Mens vi venter… Pilens virkning

Del indlæg

Mens vi venter… Pilens virkning

Endnu et afsnit i serien “Mens vi venter…” med uddrag fra den kommende lærebog. Denne gang om hvad der sker i dyrekroppen, når pilen træffer.

Den reviderede lærebog planlægges til at udkomme i umiddelbar forlængelse af den nye bekendtgørelse, der tillader buejagt på det store hjortevildt. Dette for at de nye regler kan komme med i bogen.

Læs også: Men vi venter… Efter skuddet er afgivet – FADB

Uddrag fra den kommende lærebog:

Jagtspidser skal være med knivskarp od, da kun et fint snit gennem hjerte-lungeregionen vil forårsage hurtig forblødning og/eller tab af lungekapacitet. Træffes dyret vitalt med en skarp od, forender det næsten øjeblikkeligt, mens træf uden for de vitale dele eller med en sløv jagtod kan resultere i langvarig forblødning eller en anskydning.

Ved en skade på et blodkar spiller følgende parametre ind på hastigheden af blodtabet:
– Hvilken åre er ramt (størrelse, arterie eller vene)
– Blodtrykket.
– Vævsmodstand omkring såret.
– Afstanden fra såret til hjertet.
– Hjertets pumpeevne.

Træffer pilen hjertet eller hovedpulsåren falder blodtrykket næsten øjeblikkeligt og tilførslen af blod til hjerne og krop stopper. Blodtryksfaldet udløser kredsløbsshock, og dyret mister bevidstheden og forender.

Træffer pilen det centrale lungeområde, resulterer det altid i, at lungerne punkterer og klapper sammen, samt flere arterier gennemskæres. Ved sådan et skud løber blodet hurtigt af dyret, og det mister bevidstheden og forender.

Ved andre træf med stort blodtab opstår der blødningsshock. Pulsen øges, og blodet omfordeles til fordel for hjerte og hjerne med nedsat blodforsyning til tarm og nyrer. Den nedsatte blodgennemstrømning giver iltmangel i perifert væv, herunder muskler. Når blodtab, faldende blodtryk og iltmangel når et kritisk lavt niveau, vil dyret forende. Det sker ikke momentant, men kan tage fra sekunder og op til nogle minutter, før dyret mister bevidstheden. Hos pattedyr udgør mængden af blod 6-9 % af kropsvægten. Ved hurtigt blodtab med kredsløbsshock indtræffer døden ved mere end 40 % blodtab, og alle dyr dør ved blodtab større end 60 %.[1]

Hvis jagtodden ikke er tilstrækkelig skarp, vil hurtig blodudstrømning kunne hindres eller helt stoppes af flere mekanismer som:
– Koagulation, dvs. der dannes blodpropper.
– Arteriespasme, dvs. at blodårerne trækker sig sammen.
– At vævet omkring skaden hæver.


[1] DTU-notat 6. juni 2016 af professor i patologi, dyrlæge, ph.d. Tim Kåre Jensen; seniorforsker i patologi, dyrlæge, ph.d. Mette Sif Hansen; dyrlæge, ph.d.-studerende i patologi, Godelind Wolf-Jäckel; Specialkonsulent, koordinator for faldvildtundersøgelserne i Danmark, dyrlæge, ph.d. Mariann Chriél.