Det politiske arbejde i FADB er overhalet af ulvedebatten!
Vi er på vej ind i den store jagtsæson. Buerne er trimmet og klar til efterårets og vinterens jagter.
Bestyrelsen er forsat klar på at arbejde med de forskellige tiltag som buejægerne efterspørger og ofte henvender sig om:
Frit brug af climber og saddle, frit valg af antal stabilisatorer, moment i stedet for joule, når vi måler pilens energi, ligestilling mellem våbentyperne i forhold til jagt på de forskellige jagtbare arter og regulering med buen på lige fod med hagl og riffel.
Som det politiske landskab ser ud lige nu, er der sandsynligvis ikke en embedsmand i Styrelsen for Grøn Areal omlægning og Vandmiljø (SGAV), der ikke er optaget af ulveproblematikken i Danmark og udelukkende arbejder for at ministeren kan få skabt ro på dette meget konfliktfyldte tema; en ro som muligvis kommer, når ny lovgivning falder på plads. Vi har jo lov til at håbe.
At ulvene fylder så meget i det politiske landskab i SGAV betyder, at de forhandlinger og dialoger som FADBS-bestyrelse løbende har og som vi oplever meget positive og fremadrettede er sat helt i stå eller på venteposition. Ja, selv det meste arbejde i Vildtforvaltningsrådet, som de fleste nok anser for et ret betydningsfuldt organ, er sat på pause.
I den seneste mail bestyrelsen har modtaget fra SGAV er meldingen, at vi kan forvente at vores sager bliver taget op efter nytår og at dialogen fortsætter i det nye år.
Vores vigtigste våben lige nu er vedholdenhed og tålmodighed, så det væbner vi os med og fortsætter de andre spændende tiltag som vi har gang i, bl.a.
- et spirende arbejde for at få buejagt på verdensarvslisten som vi håber flere europæiske lande vil deltage i
- samarbejdet med Danmarks Jægerforbund, hvor vi indtil nu har afholdt 4 møder blandt andet om fælles fodslag i buejægernes ønsker til udvikling på bueområdet og med evaluering af samarbejdet til december
- udfærdigelsen af et White Paper som kan give de lande i Europa som endnu ikke har godkendt buejagt et indblik i hvordan vi i Danmark har opnået lovliggørelsen af buejagt.
I den forbindelse vil bestyrelsen opfordre til, at alle buejægere fortsætter det gode arbejde med at indberette skud til det store hjortevildt. Jagtsæsonen 2026-27 er i gang, og dermed det 3. år, hvor det har været lovligt for buejægere at jage det store hjortevildt. Husk at foretag den lovpligtige indberetning på alle afgivne pile til ’de store’. Et godt og fyldigt materiale på afgivne skud er meget vigtigt for SGAV og DCE til 5 års evalueringen.