Ny mand skal spænde buen

Thomas Lindy NissenFra dags dato har FADB indgået aftale med Thomas Lindy Nissen, der i samarbejde med bestyrelsen og engagerede medlemmer skal stå for levering og redigering af materiale til vores foreningshjemmeside.

Gennem dette samarbejde er det intentionen for fremtiden, at gøre siden mere levende og informativ. Der vil snarest og senest med udgangen af denne måned blive bragt buejagtsrelaterede artikler og nyheder fra ind- og udland samt fra lokalafdelingerne, i en jævn strøm.

Artiklerne kan i princippet omhandle alle emner, der relaterer sig til vores specifikke hobby, så har du gode ideer til eks. how-to-do-artikler, grejartikler, tests eller andre emner, vi kan beskrive eller belyse, så tøv ikke med at melde ind.

Vi vil også meget gerne have DIN beretning fra drømmejagten med buen, dagen der ikke gik helt som forventet, dine erfaringer med en jagtform, en vildtart, et jagtland, en outfitter eller noget helt syvende.

Thomas, der har skrevet flere bøger om primært jagtrejser, har gennem en årrække arbejdet som freelanceskribent på Danmarks Jægerforbunds blad Jæger.
Fra hans hånd har der ligeledes været bragt artikler i det uafhængige jagtblad Jagt Vildt & våben, i Nordisk Safari Klubs medlemsblad, Trofæ, samt i en række udenlandske jagtmagasiner.

Han har haft buejagttegn i fire år, men driver ud over buejagt også en bred vifte af andre jagtformer, hvorfor det ville være en overdrivelse at beskrive ham som meget erfaren inden for vores specifikke interesseområde.
Han vil derfor med kyshånd tage imod gode råd og vejledning fra de erfarne kræfter, vi ved, sidder ude bag skærmen og læser dette.

Træk og slip – Bestyrelsen

Skriv et svar