Ny messestand lige på trapperne
I gennem den seneste tid har FADB arbejdet i retning af at kunne tilbyde foreningens ildsjæle muligheden for at låne en flot messestand, der kan være med til at sælge buejagten ved diverse jagtevents.
Kim Parking har været tovholder på projektet, der nu begynder at tage form. Vi har talt lidt med Kim om, hvilke muligheder, der ligger i det nye materiale. Vi viser også her et screenshot af standen, som den kommer til at se ud.
– Det, der er blevet lavet, er en indendørs messestand til brug i messehaller, sportshaller, gymnastiksale, konferencerum osv. Den egner sig til jagtmesserne i eks. Odense, Aalborg, Hillerød og Farum, siger han.
Han kan yderligere fortælle, at rekvisitter til udendørsarrangementer også er på tegnebordet og kommer meget snart. Men mere om det senere.
– Messerne er de store trækplastre og dermed også vores bedste mulighed for at vise buejagtens ansigt udadtil. Jeg kan huske, at jeg i 2010 lavede de første udkast til en messestand efter at have assisteret ved OCC messen. Og selvom vi var populære på den messe, mente jeg, at vi som forening ikke rigtig udadtil så ud som om, vi selv troede på vores “projekt”, fortsætter han.
– Man havde ikke eller ville ikke bruge pengene på en sådan markedsføring dengang, hvorfor Svendborg Buejægere med campingborde og private fotos samt lidt trofæer måtte prøve at få messeområdet til at se bare nogenlunde ud … og tak til Svendborg Buejægerne for deres mangeårige indsats, siger han.
Han fortsætter:
– Men nu er det slut med gør-det-selv-look på messerne, for endelig efter mange år får vi en messestand, der med wow-effekt og sammenhæng brager et farvestrålende og sejt tema ud til messedeltagerne. Billederne til højre og venstre på standen har en farve- og temamæssig sammenhæng og er lånt med tilladelse fra Mossy Oak. Begge billeder er med lys og sol. Det midterste er en sammensmeltning af broadheads og en pige, der sigter. Billedet med “Andrea” kan bruges af messe-medhjælperen til at vise de besøgende, hvordan man sigter, ligesom de “drabelige” broadheads viser de forskellige pilespidstyper og dermed vækker nysgerrigheden.
Ud over de features Kim nævner, vil standen også blive præsenteret med en to meter høj søjle, hvor man i år ar valgt at udstille billeder af compoundbuer hele vejen rundt. Dette tema kan udskiftes med mellemrum. Derudover vil der på standen være et lille messebord med et billede af en buk og nogle pile.
Kim håber, de frivillige på messerne vil glæde sig over de nye kulisser, ligesom han håber, at I medlemmer også synes, det nye ansigt udadtil er flot.
– Vi satser på at Messestanden, som fylder fem tasker, kan køres ud af en fragtmand. Skal du bruge standen, vil vi dog appellere til, at du gør, hvad du kan for selv at hente den, men er der for alt for langt, bliver den altså kørt ud til dig med vognmand, siger han.
Det endelige forslag til forhold omkring transport og logistik tilgår senere. Bestilling af standen kommer dog med stor sandsynligvis til at ske gennem Kim Parking, når den om ikke så længe er klar!