Ny lokalforening – frivillige søges
Vejret var flot, da Brian ”B2” Jensen d. 12. maj åbnede, hvad der skal blive Danmarks vildeste buebane. I forbindelse med åbningen afslørede han også, at han gerne vil starte en ny lokalforening under FADB på stedet. Men inden vi kommer nærmere ind på det, kommer der her lidt om banen og åbningen af den.
Alt hvad et buejægerhjerte kan begære
– Vi har lavet det ultimative bueskydningssted, der fungerer som plug and play, altså hvor man bare betaler og går i gang. Banen er allerede klar, så det værste er overstået, nu skal vi bare have nogen til at hjælpe med at passe den, sagde B2 på åbningsdagen.
Banen består af 40 forskellige 3D-mål, som er placeret i et naturskønt område, hvor man følger et spor, der er et par kilometer langt. Målene er opstillet, så der skydes med forskellige udfordringer, ligesom vinklede skud og skud på lange samt korte hold kan forekomme.
Indskydingsbane er lavet, så der kan skydes fra 10 meter og ud til 100 meter fra et lukket skydehus. Der er et fedt nyrenoveret klubhus på stedet og i alt fire barer på området … til primær brug efter skydningen. Ønsker man at overnatte i forbindelse med en skydning, er der på området fem shelter og en lille bar/salon, som ligger i et naturskønt område. Det er også muligt at booke sig ind på den nærliggende og idylliske Løsning Kro.
På åbningsdagen var næsten alt klart, der mangler dog stadig at blive lavet en indendørsbane med 25 meter baner og plads til 20 skytter. Derudover skal der installeres en kastemaskine til bueskydning efter flyvende mål, ligesom en bane, hvor der kan skydes til bevægelige mål, skal sættes op.
Det har været et stort arbejde at få alt dette op og stå, og der ligger stadig mere arbejde forude. Bl.a. skal det bevægelige mål, laves så det kommer til at kører på en skinne foran skydehuset. På den måde kan flere skytter skyde på målet, mens det passere hver enkelt standplads, fortalte den entusiastiske vært.
Selv om der er rigtig gode muligheder for seriøs træning, bliver der også lidt tivoliskydning herude. Bl.a. vil jeg lave alle big five dyrene i jernsilhuetter med skydeskive i et lille hul, og her bliver der mulighed for skud til eks. elefant på ud til måske 70 meter, fortsatte han.
Selv om klubhuset lige mangler den sidste finish, er det superfedt, og B2 ligger da også vægt på, at alle faciliteter skal være i orden, lige fra skydebaner til toiletter.
Tilbage til barndomshjemmet
Da Brian for ikke så længe siden købte naboejendommen, fik han pludselig plads til at etablere banen. Ideen er hans egen, og den garvede buejæger har personligt finansieret klubhuset, skydehuse og skydebanen ud fra en egen passion til buesporten. Rent faktisk er klubhuset og jorden omkring en del af Brians barndomshjem, hvorfor det hele synes at give endnu mere mening.
– Rent faktisk så lavede jeg knallerter i klubhuset her, da jeg var knægt, og jeg startede også min motorcykelforretning heroppe, fortalte han.
Selv om der er motorcykler udstillet i klubhuset, og selv om man helt sikkert kan købe en sådan derfra, så er det ikke den primære forretning her. Der bliver til gengæld en lille bueforretning i klubhuset med et udsalg fra Baldur Archery.
Præmier for 50.000 kroner
På åbningsdagen kiggede små 100 buejægere forbi og prøvede banen til reduceret pris af 75 kroner. Fremover er prisen for en skydning 100 kroner og banen holder åbent onsdag fra 17.30-21.00 og søndag fra 10.00-15.00. Der vil hver gang være hjortepølser på grillen, kaffe i klubhuset og en dåsedrik af den ene eller anden slags i baren.
Du kan betale for skydning på Brians mobilepay: 28 44 58 13
Stedet synes også oplagt til afholdelse af f.eks. FADB’s skydning eller DJ’s forbundsmesterskab, hvorfor B2 da også selv påtænker at afholde konkurrenceskydninger på stedet.
– For at få lidt ekstra opmærksom på banen, tænker jeg at lave en konkurrenceskydning herude over tre weekender med præmier til en samlet værdi af 50.000 kroner, så hold øje med det, sluttede den energiske østjyde og understregede, at hvis nogen har interesse i at hjælpe med at passe banen eller starte en lokalforening op, kan de kontakte ham på: 28 44 58 13