højt tempo hele tiden, da vi får kunder igen allerede i morgen. Hvis jeg selv skal havde en chance for selv at skyde en moskusokse i stedet for kun at guide folk, skal der arbejdes igennem på de få fridag, vi har.

Jeg har gjort det mange gange før, så jeg ved, hvad det kræver. Det er heller ikke første gang, jeg skal på jagt efter moskusokser, men i dag er alligevel en speciel dag. Det er ikke bare min første jagt i år, hvor vi er uden kunder, det er også første gang, jeg skal prøve jagt på den arktiske okse med buen, og selv om jeg mange gange har været inde på bueafstand af dem med kunder, er det stadig noget andet, når man alene og uden en riffel skal snige sig ind på en 20-30 meter af en 300 kg “ged”.

Vejret er ikke ret godt. Det er blæsende, koldt og med sporadiske regnbuer, så vi bevæger os op gennem en smal slugt, både for at komme ud af vinden, men lige så meget i håbet om, at dyrene vil ligge i læ for det dårlige vejr hernede. Vi har da heller ikke gået langt, før vi spotter en flok på syv dyr. De er stadig et godt stykke væk, så vi sætter os ned og sætter kikkerterne for øjnene. Nu gælder det om at finde en vej videre frem mod dem.

Vejret er ved at blive bedre, og solen kigger lidt frem. Langsomt kommer der bevægelse i dyrene, så vi lader dem forsætte op af slugten til de runder et hjørne. Nu er det om at få noget fart på og komme op på fjeldryggen, så jeg kan komme ned mod dem oppe fra på den anden side.

Efter en halv times tid er vi ved at nå toppen, men før jeg når over den, kan jeg se noget uld bevæge lige bag en stor klippe. Dyret er ikke mere end 40 meter foran mig. Jeg ligger mig ned, får en pil på strengen og begynder at kravle fremad.

10 meter længere fremme ligger jeg mig bag en stor sten, jeg kan nu se hele flokken. De er på vej i min retning, og der går en fin tyr i midten. Roligt trækker jeg buen, fæstner sigtet på tyren, og det næste, jeg ser, er pilen, der forsvinder ind i tyren. Jeg smider hurtigt en ny pil på strengen. Vinklen er lidt skidt, da den nu nærmest står med front til, men da der allerede sidder en god bil i den, har jeg ikke noget imod at tage skuddet.

Pil nr. to går da også gennem bryst-brusken, gennem begge lunger og ind i skulderbenet på den anden side, hvor den sidder fast. Tyren løber ikke mere end 100 meter, før han ligger sig ned. Jeg løber op til ham, skyder en sidste pil i ham og ved jagten er ovre.

De to sidste pile var egentlig ikke nødvendige, da den første gik direkte gennem hjertet på ham. Alligevel foretrækker jeg at få dyret hurtigere ned, hvis det er muligt – og det var det!

Først nu går det virkeligt op for mig, at jeg lige har nedlagt mit første stykke storvildt med buen, men bestemt ikke mit sidste. Nu er det bare om at komme ud og prøve efter en mere … og efter et rensdyr.