Tahrjagt – kun med buen

Himalaya tahr stammer oprindeligt, som navnet antyder, fra Himalaya-bjergene. Arten kan jages i Nepal i hjertet af sit oprindelsesområde, men er dog billigere at jage i New Zealand og langt mere tilgængelig her.

Jeg har besøgt New Zealand mange gange og nedlagt en del tahr, men alle med riffel. Så da min gode ven Per Agerlund Jacobsen inviterede mig med på endnu en tahrjagt, bestemte jeg mig for at denne gang skulle det være med buen.

På buehold af tahr.
I månederne inden jeg fik invitationen, havde jeg fulgt FADB medlemmerne Ulrik Ørskov og Orla Hansens – af hinanden uafhængige – jagter efter tahr med buen i New Zealand. Jeg kender begge og ved, de er superdygtige jægere og bueskytter, så at sidestille mig selv med dem, var måske skudt lidt over målet, men hvorfor ikke gøre forsøget, nu jeg havde muligheden. Jeg har tidligere nedlagt tahr med riflen, som var på bueskudhold – så det burde kunne lade sig gøre.

Tahren lever på bjergenes højeste tinder og i de mest ufremkommelige områder. Den er meget svær at komme helt tæt på, ikke alene pga. af de områder den lever i, men også fordi synssansen er eminent, ligesom lugte- og høresansen også er svær at snyde.

Arten blev som mange andre pattedyr indført til New Zealand af europæiske bosættere i årene omkring år 1900. Helt præcist blev seks tahr udsat nær Mount Cook i 1904, og i dag tæller bestanden i tusindvis af dyr, som kan jages frit på de fleste af landets statsejede bjergområder på Sydøen.

Snefulde bjerge
Mange vil nok mene, at har man både riffel og bue med på jagt, vil man have en tendens til at springe på riflen, så snart det snerper lidt til. Jeg tror, den antagelse er rigtig, har selv prøvet det på egen krop, men i dette tilfælde ville det ikke have været tilfældet. Havde jeg haft en riffel, ville jeg alligevel i den oplagte chance, jeg endte med at få, have valgt buen. Hvorfor? Fordi det i situationen var muligt, at komme på skudhold med strengevåbnet, hvad der langt fra er tilfældet, ved den overvejende andel af de dyr, man opdager på bjergjagt.

At slæbe både riffel og bue med op ville dog – ikke alene af den grund af jeg ikke havde valgt riflen – havde være vanvittigt. Da Jagten foregik om vinteren og sneen lå i op mod en halv meters tykkelse i hele jagtterrænet. Risikoen for laviner var bestemt tilstede og vi oplevede da også på turen mere end 10 af slagsen, dog uden selv at være i noget, der mindede om farezonen.
Ud over lavinerne skulle vi også tænke over, at den sne, der i solens smeltende stråler var tung og våd at gå i, hen under aften blev til den rene is, når frosten satte ind. Ingen gik på bjerget uden crampons (pigsko) og isøkse, så hvorfor også slæbe på en riffel!

Et mønster tegnede sig

De første par dage fulgte jeg en riffeljæger med mit kamera. Buen var spændt på rygsækken bare for en sikkerheds skyld, da ham jeg fulgte, var med på, at opstod der en oplagt buechance, kunne jeg pyrsche til dyret. Chancen opstod desværre ikke, men jeg fik nogle fine fotos og observerede i tilgift en tahrbuk længere oppe af floden. Den stod i et område, hvor det ville være muligt at pyrsche den med buen, men der var for langt derude, til at det kunne gøres denne dag.

Næste dag tog jeg afsted uden kamera, kun med buen. Jeg kom op i samme område, hvor vi dagen før havde fotograferet riffeljagten og så derfra igen tahrbukken. Den kom ned fra de stejleste bjergtoppe længere oppe af floden, men endte med at fouragere samme sted. E mønster syntes at tegne sig, så jeg bestemte mig for at prøve ham næste dag.

Tøsne ned ad ryggen
I det første lys forlod jeg lejren. Jeg kæmpede mig op langs floden, som langs bredden var fuld af store sten, klipper, snedækkede skråninger og buske. Det var et forbandet klatrerarbejde at komme deropad, men som timerne gik, kom jeg højere og højere op.

Jeg bestemte mig for at klatre op af en stejl skråning med buske og løse sten. At kravle gennem buskene var den sikreste vej, da jeg så havde noget at holde fast i, men det var også den værste vej, da tøsne konstant blev slået af grenene og fandt vej ned ad nakken til ryggen … og det der er værre.

Jeg kommer op på et plateau og brugte de næste timer på at krydse det – nogle gange gik jeg oven på sneen, andre gange sank jeg i til knæene for hvert eneste skridt – de tog meget længere tid at nå ud til det planlagte område end beregnet.

Bukke på skudhold
Jeg nåede den del af bjerget, hvor det begyndte at blive stejlt. Jeg kunne se, at sneen her havde løsnet sig og var skredet nedad i mindre laviner. Jeg holdt mig til en rute, hvor jeg vurderede, at risikoen for laviner ikke var overhængende, mens jeg med ærefrygt nød de laviner, der udløstes fra gletsjerne højt over de lodrette klipper på den anden side af floden. Det lød mørkt og dystert som torden, når sne og is væltede nedad og knuses mod klipperne. Samtidig syntes alt lyst og levende i solens stråler over glinsende sne og is på bjergsiden, jeg fulgte.

Endelig opdagede jeg tahr. Ikke bare en enkelt, men to tahrbukke. De stod et stykke under mig. Den ene præsenterede en flot manke, pæne horn og altså nogen alder, mens den anden var en yngre buk på omkring tre år.

De var 200 meter borte og med riflen havde det været let og ligetil at tage den ældre buk, mens jagten med buen først var ved sin begyndelse.

Sikkerhed frem for alt
Jeg kiggede på min GPS, konstaterede at der var mindre end to timer til solnedgang. Jeg blev nødt til at gå en anden vej ned af bjerget, end den jeg kom op af, og da man aldrig ved, om det er muligt i ukendt terræn, gav jeg mig selv en time til at afslutte jagten og starte nedstigningen af bjerget.

Efter to skridt var jeg dækket af klipper mellem dyrene og min position. Uden at larme fulgte jeg den nederste del af en helt snedækket bjergryg, der ledte rundt om dyrene et lille stykke over dem. Vinden var god, jeg havde den nedgående sol bag mig. Om mindre end 100 meter, så ville jeg være på noget der mindede om skudhold – 40 meter.

Pludselig trådte den yngste buk op på klippen under mig. Den var blot 100 meter borte og stod hvor jeg efter planen skulle have sluppet pilen. Jeg sad helt stille, totalt blottet, håbede på at heldet var med mig, og han ville gå ned igen.

Jeg kunne have valgt en anden rute, hvor dette ikke kunne være sket, men det ville have taget for lang tid at komme rundt og på skudhold. Og her i mine modne år har jeg fået en hæmmende tendens til, at sikkerheden kommer frem for succesen. Sådan var det ikke, da jeg var yngre, men drevet af erfaringen er det altså blevet sådan.

Pokkers
Der var et cirka 30 meter åbent stykke, jeg skulle passere. Jeg kunne ikke gøre andet, end jeg håbe, det vil lykkes mig. Jeg bevægede mig langsomt, meget langsomt, mens bukken essede af det lave græs, som var blæst fri af sne på toppen af klippen under mig. De første 10 meter gik fint, de næste 10 ligeså, og jeg var næsten ved at tro på, det ville lykkes, da han pludselig løftede hovedet og kiggede direkte mod mig.

Jeg var klædt i snecamouflage, sad helt stille og bad en lille bøn til Jagtens Gudinde, men lige lidt hjalp det. Efter et minuts tid svøbte vinden – som den så ofte gør i bjerge – og nu var han ikke længere i tvivl. Han snurrede rundt, kastede sig ud over klippen og var væk. Pokkers!

To tahr til Per
Med hjælp af crampons og isøkse nåede jeg uskadt ned i floden, inden det var mørkt. Her vandrede, klatrede, kravlede og krøb gennem de næste to-tre timer i mørket ved pandelampens skær, inden jeg nåede tilbage lejren. Her kunne jeg konstatere, at Per havde nedlagt to tahrbukke med riflen på et andet bjerg. Dyrene var nedlagt i to situationer og i et område de fleste af os ikke ville kunne nedlægge noget i selv med en riffel, så der var bestemt ikke andet at gøre end at tage hatten af for den præstation.

Jeg kan ikke forestille mig, hvad Per ville kunne opnå med en bue, hvis han ikke havde et indbygget behov for at høre krudtet antænde i en riffelpibe. Han prøvede min bue og var sgu god til at skyde med den, men det er bare ikke noget for ham, og respekt for det.

Selv må jeg sige, at det er første gang, jeg er rejst til den anden side af jorden for kun at tage buen med ind i jagtområdet. Det er første gang jeg har forladt New Zealand uden at nedlægge noget … og det alene fordi jagten kun foregik med buen.

Selv om det ikke lykkedes, og selv om jeg ikke var skarp som Orla og Ulrik, har jeg set, at de kan og ved at jeg vil gøre forsøget igen. Jeg kunne godt forestille mig, at min næste tahr blev nedlagt med buen. For det var altså en pissefed jagt, med eller uden blod på pilen.

Skriv et svar