Messe og FM i jagtbueskydning

Den 2.-4. august 2019 byder Brahetrolleborg for første gang på, hvad man har valgt at kalde Danmarks største jagt-, fiskeri- og outdoormesse. Over weekenden forventer folkene bag Brahetrolleborg Game Fair, at modtage ca. 18.000 besøgende samt ca. 130 udstillere.

De fredede bygninger, store græsplæner, dammene og det omkringliggende jagtterræn udgør tilsammen en autentisk og oplagt ramme for en sådan messe. Brahetrolleborg Game Fair bliver ikke et tivoli, hvor du risikerer at få softice på tøjet, men giver til gengæld mulighed for, at du kan få krudtslam på fingrene. Det vil bl.a. under messen være muligt at få skydeinstruktion på godkendte skydebaner i umiddelbar nærhed af det centrale messeområde.



De besøgende gæster bliver præsenteret for et bredt udvalg af kendte mærker inden for våben og optik, fiskeudstyr, beklædning, alt til jagthunden, køretøjer til friluftsmennesket, unika våben og eksklusive accessoires samt jagtrejser.

Programmet bliver fyldt med riffelskydning, flugtskydning, bueskydning, falkejagt, jagtbuemesterskaber, skydeopvisning, 4X4 kørsel, demo vildtagre, arbejdende værksteder, knive, ”Ladies lounge”, jagtrejseauktioner samt kulturformidling.

Endvidere vil der være lækker forplejning og specialiteter med vildtretter. Underholdningen og aktiviteterne foregår i direkte tilknytning til de respektive fagområder og veksler mellem faglige og videnskabelige indlæg, spektakulære shows og foredrag af international karakter.

Til de små og andre barnlige sjæle, har vi et stort legeområde samt aktiviteter med fiskeri, familiejagtsti og ATV for børn.

Der bliver også en apporteringsbane, hvor besøgende kan medbringe deres egne hunde samt internationale hundemesterskaber i jagtrealistisk terræn.

Under samme arrangement afholder DJ om lørdagen deres forbundsmesterskab i jagtbueskydning. Tilmelding til Danmarks Jægerforbunds FM: https://flexbillet.dk/dj-aktiviteter/event/y6yct2/details/

Skriv et svar